I 1995 begyndte en teolog og præst Ole Skjerbæk Madsen, at række ud til søgende mennesker, der var optaget af tarotkort, healing, meditation og andre åndelige praksisser inspireret af østlige religioner. Han ville møde dem med sin egen kristne tro, men på deres hjemmebane.
Ole Skjerbæk Madsen bevægede sig ud, hvor kirken på det tidspunkt ikke havde vovet sig ud – og der opstod møder, som forandrede begge parter. Det blev begyndelsen på ”I Mesterens Lys”, en bevægelse, der med Kristus som afsæt og centrum går i dialog med søgende mennesker uden for kirkens rum – i dag under ledelse af præst Torsten Borbye Nielsen.
I to film fortæller vi historien om, hvordan ”I Mesterens Lys” opstod og udviklede sig. Og om, hvor arbejdet – nu som en del af dialogorganisationen Areopagos – bevæger sig hen – i en søgen efter skønhed, sandhed og godhed.
Vi håber, at filmen kan inspirere både i og uden for kirkens rum. Filmene er produceret af Newborn Collective.