I skovens dybe stille ro dyrker en gruppe mennesker… Gud

Bålet knitrer, og røgen stiger til vejrs på Helgenæs i landsbyen Esby på den sydligste spids af Djursland. En gruppe mennesker på tværs af generationer sidder tæt og varmer sig på bålets store flammer, for selvom det er skyklart, og forårssolen viser sig fra sin bedste side, suser den friske vind mellem de gamle træer.

Men hverken kulden eller røgen fra bålet er nogen hindring for de mange fremmødte i at dukke op til Skovkirke.

–  Man skal helst tage hjem fra Skovkirke og lugte af bål, siger Søren Thuesen, der leder dagens Skovkirke, i sin indledning til gudstjenesten til de hue- og flyverdragtsklædte deltagere, alt imens børn løber rundt på den bløde skovbund, suser ned fra rutsjebanen og klatrer i træerne, inden der bliver råbt:

– Der er børnekirke!

Dagens program består af nogle salmer på akustisk guitar, en kort prædiken, en skovvandring og til sidst qigong – en bevægelsesform med rødder i kinesisk medicin, hvor der stræbes efter at integrere kroppen med sindet. For, som Søren Thuesen gør klart i sin indledning, er Skovkirke et sted, der rummer forskellige mennesker med forskellige overbevisninger, og et sted, hvor det guddommelige udforskes med kroppen.

Få kilometer derfra bor Henrik Lausten Madsen, der er medansvarlig for Skovkirke på Helgenæs. Han har tidligere arbejdet som præst, pilgrim og medvandrer i Areopagos.

– Skoven og naturen rummer en dyb spiritualitet, fortæller han i sit drivhus på Helgenæs, mens han spejder ud over grønne enge og dybblåt hav. For nogle år siden købte han sammen med sin kone Elisabeth en stor gård, som de har forvandlet til et lille refugium til glæde for mennesker, der søger stilhed, samtale og mulighed for at deltage i tidebønner.

– Når vi mødes til Skovkirke, bliver vi stille for det, som er til stede. Vi hører og sanser de ting, vi normalt ikke registrerer. Vi lytter til fuglene, havets brusen eller vinden i træerne. Vi føler og mærker på genstande i naturen. Vi tager imod det, naturen giver til os, og vi opdager, at her er jeg midt i en stor sammenhæng, siger han.

Henrik Lausten Madsen mener, at vi mennesker risikerer at glemme skabelsens storhed og kompleksitet i hverdagens trummerum.

–  I dagligdagen kan vi glemme, at vi er en del af noget stort, og at de stjerner vi ser, kun er dem, der er tættest på. Vi glemmer, at universet er stort – at Gud er meget stor – og at vi er en del af et stort hele, siger han og fortsætter:

– Ifølge forfatteren C.S. Lewis så man i Middelalderen ind i universet. I dag siger vi, at vi ser ud i universet, som om vi er afkoblet fra universet. Til Skovkirke søger vi efter Gud i det skabte, og vi ser ind i den mystik, som naturen rummer.

Tilbage ved bålet er sidste salme sunget under den blå himmel. Det er tur til en skovvandring. Opgaven er, at de fremmødte skal bemærke noget i naturen der spirer, og at de skal åbne sig for en åndelig erfaring og tydning af, at noget dør og noget andet spirer frem.

– Naturen er i et godt flow. Den er i Guds flow, fortæller Peder Poulsen, der prædiker til gudstjenesten. Han er kørt fra Aarhus til Helgenæs for at være med til Skovkirke.

– Øvelsen til skovvandringen handler om at erkende, at alt ikke lever evigt, men at døden og livet eksisterer side om side. Vi må lære at finde fred med, at noget dør, og andet spirer frem.

Alle rejser sig i stilhed og vandrer hver for sig op mod et kors, der står på toppen af en skrå eng.

Nogle går med bøjede hoveder og iagttager skovbunden, en går med armene samlet på ryggen med blikket rettet mod himlen, en anden piller skånsomt ved barken på et gammelt træ.

De mødes i en rundkreds foran korset. Ingen siger et ord. En kvinde ved navn Karen Hasseriis bryder tavsheden.

– Nu har vi kropsbøn, inspireret af qigong, fortæller hun.

– Alle kan være med. Vi inviterer det, som allerede er.

Deltagerne løfter armene over hovedet i en bue. De mærker jorden under deres fødder i en erkendelse af, at de selv er en del af jorden og selv er kommet af den.

– Mærk hele kroppen, og vend jer mod solen. Hvordan er vejrudsigten indvendig lige nu? spørger Karen Hasseriis, der leder kroppenes bevægelser.

– Vi hengiver os til det, som er, uden at lave noget om. Vi vender venligheden ud mod verden, ud mod vores medmennesker. Og samtidig ind mod os selv.

Deltagerne står med lukkede øjne, begravet dybt inde i deres eget sind, mens de ånder langsomt ind og ud.

– Saml nu opmærksomheden i hjertet. Overvej muligheden af, at Gud er til stede i din indånding. Overvej, at der ikke er nogen adskillelse men en overgivelse og en sammensmeltning med det, som er større. Fornem vinden, duften, solens varme, lydene, siger hun lavmælt og fortsætter:

– Vi inviterer Kristus ind til at stå her sammen med os. Kristus er i os, under os, ved siden af os, over os, bag ved os.

Med sindet rettet mod Kristus kombinerer deltagerne tankerne med kropslige bevægelser. De rækker hænderne ud og modtager velsignelsen fra det guddommelige, som har ”givet dem åndedrættet, kroppen og naturen de står midt i”.

Henrik Lausten Madsen rejser sig fra den bænk, han sidder på i drivhus. Han putter hænderne i sine lommer og stiller sig over til ruden for at kigge ud over landskabet.

– Jeg tror, at Skovkirke kan være et supplement til den almindelige gudstjeneste. Kirkens rum kan noget særligt, og kirkens storslåede rum viser en del af, hvem Gud er. Men naturen er et andet kirkerum, hvor vi kan møde Gud. I naturen kommer vi på en anden måde i kontakt med, at vi er skabt af jorden og er en del af skabelsen, end vi gør inde bag lukkede døre, siger han.

Ovre på engen er deltagerne færdige med qigong. De har sat sig i en cirkel og er nu klar til at dele ud af deres oplevelser med den spirende natur.

– Jeg fandt en gammel træstamme og så, at der var nogle små planter, der spirede. Jeg kom til at tænke på salmen, hvor der synges Navnet Jesus blegner aldrig, skyder stadig friske skud, fortæller en kvinde, der sidder med benene over kors.

– Jeg er ved at genfinde min tro, siger en anden og fortsætter: – Jeg synes, jeg mærker livet på ny på sådan en dag som i dag.

Da runden er ovre, rejser deltagerne sig fra deres forskellige kropspositioner. Skovkirke er slut for i dag, og nu er det tid til chokoladekage tilbage ved bålpladsen.

Deltageren Manja Jensen har taget sine to børn med til Skovkirke. Hun er der, fordi der er ”højt til himlen herude”.

–  Til Skovkirke er der et unikt fællesskab med mange forskellige mennesker, der dyrker troen på det guddommelige forskelligt. Uanset hvor mennesker er på troens vej, om de tror på Jesus eller ej, så er vi fælles om at søge det, som er større end os selv. Og det er der plads til, siger hun og fortsætter:

– Naturen er enestående. Vi har brug for at se Gud, og i naturen ser jeg Gud. Naturen er ikke Gud, men Gud har skabt noget smukt, en gave til mig og til min nydelse. Naturen er et rum, hvor Gud ikke vil mig noget, og jeg vil ikke Gud noget, men hvor vi er sammen i stilhed og i kærlighed, afslutter hun.