På kanten af livet

“Og så slog hun mig.”

Steen Bonde siger det roligt, næsten nøgternt. Uden at gøre et stort nummer ud af det.

Han er hospitalspræst på Aarhus Universitetshospital og har arbejdet her i mere end 18 år.

Situationen udspillede sig efter en bøn. Han sad hos en ung, døende patient sammen med hendes forældre. Han bad og afsluttede med at lyse velsignelsen. I samme øjeblik han sagde amen, åndede den unge kvinde ud.

“Og så slog moren mig,” siger han.

Vi sidder i et samtalerum på hospitalet, mens han fortæller. Et rum, hvor Steen igen og igen møder mennesker midt i sygdom, uvished og tab, ofte med døden helt tæt på.

“Jeg forstod hende godt,” siger han. “Det var ikke mig, hun slog. Det var situationen.”

Historien siger noget om, hvor desperate og kaotiske situationer Steen Bonde træder ind i som hospitalspræst.

Jeg møder ham tidligere på dagen i hospitalets kirkesal, hvor ugens middagssang skal begynde. Rummet er lyst, enkelt og arkitektonisk markant. Langs væggene løber vand gennem smalle render, næsten som en voldgrav omkring de tilstedeværende.

Dagens salmer ligger klar på stolene. Her sidder patienter i hospitalstøj, pårørende og ansatte, der har taget en pause fra arbejdet. Steen leder samlingen sammen med en pianist. Et par liturgiske bønner danner rammen, og før den sidste salme inviterer han til en stund i stilhed, hvor vi lytter til vandets rislen.

Efter samlingen går vi gennem hospitalets gange og ned til samtalerummet. Her bruger Steen en stor del af sin tid. Ikke bag et skrivebord og ikke med en fast dagsorden, men i mødet med mennesker.

“Kirkesalen er et sted, hvor mange kan være med,” siger han, da vi sætter os. “Man behøver ikke vide, hvad man tror. Man behøver bare at være der.”

Det er også sådan, han forstår sin egen rolle.

“Jeg er der grundlæggende bare for at være der. Med nærvær. Uden at ville noget med den anden, men fordi jeg vil den anden noget.”

Steen er 72 år og kunne for længst være gået på pension. Men han fortsætter.

“Jeg ville savne det for meget,” siger han. “Glæden. Kontakten. Det er et sted, hvor livet viser sig, som det er, i sin rå og umiddelbare form.”

Han møder mennesker i alle tænkelige situationer uden at vide, hvordan deres forløb ender. Nogle har mistet deres førlighed. Andre har fået vendt deres liv på hovedet fra den ene dag til den anden.

Fire ord går ofte igen i møderne, fortæller han: frygt, magtesløshed, meningsløshed og håbløshed.

“De ord er ikke teorier eller begreber,” siger han. “De er erfaringer og livsbegivenheder.”

Han møder ikke først og fremmest de berørte som fagperson. Han kan ikke behandle, helbrede, ordinere medicin eller forklare, hvorfor det, der sker, sker. Han kan være der. Lytte. Give plads. Måske bede en bøn.

“Det er en fælles magtesløshed. Min og deres,” siger han.

Og netop den fælles magtesløshed kan åbne samtalen. Ikke løsningerne eller svarene.

“Vi lever i et samfund, hvor vi tror, at vi har kontrol,” siger han. “Og langt hen ad vejen har vi det også i vores moderne samfund. Men så opstår der situationer, hvor kontrollen glider os af hænde. Og dér står vi pludselig meget alene og magtesløse over for livet.”

Nogle gange er forventningerne til ham store. Som i rummet med den unge kvinde og hendes forældre.

“De håber, at der måske alligevel er noget, lægerne ikke ved. Noget, de ikke har kontrol over. At der pludselig opstår en nødudgang.”

De forventer ikke nødvendigvis et mirakel. Men nogle gør faktisk, fortæller han. Også mennesker, der aldrig tidligere har henvendt sig til Gud eller forventet sig noget af ham.

“Jeg ønsker det jo også,” siger han. “Jeg ville ønske, at jeg kunne sige som Jesus: Rejs dig og gå.”

Han smiler kort.

“Men det kan jeg ikke.”

For Steen handler arbejdet ikke først og fremmest om metoder og teknikker. Dem har han med sig som en del af sin faglighed, men i mødet med det enkelte menneske forsøger han at lægge dem til side. Han vil ikke styre samtalen i en bestemt retning.

“Jeg lægger intentionerne væk,” siger han. “Hver gang.”

Det er ikke udtryk for ligegyldighed, men for respekt.

“Hvis jeg vil noget bestemt med et menneske, risikerer jeg at gøre det til et projekt,” siger han. “Det vil jeg ikke.”

Det kan lyde paradoksalt, men arbejdet har gjort Steen Bondes tro dybere.

“Det har i hvert fald gjort min skepsis over for vores egen formåen og vores kontrolsamfund større,” siger han.

Han bliver også vred. Han bliver berørt. Og han forstår ikke altid, hvad der sker.

“Der er situationer, hvor jeg siger til Gud: Det her er drønuretfærdigt. Det giver ingen mening.”

Men han forsøger ikke at forklare lidelsen væk med hurtige svar eller analyser.

“Hvis jeg begynder at analysere mig frem til en mening i det hele, går jeg i stykker. Det ville gøre mig skør,” siger han.

I stedet giver han afkald på forklaringen.

“Og så hviler jeg i det.”

Det er her, tilliden findes. Ikke i klare svar eller i visheden om, at alt har en forklaring. Men i oplevelsen af, at der findes et sted at gå hen med livet, som det er.

En af de stærkeste erfaringer blandt patienterne er ensomheden. Ikke kun den fysiske, men også den eksistentielle.

“Det, mange patienter oplever, er noget, andre mennesker ikke kan forstå, hvis de ikke selv har oplevet det,” siger Steen. “Det er enormt ensomt.”

At kunne dele den ensomhed med et menneske, der ikke er bange for den, kan få afgørende betydning.

“Ofte siger jeg ikke ret meget. Jeg lytter,” siger han.

Han beder mennesker fortælle om deres liv. Om dem, de elsker. Om dem, de er vrede på. Om det, de har mistet, og om det, der stadig betyder noget for dem.

“Det handler om at blive set som mere end sin sygdom. Som en klog person engang sagde til mig: Man skal tale om døden, når den er langt væk, og man skal tale om livet, når døden er tæt på. Det er der visdom i.”

Når Steen beder med mennesker, gør han det ikke for at få Gud til at handle på en bestemt måde.

“Jeg beder ikke for Guds skyld,” siger han. “Jeg beder for vores.”

Bønnen udspringer af det, der er blevet sagt i samtalen, og af det, der fylder hos det enkelte menneske.

“Bønnen afspejler det, jeg har hørt. Det er vigtigt, at folk oplever sig set og hørt.”

Når ordene slipper op, vender Steen sig ofte mod det sanselige.

“Vi er ikke kun tænkende væsener,” siger han. “Vi er kroppe. Vi er sanser.”

Om vinteren kan han foreslå et menneske at tage sko og strømper af og gå ud i sneen. Bare stå der et øjeblik. Mærke kulden. Mærke kroppen.

“Det er ikke for at flygte fra det svære,” siger han. “Det er for at komme til stede og være nærværende i kroppen midt i det.”

Andre gange giver han patienten en lille bronzeengel, som han har været med til at få fremstillet på hospitalet. Den er massiv og tung i hånden.

“Når jeg har siddet og talt med et menneske i noget tid, siger jeg ofte: Det, vi lige har gjort her, er også bøn.”

Reaktionen er tit undren.

“Nå. Er det det?”

Steen forklarer, at samtalen kan fortsætte, efter at han er gået. Patienten kan lægge englen på natbordet og henvende sig til den som en budbringer til Gud. Ikke fordi den har en magisk kraft, men fordi den gør noget abstrakt konkret og sanseligt.

“Det er lettere at forholde sig til end en abstrakt forestilling,” siger han.

Når Steen ser tilbage på sit liv, kan han se, at både hans tro og hans gudsbillede har forandret sig markant.

“Min tro har bevæget sig fra at handle meget om at gøre til at handle om at være,” siger han.

Mindre burde. Mindre skulle.

“De ord prøver jeg at stryge fra min ordbog.”

I stedet handler troen om væren.

“Jeg er ikke på vej til at blive noget. Jeg er det allerede. Det samme gælder for de mennesker, jeg møder.”

Derfor ser han heller ikke mennesker som nogen, der skal ændres, omvendes eller flyttes et bestemt sted hen.

“Gud er her allerede,” siger han. “Og han vil være her, når jeg går.”