Tilbageblik: Åndeligt fællesskab og kunstneriske møder på Areopagos’ Sommerfestival

Af Areopagos
Haslev var i weekenden centrum for refleksion, fællesskab og fordybelse, da Areopagos’ sommerfestival løb af stablen. Over tre dage samledes deltagere fra hele landet – og endda helt fra Hong Kong – til en festival, hvor temaer som åndeligt venskab, kunstnerisk praksis og eksistentiel søgen blev udfoldet gennem oplæg, workshops og samtaler
Foto: Sina Vestøl
Udgivet 24. juni 2025
Ordbog

Der var løbet lidt vand i åen siden Areopagos Danmark sidst holdt sommerfestival i Danmark på Galleri Emmaus. Men sikke en festlig og velsignet weekend, det blev.

Fredag eftermiddag startede festivalen med et særligt netværk for kunstnere, efterfulgt af fælles aftensmad og officiel åbning ved Areopagos’ danske landechef, Bente Mikkelsen Pahus. Aftenen bød på musik og fællessang ved Torsten Borbye Nielsen og Sophia Zhang samt et tankevækkende oplæg om venskab ved teolog og forfatter Niels Nymann Eriksen, som efterfølgende førte deltagerne ind i en åben dialog om relationer og nærvær.

Lørdagen begyndte med morgensang og andagt ledet af generalsekretær Silje Kvamme Bjørndal. Dernæst fulgte et oplæg og panelsamtale med den norske teolog og forfatter Notto R. Thelle og Jonathan Chan fra Tao Fong Shan i Hong Kong – en samtale der spændte fra østlig visdomstradition til vestlig eksistensrefleksion.

Dagens program var særligt præget af de mange workshops, hvor deltagerne kunne vælge mellem alt fra kalligrafi, liturgi og naturhåndværk til åndeligt venskab og kreativ skrivning. Jo Sjøflot introducerede det gamle hebdomos-ritual, mens Louise Franklin Højlund inviterede ind i sprogets og sansningens verden. Andre søgte stilhed og dybde i musikmeditation med Sophia Zhang eller i fællesskabets styrke med Stian Kilde Aarebrot.

Festivalen markerede også jubilæet for I Mesterens Lys med filmvisning og samtale, og en live-optagelse af podcasten Mellemrum kastede nyt lys over venskab og eksistentiel samtale.

Efter en festmiddag samledes festivaldeltagerne til aftenens højdepunkt – en samtale mellem forfatter Josefine Klougart og Louise Franklin Højlund. Aftenen rundedes af med en meditativ stund i ord og toner, hvor bøn, musik og stilhed smeltede sammen under ledelse af et hold bestående af Torsten Borbye Nielsen, Jo Sjøflot, Stian Kilde Aarebrot og Sophia Zhang.

Søndag formiddag bød på en stemningsfuld fællesgudstjeneste i Haslev Kirke, hvor Notto R. Thelle prædikede, og musikken endnu en gang blev leveret af festivalens musikalske hjerter. Med frokostsandwiches i hånden og kufferter pakket tog deltagerne afsked – nogle med kurs mod hjemlandet, andre med en fortsat samtale i rygsækken.

Afslutningsvis samlede kunstnernetværket trådene op fra weekenden, og der blev lagt spirer til fremtidige samarbejder.

Areopagos’ sommerfestival formåede at skabe et sjældent rum, hvor åndeligt og kunstnerisk fællesskab kunne udfolde sig side om side. Det blev et sted, hvor relationer blev styrket, nye spørgsmål rejst – og hvor både stilheden og samtalen havde plads.

Festivalens aftryk vil kunne mærkes længe efter, at det sidste musikstykke er klinget ud.

1920 1080 Martin Krath-Andersen
Søg her