Gå til

Natursyn og klimafokus

Gennem dialog, bøger og samarbejder udforsker vi, hvordan både klimaspørgsmål og klimahandling hænger sammen med kristen spiritualitet og teologi. 

Vi er optaget af sammenhængende mellem spiritualitet og klima og de aktuelle klimaproblemer, vores verden står overfor. Vi ser i særdeleshed klimakrisen som en eksistentiel krise – en krise, der kræver dybe kilder til håb og handling.

Klimaantologi

I Areopagos arbejder vi med eksistentielle spørgsmål. Vi har tradition for at fordybe os og hente håb og glæde fra kilder i kirken og i andre traditioner, som vi tror, kan være til gavn for de problematikker, vi står i netop nu. Vi er optaget af helhed, mening, tro og spiritualitet.

I vores klimaantologi lægger vi til grund, at klimakrisen i høj grad også er en eksistentiel krise. Vi går bagom rødderne og undersøger vækstparadigmet, der siden 1970’erne har slået på tromme for, at vi skal forbruge mere og bruge naturen som en ressource og udtømme den til vores egen gavn.

Ifølge kilder fra både Oldkirken og fra nyere tid bliver det en forsimplet måde at se mennesket og forholdet til naturen på.

Formålet med antologien er at søge tilbage til disse rødder og forstå, at skabelsen er en del af Gud selv. Gud er skaber af verden, og Gud som Kristus går ind i verden og bliver en del af naturen. Vi aktiverer nogle af de kilder i den kristne litteratur, som vi måske har glemt, og giver dem nyt liv og ny glæde. Vi genfinder en positiv forestilling om, at vi ikke er alene med klimaproblemerne, men at der er en Gud, der er sammen med os i problemerne – en Gud, som er en del af naturen.

Bogen er for alle – herunder også præster, kirke- og kulturmedarbejdere og andre ansatte i folkekirken, ansatte og aktive i frikirker og andre, der interesserer sig for den grønne omstilling.

Vi forsøger at tage et konstruktivt greb om de negative forestillinger, unge har om fremtiden, og kommer med nogle bud på, hvordan vi konkret kan komme klimaforandringerne til livs.

  • Det er en grundtanke for Areopagos, at vi kan møde Gud overalt. Vi kan møde Gud i den mægtige katedral og i den lille landsbykirke. Vi kan møde Gud i den brusende lovsang sammen med mange andre, og vi kan møde Gud, når vi tilbeder helt alene. Vi kan møde Gud i det store fællesskab og i ensomheden. Vi kan møde Gud, såvel når vi går en tur i storbyen, som når vi går i naturen.

    Vi kan møde Gud i naturen på en uendelig række forskellige måder. Det kan ske på en stille, klar nat, hvor vi ser ud på stjernehimmelen og mylderet af galakser i et uendeligt univers og pludselig erfarer, hvor små vi selv er og hvor stor, Gud er. Det kan ske på en vandretur på Amager Fælled, eller når vi står på stranden i Vestjylland og sanser bølgerne og vinden, der slår imod os. Vi kan opleve Gud på en ensom vandretur, eller når vi sammen med andre er på en pilgrimsvandring.

  • Denne forståelse af naturens betydning var en væsentlig motivation for arbejdet med antologien om Klima, tro, håb og handling – Natursyn og kristendom, som udkom i november 2023. Her var udgangspunktet, at klimakrisen også er en åndelig krise, hvor en besindelse på Guds skaberværks skønhed og storhed er en afgørende forudsætning for at kunne handle ansvarligt. Det kan også hjælpe os til en erkendelse af vores egen forbundethed med naturen. Vi er skabt af Gud, vi er med-skabninger med det øvrige skaberværk og må indse, at vores handlinger og livsstil har betydning for naturen.

Gudstjeneste i naturen

Vores syn på naturen betyder, at det er naturligt for Areopagos at møde og fejre Gud i naturen sammen med andre. Det kan ske på mange måder, som f.eks. pilgrimsvandringer og skovkirke.

Ideen om skovkirke har været meget levende i den keltiske tradition i Irland og Skotland. Den kom til Danmark formidlet fra den anglikanske tradition (den engelske kirke). Her begyndte mennesker at spørge, hvordan man kunne integrere den keltiske tradition med ønsket om at være kirke på sit sted i den moderne verden. Der var en længsel efter at se mennesker, der var optaget af økospiritualitet og natur, knytte an ved kirkens aktiviteter. Ud af dette voksede ”Forest Church”, som nu finder sted utallige steder i Storbritannien.

  • I kirkens historie har der til tider været en mistro overfor det, der handlede om det skabte som en ramme for det åndelige liv. Frygten har været, at man kom til at tilbede det skabte og ikke Skaberen. Det kan være en udfordring for os mennesker, at noget fysisk tager den plads, som Gud skulle have hos os. Det ændrer dog ikke ved, at mange mennesker længes efter en spiritualitet, der er jordbunden og beskæftiger sig med den fysiske verden. I tidens åndelige nysgerrighed ligger nemlig også en kim af længsel efter en spiritualitet, som ikke blot er himmelvendt og behandler Gud som noget fjernt, vi først får at se ansigt til ansigt på den anden side af døden; der er en længsel efter ikke kun at tale om Gud, men at erfare Gud.

Anafora

Anafora er et retrætecenter i ørkenen mellem Kairo og Alexandria, Egypten. Selvom Anafora ligger i et område med mange ældgamle klostre, er Anafora et nyt retrætecenter. I år 2000 var der blot en ørken der, hvor Anafora ligger nu. Men den visionære Biskop Thomas savnede et retrætested til at søge ro og fordybelse.

I dag er Anafora meget mere end et retrætecenter. På Anafora ligger der et værested for kvinder, der er udsat for vold. De har et projekt for drenge, der har svært ved skolelivet. De arbejder med grønne tiltag i samarbejde med lokaler myndigheder, alt lige fra kompost til upcycling af plastik. Alt i alt ligger Anafora i krydsfeltet mellem kirke og civilsamfundsforandringer. 

Areopagos har traditionelt arbejdet med Østen og østlig inspiration via buddhisme og den spiritualitet, der udspringer herfra. Men også i østlig kristendom er der en vægtlægning på stilhed og meditation, som mange kender det fra buddhismen. Vi genkender den praksis, der er i Anafora, hvor sansen for ro, fordybelse og holisme er i højsædet. 

Kontakt

Det er Bent Bjerring Nielsen, der leder området med Natursyn og klimafokus i Areopagos.

Søg her