Taler naturen til dit inderste væsen? Det er måske, fordi der er noget åndeligt på spil

Forestil dig, at du er i denne situation:

Det er tidligt om morgenen, og forårssolen kaster sit gyldne lys ind i et sommerhus, du har lejet. Du begiver dig ud i den storslåede natur med en kop kaffe i en termokop, mens dampen fra kaffen stiger mod himlen. Den friske morgenluft er fyldt med duften af blomster og friskt græs, og den lyriske susen af trætoppenes blade lyder som en stille melodi.

En sti af blødt græs fører dig gennem en skov, hvor solen forsigtigt skinner gennem løvet og maler et magisk mønster af lys og skygge på stien. Du følger stiens snoede forløb, og overalt omkring dig er naturen i fuldt flor. Farverige blomster kigger op fra det frodige underlag, og sommerfugle danser i luften som levende juveler.

Måske du allerede har bundet vandreskoene og er klar til at forlade dine halvfjerds kvadratmeters lejlighed. Beskrivelser af naturen kan opleves magiske, og mange af os længes efter at bruge mere af vores liv i naturen.

Ifølge en undersøgelse fra SDU er danskernes største åndelige behov at fordybe sig i naturens skønhed. Det er ikke overraskende.

Det er det ikke, fordi forskning har identificeret adskillige positive effekter for mennesker ved at tilbringe tid i naturen. Forskningen viser blandt andet, at tid i naturen reducerer stress og angst, øger koncentrationen, forbedrer søvnkvaliteten, øger kreativiteten, forbedrer immunfunktionen og mindsker symptomer på depression og andre mentale sundhedsproblemer.

Det er godt for os mennesker at opholde os i naturen. Ofte føles det som om, at naturen taler til en del af vores inderste væsen; at vores sjæl længes efter være i harmoni med universet.

Selvom forskningen taler sit klare sprog om naturens positive effekter på os mennesker, ligger der så et dybere lag i vores længsel efter naturen? Behøver vi at tolke vores længsel efter naturen som en åndelig eller religiøs længsel? Måske endda en længsel efter nogen, som har skabt både os og den natur, vi er placeret midt i?

– Den verden, som naturvidenskaben viser os, er mindst lige så magisk som de verdener, overtro og myter beskriver for os, fortæller Theis Bendixen, der er forfatter til to populærvidenskabelige bøger og mere end 40 videnskabelige artikler. Han er ofte kendt for at ”hylde naturvidenskaben”.

– I mit forfatterskab beskriver jeg naturen som magisk, men ud fra et videnskabeligt verdenssyn. Jeg mener ikke, at vi behøver at ty til overtro for at få tilfredsstillet vores spirituelle længsler efter naturen. Personligt tror jeg ikke på ånder, guder eller andre ting. Jeg mener, at vi ud fra et sekulært perspektiv sagtens kan sige, at naturen er fortryllende og magisk.

– Det er ikke videnskabens mål at give mennesker mening i tilværelsen, eller at vi fortrylles af naturvidenskabelige fund. Men det er en kærkommen bonus, fortæller Theis Bendixen. Videnskaben har ikke en forpligtelse eller et mål om at finde spiritualitet eller mening i menneskers liv.

– Men erkender vi de videnskabelige fund, som menneskeheden har gjort sig, eksempelvis beskrivelsen af himmelrummet, den menneskelige psykologi og de mange andre arter, der eksisterer, så mener jeg, at naturvidenskaben tilbyder nogle perspektiver, der er tilstrækkelige for mange menneskers dybe længsler, siger han og fortsætter:

– Evolutionen, som Darwin beskriver den, er for mig en af de smukkeste, simpleste videnskabelige teorier om menneskets årsag til at være i verden på. Den kræver ikke meget; noget variation, noget reproduktion og noget selektion. Ud af disse simple grundregler kommer der en eksplosion af arter og en kompleksitet, vi i dag ikke kan gøre efter med vores egen teknologi. Vi kigger ofte naturen over skulderen: ’Hvordan får naturen det her til at flyve? Hvordan løser naturen det her medicinske problem?’

Naturvidenskaben viser os hvor stort, gammelt og tomt himmelrummet er. Indtil videre ved vi mennesker kun, at der er liv på én planet ud af mange milliarder af planeter og solsystemer. Vi mennesker er måske de eneste i rummet; det er et perspektiv, som man overvældes af, mener Theis Bendixen:

– I så fald er vi universets måde at forstå sig selv på. Universet er kun lyst op i os. Det lyder nærmest poetisk, men det er også en kendsgerning, siger han og fortsætter:

– Bevidstheden i sig selv er magisk. Hvorfor skulle det føles som noget at være noget? Det er ikke givet. Vi kunne sagtens have været en klump af instinkter, hvor vi reagerer instinktivt på alt, hvad vi møder. Det er også en livsform. Det faktum, at noget føles som at være noget eller nogen, er i sig selv utroligt.

Thomas Frovin er præst i Apostelkirken på Vesterbro i København. For ham rummer naturen noget helt særligt, og det mener han, er et almenmenneskeligt vilkår at opleve – om man er religiøs eller ej.

– Stort set alle er enige om, at det gør noget ved os at være i naturen. Det viser forskningen, men også anekdotisk oplever vi, at naturen taler til os. Men vi udlægger det forskelligt – nogle med en religiøs matrice, andre gør ikke.

For Thomas Frovin er det bemærkelsesværdigt, at det at ”fordybe sig i naturens skønhed” står øverst på listen, når det kommer til danskernes åndelige behov. Det lader til, at danskerne selv oplever det som noget særligt åndeligt at være i naturen.

– I løbet af få generationer er vi gået fra at arbejde i naturen og tilbringe en stor del af vores tid der. Vi har været meget afhængige af vejr og vind. I dag har rigtig mange af os stillesiddende jobs indenfor. Før var naturen noget vi levede sammen med – nu er naturen noget, vi besøger.

– Jeg tror, at længslen efter naturen handler om, at vi længes efter noget, vi har mistet. Vi oplever os afkoblede fra det, vi kommer fra. Måske det kan siges, at den måde, vi lever på i dag, ikke er den mest optimale måde at leve på.

Ifølge Thomas Frovin sætter naturen mennesket i forbindelse med sin forgængelighed:

– Naturen viser os en rytme, som mennesket som enkeltindivid hverken kan gøre fra eller til for at påvirke, men som vi kan betragte og lade os fascinere af.

– Mange træer er typisk ældre end det menneske, som står og betragter det. Tager du til stranden og overvejer dets storhed, bliver vores egen eksistens sat i perspektiv. I naturens enormitet fornemmer vi, at det ikke er os, det hele handler om,” fortæller han, og siger, at naturen har en evne til at sætte mennesket i forbindelse med sin egen eksistens.

– Ofte sætter naturen os i forbindelse med den del af vores eksistens, hvor der er hvile. I naturen er vi den lille, og det er ikke os, der er i centrum. Det kan opleves rart. Og det kan være forløsende at se, at det bliver forår igen, på trods af, at naturen også rummer tilintetgørelse og død. Naturen kommer til at spire igen, og det taler til vores inderste væsen.

Jeg tror, at mange mennesker vil være enige i det, vi taler om nu. Men hvor ser du som præst, at Gud er henne, når vi taler om åndelighed i naturen?

– Min analyse af danskerne er, at vi i hundrede år har bevæget os i retning af et materialistisk verdenssyn. Vi har forstået, at mennesket var krop og psyke. Men det, at mennesket også er ånd, har vi skåret ud af vores menneskebillede, fortæller Thomas Frovin og fortsætter:

– Moderniteten har haft et opgør med religiøsitet og åndelighed. Der har været en vulgær darwinistisk tone om, at religion var noget, vi ville slippe væk fra. Det betyder, at vi ikke har talt om mennesket som et åndsvæsen meget længe.

– Når mennesker oplever store indgreb i deres liv såsom dødsfald, fødsler eller lignende, så kommer vi i kontakt med noget, der hører ånden til. På samme måde kan det være, når vi er i naturen. Vi bliver forbundet med noget, der er svært at definere.

– Som præst vil jeg sige, at den oplevelse af forbundethed har med Gud at gøre. For jeg tror, at Gud er i alle ting. Og at han aldrig er langt væk fra nogen af os. Når vi kommer i kontakt med noget, der åbner nogle dybder inden i os selv, så tror jeg godt, at vi kan tolke det som en berøring fra Gud, afslutter han.