Boganmeldelse af Hellig Jord Helligt Liv: Inspirerende og irriterende

Da jeg var færdig med at læse John Philip Newells bog Hellig Jord Helligt Liv, sad jeg tilbage med lidt splittede følelser og tanker.

På den ene side var jeg forfrisket og inspireret; jeg havde mødt en række både givende og livgivende tanker og praksisser, der kan spille en afgørende og positiv rolle i den tid, vi lever i.

Der er to afgørende teologiske implikationer af Newells forståelse, som jeg ser det.

Den første angår forholdet mellem panteismen og panentismen og den anden angår syndsforståelsen. Panteismen er påstanden om, at alt er Gud, hvad der er uforeneligt med den kristne tro på en personlig Gud, mens panenteismen er påstanden om, at Gud er nærværende i alt. Forskellen mellem de to er alt andet end et spil om ord; der er en verden til forskel på at sige, at alt er Gud og at sige, at Gud er i alt.

Kirken (med stort K) har med god grund altid afvist panteismen og understreget afstanden mellem Skaberen og det skabte, men afstanden har til tider været understreget så meget, at det har resulteret i et indsnævret og i egentligste forstand åndsforladt guds- og menneskesyn. At jorden er hellig, og at denne hellighed udspringer af Den Helliges nærvær i det skabte, er en forestilling, der har haft trange vilkår i den moderne verden, og som – meget vigtigt – rehabiliteres af John Philip Newell; samtidig gør han det dog ikke godt nok.

Man kan i Hellig Jord Helligt Liv finde afklarende redegørelser for forholdet mellem panteisme og panenteisme, for eksempel i forbindelse med præsentationen af Alexander John Scott (s. 132), men man kan også finde det modsatte, ikke mindst i det teologisk uafklarede kapitel om Pierre Teilhard de Chardin, hvor der i praksis sættes spørgsmålstegn ved noget så afgørende som inkarnationen; det er håbløst, det er unødvendigt og det er samtidig ærgerligt, fordi det kan aflede en ellers væsentlig diskussion.

På den anden side var jeg irriteret og frustreret, fordi der ikke bliver arbejdet med tilstrækkelig teologisk dybde i forhold til de både væsentlige, men også kontroversielle påstande, man møder i bogen.

Newell vil med Hellig Jord Helligt Liv gerne introducere os til ”Keltisk visdom til krop og sjæl”, som bogens undertitel lyder. Det gør han ved i kronologisk rækkefølge i ni kapitler at introducere os for diverse repræsentanter for keltisk visdom, der viser os forskellige aspekter af altings hellighed, som det relaterer til menneskets sjæl og krop, det feminine over for det maskuline, det fysisk-materielle og det poetisk-musiske.

Hvert kapitel afsluttes med en ”refleksion”, hvor der er et kort ”ord til opmærksomhed”, som man opmuntres til at reflektere over, og en afsluttende kort bøn. De ni refleksioner er samlet i et appendiks sidst i bogen, hvad der gør det mere overskueligt at bruge dem i en kontemplativ praksis.

Det er sigende for bogens formål, som ikke kun er at gøre os klogere, men grundlæggende at ændre vores forståelse af os selv og den verden, vi lever i. I Newells perspektiv kan det ikke adskilles fra en mere kontemplativ livsstil. Hvad det angår, giver Newell os en både inspirerende og nødvendighed udfordring.

Hjertet i Newells  præsentation af den keltiske spiritualitet udtrykkes fint i dette citat fra bogen: ”Den keltiske visdom søger efter den guddommelige strøm, der løber dybt i alt, der lever. Den er som en underjordisk flod, der strømmer gennem universets årer” (s. 79). Altings forbundethed er et fuldstændigt centralt element i John Philip Newells forståelse af den keltiske spiritualitet, hvad Elizabeth Knox-Seith også understreger i bogens fine forord til den danske oversættelse.

Men hvis vi taler om ”en guddommelig strøm, der løber dybt i alt, der lever,” en guddommelig strøm, der ”er som en underjordisk flod, der strømmer gennem universets årer,” så har det konsekvenser for såvel vores syn på mennesket og for den verden, vi lever i, og det har konsekvenser for menneskets og verdens relation til Gud.

Det første kapitel i Hellig Jord Helligt Liv er en præsentation af den walisiske munk Pelagius (cirka 360-430). I teologihistorien er Pelagius særligt kendt for modsætningsforholdet til en af de helt store kirkefædre, Augustin (354-430), som var samtidig med Pelagius. Deres uenighed drejede sig om spørgsmålet om fri vilje over for forudbestemmelse, hvad der hang sammen med forståelsen af synd; her hævdede Augustin i modsætning til Pelagius arvesyndens virkelighed. Det var en strid, som Augustin vandt, hvad der efterfølgende kom til udtryk ved, at kirkelige koncilier fordømte Pelagius.

Newell vil imidlertid gerne rehabilitere Pelagius og hævder, at man – specielt i Vestkirken – har misrepræsenteret hans synspunkter. Det tror jeg, Newell kan have ret i; til gengæld synes jeg ikke, at han rammer rigtigt i sin rehabilitering af Pelagius, hvor han i sin iver for at vise, hvor uretfærdigt Pelagius er blevet behandlet, nærmest får sat spørgsmålstegn ved syndefaldet som sådan. Det er mildest talt uheldigt, da tanken om mennesket som syndigt må ses som en fælles forståelse i klassisk kristendom, altså en tanke, der er fælles for alle kristne. Det, der imidlertid ikke er en fælles forståelse af, det er konsekvenserne af syndefaldet.

I reformationstiden var det meget magtpåliggende for reformatorer som Luther og Calvin at gøre mennesket så syndigt som muligt for at understrege, at mennesket intet kunne gøre for at blive retfærdiggjort, hvad der naturligvis var et fuldstændigt afgørende ærinde. Det betød også en understregning af Augustins forståelse af arvesynd og forudbestemmelse, hvad der særligt i Calvins tilfælde førte til et temmelig bizart gudsbillede og et meget mørkt syn på mennesket. Luthers teologi er (heldigvis) mindre logisk konsistent end Calvins, hvad der skaber et større rum for mysteriet og for et mere spændingsfyldt og komplekst gudsbillede, hvad der igen medfører et både rigere og smukkere syn på mennesket.

Det åbner et rum for, at man kan diskutere syndefaldets konsekvenser for mennesket. Er gudsbilledet i mennesket helt udvisket? Det, vil jeg mene, er en temmelig bizar forestilling (og uforenelig med den forståelse af mennesket, man møder i mangfoldigheden af bibelske tekster); det forhindrer dog ikke nogen (faktisk alt for mange) i at have et så mørkt syn på mennesket, at Guds skabelsesaftryk i praksis er forsvundet fra forståelsen.

Det forhold viser, hvorfor John Philip Newells kritik er så relevant og vigtig, som det er tilfældet.

Hellig Jord Helligt Liv er en væsentlig og nødvendig bog, der ikke mindst i vor tid peger på afgørende aspekter af den kristne tro, som ofte er blevet underbelyst i Vestkirken. Hans præsentation af den keltiske kristendomsforms teologi og åndelige liv er et vigtigt alternativ til en kristendom, der ofte har fremstået både indsnævret og livs- og åndsforladt; derfor er bogen både særdeles inspirerende og anbefalelsesværdig.

John Philip Newells Hellig Jord Helligt Liv udkom I 2021 og blev oversat til dansk og udgivet af Boedals Forlag i 2023. Den kan købes her.