Når troen forstyrres og får krop

Udfordring og inspiration. Det er de to ord, der går igen, når Margrethe Andreasen Vestergaard og Lærke Lysemose Christensen reflekterer over de indtryk, de har fået under et kort ophold på Tao Fong Shan, Bjerget hvor Kristusvinden blæser, i Hong Kong.

Margrethe Andreasen Vestergaard er ansat som kirkekulturmedarbejder i Gellerup Kirke og primært arbejder med projekt Fredens Hus, hvor dialog mellem muslimer og kristne er i centrum. Lærke Lysemose Christensen er udsendt til Cambodja for Danmission og arbejder bl.a. med naturbeskyttelse og kirkeudvikling.

De er begge vokset op i kristne familier, og Lærke Lysemose Christensen boede som barn flere år i Surinam, hvor hendes forældre var missionærer. Begge er på Tao Fong Shan for første gang og er optaget af stedets historie og særlige atmosfære.

Margrethe Andreasen Vestergaard siger: ”Man kan mærke, at der er en historie her med nogle meget stærke værdier. Den prædiken, vi hørte i kirken i dag, var stærk. Jeg kunne især godt lide udtrykket, at man kan tænke på andre mennesker som medstandere i stedet for modstandere,” siger hun.

Hun henviser til en skandinavisk gudstjeneste, arrangeret af Areopagos, som blev afholdt i stedets kirke, Christ Temple, en søndag i marts. Her deltog præster fra Norge, Sverige og Danmark, og norske Notto R. Thelle, søn af en af Tao Fong Shans stiftere, Notto R. Thelle, prædikede. Han fortalte blandt andet, at han blev født på Tao Fong Shan i 1940 og boede der de første fem år af sit liv. Siden er han vendt tilbage mange gange og har desuden været missionær i Japan i 16 år, på et institut for japansk kristendom og dialog, stiftet af hans far.

For Lærke Lysemose Christensen har opholdet på Tao Fong Shan og mødet med Notto Thelle givet anledning til refleksion over tid og tålmodighed.

”Jeg tror, at vi ofte tænker i alt for korte tidsbaner. Vi forventer resultater og udvikling nu og her, både når det gælder religiøse og kulturelle forandringer. Men Karl Ludvig Reichelt var jo i Kina i mange år, før han havde erfaringer og indsigt nok til at kunne bygge stedet her,” siger hun – med henvisning til den norske missionær Karl Ludvig Reichelt.

Reichelt rejste til Kina første gang i 1903 med det mål at omvende kineserne til kristendommen, men blev undervejs overbevist om, at han måtte forstå buddhismen for at kunne tale med de buddhister, han mødte.

Han lagde sin strategi om og stiftede i 1922 et center i Nanjing i Kina, der skulle fungere som et klosterlignende sted for buddhistiske munke, men på et kristent grundlag. Da stedet i 1927 blev raseret af kommunister, kom han sammen med sin assistent Notto Thelle til Hong Kong, hvor de besluttede at bygge et lignende center på Tao Fong Shan. Det skulle være et sted, hvor buddhistiske omvandrende munke kunne møde kristne missionærer og finde ro til fordybelse og samtale. Reichelt var dybt fascineret af buddhismen og munkenes spiritualitet, og venskab blev et nøglebegreb for ham i hans møde med buddhisterne og den kinesiske kultur.

Næsten 100 år senere er Tao Fong Shan er kristent spiritualitets- og pilgrimssted, hvor der holdes daglige andagter i den kirke, der blev bygget i daoistisk tempelstil på Reichelts Tid. Der udbydes desuden kurser i åndelig vejledning og i kristen kinesisk kunst, bl.a. porcelænsmaling og kalligrafi, og der afholdes møder mellem repræsentanter for forskellige religioner. Desuden er Tao Fong Shan et populært udflugtsmål, og især i weekender og ferier kommer der mange mennesker, for hvem stedets tradition for meditation og stilhed tilsyneladende ikke er det vigtigste.

Lærke Lysemose Christensen blev overrasket over, hvor meget larm og uro der var på Tao Fong Shan – på trods af de mange skilte, der opfordrer til stilhed. En formiddag gik hun en tur rundt på området for at finde et sted at sidde i stilhed og reflektere. Men det var svært at finde et roligt sted. Først gik hun ud til det store kors, der står med udsigt over skyskraberne i byen nedenfor bjerget. Men der vrimlede det med familier, som tog selfies og snakkede højlydt. Så gik hun tilbage til labyrinten, som er anlagt i udkanten af området. Der var stille, og hun besluttede at gå en tur i labyrinten i meditativ stilhed.

Efterfølgende fik hun imidlertid et andet blik på situationen.

”Det slog mig, at min måde at gå labyrinten på ikke nødvendigvis var bedre end drengens. Han var virkelig optaget af det. Hans forældre var allerede på vej videre, men han insisterede på at gå hele labyrinten. Og hvem er jeg til at dømme, om man skal gå langsomt eller hurtigt? Han har sikkert fået noget helt andet ud af det end mig – på sin egen måde,” siger hun.

Tilsvarende nævner hun en yngre mand, der lå i nærheden af det store kors – lænet op ad en stor sten, der symboliserer stenen, som Jesus beder ved i ensomhed i Gethsemane Have, mens disciplene sover.

”Han lå udstrakt og så ud til at nyde det, men jeg blev irriteret over, at han hørte musik på en lille radio. Det forstyrrede min ro. Men igen – hvem siger, at det er forkert at bruge musik? Vi kan komme i kontakt med det åndelige på mange måder. Og hvorfor irriterede det mig sådan? Måske var det et tegn på, at jeg har en uro i mig. Det kan være en god øvelse for mig at tolerere uroen omkring mig. På den måde kan mødet med det, der forstyrrer os, kan også være en gave,” siger hun.

Det kan Margrethe Andreasen Vestergaard relatere til.

”Når man er i dialog, er det hele tiden noget, som kan forvirre og forstyrre. Jeg mærker selv, at jeg kan blive stødt eller usikker på, hvor mine grænser går, og hvilken kerne af min tro, jeg ikke vil gå på kompromis med. Jeg tror også, at vi i Vesten kan være lidt for optagede af at rubricere og forstå andres praksis og tro intellektuelt,” siger hun.

Margrethe Andreasen Vestergaard nævner, at hun samme formiddag gik en tur over til ”De Titusinde Buddhaers Kloster”, der ligger tæt på Tao Fong Shan, på den anden side af en kløft.

”Der var så mange symboler og genstande og figurer, og jeg prøvede at forstå, hvad de betød. Hvorfor var der en Brahman-figur i et buddhistisk tempel? Og hvad betød alle de mange Buddha-statuer? Repræsenterede de afdøde personer eller forskellige egenskaber? Jeg var der sammen med en forsker, som er ekspert i japansk religion, og han sagde til mig, at det måske ikke var så vigtigt at putte ting i kasser og forstå dem med sin logik. Folk her virker ikke til at være bange for at blande ting sammen,” siger Margrethe Andreasen Vestergaard.

Hun overvejer, om folk, der kommer på Tao Fong Shan, kategoriserer stedet som enten kristent eller buddhistisk eller måske slet ikke tænker i de kategorier.
”Jeg tænker, at det er et kristent sted, der er præget af en lokal kinesisk og til dels buddhistisk kultur, og jeg prøver at afkode symbolerne og forstå, hvorfor der er figurer af daoistiske og buddhistiske munke på taget af kirken. Men måske er det ikke så afgørende. Det vigtigste er snarere, at her er et sted, der indbyder til fordybelse, og som kan formidle en spiritualitet og åndelighed, som nok ikke findes tilsvarende så mange andre steder,” siger hun.

I den dialog mellem kristne og muslimer, som Margrete Andreasen Vestergaard indgår i og faciliterer i Gellerup, oplever hun, at det er svært at komme væk fra samtaler om dogmatik og sammenligning af religioner.

”Der er en forskel til det, jeg fornemmer her, og det har nok også med konteksten at gøre. For eksempel tror jeg, at unge muslimer, som kan være 3. eller 4. generation i Danmark, er på et hårdt arbejde med at kontekstualisere islam. De skal ligesom retfærdiggøre sig både over for majoritetssamfundet og over for det muslimske miljø,” siger hun.

Forholdet mellem religion, kultur og nationalitet var uden tvivl noget, der optog Reichelt, og arkitekturen på Tao Fong Shan afspejler, at han fandt det vigtigt at vise respekt for den lokale kultur og gøre det muligt at praktisere kristendom uden at lægge kinesisk kultur bag sig. Det er inspirerende, synes Lærke Lysemose Christensen. I Cambodja oplever hun, at der blandt mange kristne er en forestilling om, at kristendom og vestlig kultur hører sammen, og at man derfor må fravælge cambodjanske traditioner, hvis man bliver kristen.

”I Danmission arbejder vi med kontekstuel teologi for at støtte de cambodjanske kristne i at finde en måde at være både cambodjanere og kristne på samme tid. De cambodjanske traditioner kan jo være meget identitetsskabende og behøver ikke at være i modstrid med kristendommen,” siger hun.

Hun nævner et eksempel med en ung kvinde, som skulle giftes og ønskede et traditionelt cambodjansk bryllup. Hendes tante mente imidlertid ikke, at hun som kristen kunne blive gift på traditionel vis, og kvindens forældre opfordrede hende til at tage til hovedstaden Phnom Penh og holde et enkelt bryllup der.

”Men kvinden insisterede på at ville holde sit bryllup i landsbyen med sin familie. Hun udviklede et bryllupsritual ud fra nogle khmer-traditioner, som sagtens kunne kombineres med en vielse i kirken, og på den måde fik hun en bryllupsfest, som både afspejlede hendes tro og hendes familie- og kulturbaggrund. Festen blev holdt i landsbyen over flere dage, ligesom det er almindeligt, og alle var begejstrede. Efterfølgende har andre unge sagt, at de vil fejre deres bryllup på samme måde,” fortæller Lærke Lysemose Christensen.

Margrethe Andreasen Vestergaard tilføjer, at det er vigtigt, at det ikke er ngo’er eller majoritetssamfundet, der bestemmer, hvad kontekstualisering af en anden gruppes tro skal bestå i.
”Det er ikke mig, der skal kontekstualisere islam i Danmark, for jeg kan ikke afgøre, hvad der er central, og hvad der kan ændres på. Men jeg tror, at det er vigtigt, at man har medspillere i sådan en proces,” siger hun.

Og her er Reichelts radikale tilgang inspirerende. For det kræver meget at forstå andres religiøsitet, mener Lærke Lysemose Christensen.

”Virkelig at forstå, hvordan andre oplever verden, og hvad deres spiritualitet består i, kræver utrolig meget. Hvis vi skulle være med til at udvikle et dansk-islamisk ritual, ville det kræve, at vi kendte islam vanvittigt godt. Igen er der noget med tid og tålmodighed. Reichelt brugte tid, han boede her og han levede sammen med dem, han ville samtale med,” siger hun.

Margrethe Andreasen Vestergaard supplerer:

”Tid betyder meget. Det tager tid at nå ud over det mere formelle niveau, hvor man taler om de overfladiske elementer af religionen. Det spændende og vigtige sker, når vi mødes som mennesker og tør at lade os berøre af hinandens traditioner. Men det kan føles skræmmende, for hvor ender det? Hvad sker der i mig, når jeg åbner mig? Det må Reichelt også have oplevet, og han må have haft mod og nysgerrighed.”

Margrete Andreasen Vestergaard har opholdt sig i Indien i længere perioder, og mødet med asiatisk kultur både i Indien og på Tao Fong Shan har fået hende til at reflektere over, hvor sekulariseret et samfund Danmark er.

”I Asien er religionen helt integreret i hverdagslivet. Der er festivaler og helligdage, folk besøger forfædrenes grave, og der bliver bedt og brændt røgelse af og ofret. Religionen er synlig overalt, der er templer og gudestatuer i gadebilledet. I den lutherske sekulariserede tradition er det næsten kun søndag formiddag, at troen for alvor bliver synlig, og det kan føles akavet for os at tale om tro eller praktisere tro, når vi ikke er kirkens og gudstjenestens rum. Det kan også gøre dialogen med troende fra en anden kultur vanskelig,” siger hun.

Deres ophold på Tao Fong Shan fandt sted under den muslimske fastemåned, ramadanen, og selv om den ikke var særligt mærkbar i Hong Kong, fik det alligevel dem begge til at reflektere over, hvad en sådan kollektiv praksis kan betyde.

Lærke Lysemose Christensen var før sin udrejse til Cambodja med i en kristen-muslimsk dialoggruppe for kvinder i Aarhus, hvor netop muslimernes fastepraksis fascinerede hende.

”Det var stærkt at mærke, hvor dyb en åndelig proces det var for dem, og hvad fællesskabet betød. De beskrev den indre personlige proces og den styrke, fællesskabet gav dem. De var nærmest sørgmodige, når fasten nærmede sig sin afslutning, fordi de oplevede fastetiden som en periode, hvor de kunne nå stor åndelig koncentration og dybde. Der mærkede jeg, at jeg godt kan savne noget tilsvarende i kristendommen,” fortæller hun.

Margrethe Andreasen Vestergaard har også oplevet, at hun nærmest har haft lyst til at faste, når hun har oplevet, hvordan ramadanen skaber fællesskab blandt muslimer. I det hele taget mener hun, at kropslige praksisser, som har et kollektivt element, er vigtige.

”I Gellerup Kirke er flere og flere begyndt at slå korsets tegn. Jeg tror, at det er vigtigt med den slags rituelle handlinger, der har et taktilt element,” siger hun.

De er enige om, at de har fået noget værdifuldt med fra deres ophold på Tao Fong Shan.

Lærke Lysemose Christensen er især optaget af, hvordan det kropslige og sanselige fylder meget på Tao Fong Shan.

”Jeg har mærket, hvor godt det er at have noget kropsligt og sanseligt i sin praksis. Det kan være en labyrint eller nogle bevægelser, der understøtter bønnen. Det kan også være symboler, som åbner for det åndelige på en anden måde end ord – for eksempel symbolet med lotusblomsten og korset, som ses mange steder her på Tao Fong Shan,” siger hun. Og tilføjer, at Bøn i bevægelse, som via Areopagos er blevet en etableret praksis mange steder i folkekirken, er et godt eksempel på, hvordan en kropslig praksis kan understøtte spiritualiteten.

”Jeg tror, at vi vil have godt af mere langsomhed og mere bevægelse i kirken,” siger hun.

Margrete Andreasen Vestergaard tilføjer: ”Der er mange smukke billeder og symboler i andre traditioner – ikke mindst her, hvor kristendommen er formet af buddhismen. Den måde lotusblomsten integreres i kristendommen, er stærk,” siger hun.