Engang krævede det mod at stå ansigt til ansigt med fjenden. I dag ser et modigt liv helt anderledes ud

Mod har gennem historien været en af de dyder, mennesker har beundret mest. For 2000 år siden talte de græske filosoffer om, at mod var af de fire kardinaldyder (blandt retfærdighed, visdom og mådehold). Jeg fornemmer hos mig selv, at mod ofte forbindes til mennesker der måtte finde modet frem i bizarre tilfælde; når Sokrates skulle drikke gift, han vidste han ville dø af, eller når gladiatorer måtte gå ud for at kæmpe for deres liv. Eller i dag i ekstraordinære situationer eller ved undtagelsestilstande: når ukrainere sætter livet på spil for at forsvare deres hjemland, eller når danske politikere skal sige fra og stå imod en amerikansk supermagt.

Heldigvis kommer de færreste danskere nogensinde til at stå i situationer, hvor mod handler om fysisk overlevelse. Og selvom vi lever i en urolig tid med geopolitiske tektoniske plader, der rykker sig drastisk, så vil jeg hævde, at middelsklassedanskeren lever relativt mageligt. Det er sjældent at vi tænker på, at vi faktisk lever bedre end selv de fornemmeste konger i middelalderen. Men selvom vi paradoksalt lever tryggere og mere velstående end generationerne før os i vores dagligdag, taler vi i stadig højere grad om frygt, uro og afmagt.

For at forstå hvad vi skal bruge mod til i vores daglige liv, hvor vi ikke står ansigt til ansigt med en konkret trussel i dagligdagen, har jeg interviewet fire personer. Det er DR’s internationale korrespondent Stéphanie Surrugue, psykologiprofessor og forfatter Svend Brinkmann, præst og debattør Sørine Godtfredsen og minister Ida Auken, som på hver deres måde har beskæftiget sig med spørgsmålet om mod. Selvom deres svar tager udgangspunkt i forskellige erfaringer, peger de mod den samme erkendelse: Mod er sjældent noget spektakulært. Det viser sig oftere i den måde, mennesker møder deres nærmeste, deres frygt og deres ansvar på.

Som DR’s internationale korrespondent har Stéphanie Surrugue brugt en stor del af sit arbejdsliv på at fortælle om verdens konflikter. Hun har rapporteret fra krige, politiske kriser og internationale topmøder, hvor beslutninger med globale konsekvenser bliver truffet. Derfor møder hun ofte mennesker, der spørger hende hvordan man overhovedet bevarer håbet, når nyhedsstrømmen ofte tegner et billede af en verden, der er på vej mod afgrunden.

Den tvivl kender hun også selv.

“Man kan nemt føle sig afmægtig. Fordi hvordan i alverden kan man gøre noget ved, at verden tilsyneladende går grassat?” siger hun.

For nylig stod hun selv over for en stor beslutning om sit arbejdsliv. Hun husker særligt en ældre mand, der lyttede til alle hendes overvejelser og bekymringer, før han afbrød hende med en enkelt sætning:

“Nu skal du ikke blive bange.”

Hun griner, når hun fortæller historien, men bemærker samtidig, at rådet gjorde indtryk. Ikke fordi det fjernede usikkerheden, men fordi det mindede hende om, at frygten ikke behøver være den stemme, der dominerer. Hun bemærker, at hendes veninder sandsynligvis ville have mødt hende på en anden måde; ved at udforske alle nuancerne i hendes tvivl. Den ældre mand gjorde det modsatte. Han opfordrede hende ganske enkelt til at være modig.

Den erfaring hænger sammen med et andet råd, hun har fået. Da verdenssituationen begyndte at fylde mere og mere, talte hun både med Svend Brinkmann og Grønlands biskop om den afmagt, mange oplever. De kom fra vidt forskellige ståsteder, men gav hende præcis det samme svar:

“Så må du være alt det, du kan være for de nærmeste.”

Stéphanie Surrugue fortæller, at netop den tanke har ændret hendes egen måde at være i verden på. Hun oplever ikke længere, at hendes ansvar først og fremmest handler om at kunne påvirke de store internationale konflikter. Til gengæld kan hun være nærværende over for familie, venner og kolleger. Hun kan være med til at skabe tryghed dér, hvor hun faktisk har indflydelse. Når verden bliver mere urolig, bliver de nære relationer i særdeleshed vigtige.

Samtidig mener hun, at mod i dag også handler om at bevare sin dømmekraft. De seneste år har vist, hvor hurtigt frygt kan sprede sig, og hvor let mennesker lader sig rive med af sociale medier, rygter og følelsesladede fortællinger. Derfor kræver det ifølge hende en særlig form for mod at insistere på langsomheden.

“Vi skal have mod til ikke at gå i panik. Vi skal gide at sætte os ordentligt ind i tingene. Vi skal opsøge fakta og stole på vores eget moralske kompas i stedet for at lade os rive med af det, andre råber.”

Når Svend Brinkmann bliver spurgt, hvad mod er, går hans tanker ikke til aktuelle konflikter eller verdenspolitiske spændinger. Han vender i stedet blikket mod den antikke filosofi, hvor mod anses som en dyd, der befinder sig mellem to yderpunkter: fejhed og overmod. Den ene tør aldrig handle. Den anden handler uden at tage konsekvenserne alvorligt. Mod er balancen mellem de to.

Jeg spørger ham, om han kan nævne et menneske, som han har stødt på, der formåede at ramme den modige balance. Svend Brinkmann nævner om sin ven og kollega Peter, som i foråret døde af kræft.

”Peter valgte ikke at skjule sygdommen eller trække sig fra offentligheden. Tværtimod brugte han en del af sin sidste tid på at fortælle om, hvordan det var at være døende. Han gav andre adgang til en erfaring, de fleste af os helst vender blikket væk fra,” fortæller han og fortsætter:

”Vi skal jo alle sammen dø, men det er de færreste, der kan berette om processen, mens den sker. Det krævede virkelig mod,” siger Brinkmann.

Historien gjorde særligt indtryk på ham, fordi den peger på en form for mod, som sjældent får opmærksomhed. Mod bliver ofte forbundet med handling, styrke og sejr. Men Peters fortælling handler om noget andet. Om at turde være sårbar. Om at se sin egen dødelighed i øjnene uden at forsøge at flygte fra den.

Idet vores samtale bevæger sig fra døden til den urolige samtid, bliver Brinkmanns råd bemærkelsesværdigt jordnært. Han har deltaget i mange samtaler om samfundets beredskab, oprustning og modstandsdygtighed, men hans egen konklusion er langt mindre dramatisk.

Han opfordrer til, at vi taler med vores nabo lidt oftere. og siger, at ingen ved, hvilke kriser fremtiden bringer. Men at de relationer, vi bygger op længe før krisen rammer, sandsynligvis bliver vigtigere end de fleste forestiller sig. Hvis samfundet en dag bliver sat under pres, er det naboen, der husker den ældre kvinde på syvende sal, eller som hjælper familien med små børn.

Mod handler derfor ikke kun om at være klar, når katastrofen indtræffer, men om at investere i fællesskaber, mens hverdagen stadig er almindelig.

I Sørine Godtfredsens opfattelse bliver et menneske først for alvor modigt, når det har erkendt, hvor skrøbeligt livet er.

“Det er ikke nogen kunst at være modig, hvis man ikke har indblik i, hvor farligt det er at være menneske,” siger hun.

For hende er mod derfor ikke et ungdommeligt ideal om frygtløshed. Tværtimod hører mod det voksne menneske til. Det menneske, som har oplevet tab, sygdom eller nederlag og derfor ved, hvad der er på spil. Først når frygten er virkelig, bliver det meningsfuldt at tale om mod.

Og den erkendelse oplever hun stærkest hos mennesker, der ved, at de skal dø.

Gang på gang har hun siddet ved siden af mennesker med uhelbredelig kræft, som ikke længere håber på at blive raske. Alligevel er det sjældent deres egen frygt, der fylder mest i de sidste samtaler. I stedet bekymrer de sig for ægtefællen, børnene eller de mennesker, de efterlader.

”Det slår mig gang på gang, hvor meget uselviskhed og mod der ligger i at erkende, at nu er det mig, der skal herfra, og så alligevel insistere på at give så meget som muligt til dem, der bliver tilbage.”

For Godtfredsen hænger denne erfaring tæt sammen med hendes kristne tro. Ikke fordi troen fjerner frygten, men fordi tro kan gøre det muligt at leve med frygten. Hun beskriver mod som det øjeblik, hvor et menneske tager springet, selv om det ikke kan vide, hvad der venter.

Da vi vender samtalen til verdenssituationen, peger hun på, at mennesker let mister modet, når de bliver optaget af problemer, som ligger langt uden for deres egen indflydelse.

“Krigstrusler, klimaforandringer og alle de store globale udfordringer er så omfattende, at ingen af os kan løse dem alene.

Det betyder ikke, at man skal vende dem ryggen, understreger hun. Men hvis blikket udelukkende rettes mod det uoverskuelige, risikerer frygten at vokse sig større end handlekraften. For modet kan blive hos den, der kan se, at der faktisk er noget, man er i stand til at gøre.

Da jeg taler med Ida Auken, retter hun naturligt blikket mod samfundet. For hende er mod ikke noget, man enten har eller ikke har. Det er en egenskab, der udvikles gennem livet, og som vokser, når mennesker får mulighed for at øve sig i den.

“Mod er noget, man skal lære og øve sig på et helt liv. Hvis det var let, var det jo ikke mod,” siger hun.

Hun nævner soldaten, der bevæger sig ud blandt civile i Afghanistan, som et oplagt eksempel på mod. Men næsten i samme åndedrag flytter hun perspektivet tilbage til hverdagen. Der findes mennesker, siger hun, for hvem det kræver et langt større mod blot at forlade hjemmet, købe ind eller møde op blandt andre mennesker. Mod kan derfor ikke måles udefra. Det afhænger altid af det menneske, der står i situationen.

Den pointe bliver afgørende, når hun ser på den tid, vi lever i. Krigen i Europa, den geopolitiske uro og en verden under hastig forandring skaber let en oplevelse af, at udviklingen er ude af vores hænder. Men netop derfor mener hun, ligesom Stéphanie Surrugue og Svend Brinkmann, at det bliver endnu vigtigere at holde fast i det fællesskab, der allerede findes.

“Vi skal have mod til at tro på vores egne værdier. Tro på, at det fællesskab, vi har skabt, er stærkt nok. Selvom vi er et lille land, skal vi turde stå ved det, vi tror på, og gå forrest,” afslutter hun.