Forskellighed er en ressource. Hvis vi vælger at se det sådan

Sofie Diemer er forfatter, dramatiker, radio- og podcastvært på DR’s podcast ’Vennepunkt’ og ’Sofie og de nye tider’.

Det er særligt på grund af sidstnævnte podcast, at jeg har spurgt hende, om hun vil mødes over en kop kaffe. For i podcasten taler Sofie med forskellige politikere, journalister og kulturpersoner, der er fra en anden generation end hende, hvor de drøfter et specifikt emne såsom ensomhed, perfekthedskultur, svaghed, digitale vaner og troen (eller ikke-troen) på Gud.

– I meget af det, jeg laver professionelt, står tolerancen forrest, siger Sofie Diemer og fortsætter:

– Jeg interesserer mig ikke for svar. Jeg interesserer mig ikke for det polariserende og det sort-hvide, men for at præsentere spektrum og perspektiver.

Jeg møder Sofie på Vesterbro en tidlig forårsdag. For jeg er nysgerrig på at høre, hvad hun har lært gennem de 16 episoder af sin podcast, hvor hun taler med nogen, der er væsentligt ældre og anderledes end hende selv.

Og så er jeg optaget af at forstå, hvad vi kan lære af at have dybe venskaber med nogen, der kommer fra en anden generation, end den, vi selv er vokset op i.

– I starten tænkte jeg, at ’Sofie og de nye tider’ ville blive et debatprogram, hvor jeg med udgangspunkt i min egen generation skulle diskutere med gæsterne. Men i virkeligheden blev det et eksistentielt program, der handler om at være menneske. Ståsteder og udgangspunktet for det at være menneske er forskelligt, men podcastens omdrejningspunkt handler om at være til i livet, fortæller hun.

– Da jeg startede podcasten, var der meget mediedækning om, hvad der skilte generationerne ad, mens det ledige standpunkt var det, vi havde tilfælles. Selvom jeg vidste, at der var nogle af mine gæster, jeg var lodret uenig med, ville jeg lede efter de punkter, hvor vi kunne møde hinanden. Ikke for at tale os frem til at blive enige, men for at skabe en rummelig samtale, hvor vi nåede til et sted, hvor vi respekterede hinandens standpunkter, fortæller hun.

Sofie Diemer mener, at vi lever i en polariseret tid, hvor vi primært er venner med mennesker, vi er enige med. De venner, vi har, indtager det samme kultur- og nyhedsstof som os selv, hvilket resulterer i, at vi befinder os i ekkokamre.

Derfor bliver det hurtigt et uløseligt problem, hvis vi støder på mennesker, vi er fundamentalt anderledes end og uenige med. For så bliver det vanskeligt at indgå i en samtale.

– Podcasten ’Sofie og de nye tider’ har konfronteret mig med mit eget ekkokammer. Jeg er en kulturradikal, woke, oplyst københavnerpige, der kun er venner med mennesker, der er enige med mig selv. Jeg mener, at vi lever i en tid, hvor vi bør øve os på vores rummeligheds-tolerance-empati-muskel, fortæller hun og peger på, at de digitaliserede ekkokamre kan gøre os fremmede for hinanden.

– I vores tid optager vi primært kultur, som vi kan spejle os i direkte. Vi liker memes, der viser os, hvad vi ser i spejlet. Vores algoritmer på sociale medier indretter sig, så vi befinder os i et spejlingskammer, hvor vores verden bliver mindre. Jeg kan godt være nervøs for, at denne spejlingskultur glider over i den måde, vi har relationer med mennesker på, siger hun.

Så hvad er der eksistentielt på spil her?, spørger jeg.

Sofie Diemer mener, at hvis vi lever på en måde, hvor vi vælger ikke at eksponere os selv for mennesker, der er anderledes end os selv, bliver verden mindre.

– Verden bliver vores egen navle. Vores udsyn står stille. Og hverken vi eller vores syn på verden vil udvikle sig, fortæller hun.

Selv har Sofie Diemer erfaring med at knytte tætte venskaber med nogen, der ikke står i samme livssituation som hende selv, og hvor den generationelle forskel har været slående.

Da Sofie var 16 år, fik hun to venner, Bianca (28) og Sisse-Sofie (23), gennem et litterært miljø.

– Bianca, Sisse-Sofie og jeg blev en trekløver, og vi blev meget tætte. Jeg vidste, at uanset hvad der skete, så ville de have min ryg, og det ved jeg stadig. Også på trods af, at de i dag har fået familier, og at vi bor tre ret forskellige steder, fortæller hun.

– Deres alder har altid betydet noget for mig. Når man er venner med nogen, der er ældre end sig selv, kan man overleve meget; store kriser og store brud. Deres liv er et bevis på, at der er et liv efter kriserne, som man ikke fornemmer hos ens andre jævnaldrende, der endnu ikke har været kriserne igennem.

Deres erfaring gav Sofie en ro og en tro på, at de ting hun stod i, nok skulle gå. Og med deres lejligheder i København fik hun en fysisk, praktisk ramme at falde ind i. Deres lejligheder blev til hendes ungdomshjem.

– Helt generelt tror jeg, at vi mennesker typisk har venskaber med nogen, der er samme sted i livet. Jeg kalder dem arenavenskaber – venskaber, man danner ud fra den arena, man er i. Det kan være på studiet, bowlingklubben, arbejdet og så videre, siger hun og fortsætter:

– Den type venskaber forsvinder ofte, når man fjerner sig fra arenaen. Venskabet kan ikke knytte sig udover det. Det er hverken en god eller dårlig ting – sådan er det bare. Men der er noget med de venskaber, som løfter sig over arenaerne, for de handler om noget dybere. Noget, som kan være en passion eller en måde at være i livet på. Hvor man har samme værdier, og det derfor vil stikke dybere.

Hvad tror du vi går glip af, hvis ikke vi har venner, der er væsentligt ældre end os selv?

 – Jeg mener, at den type venskaber er en kæmpe gave. For man får trænet sine sociale færdigheder, fortæller Sofie Diemer.

Det at have venner, der er forskellige fra en selv, kan hjælpe en til at lære at snakke med anderledes mennesker og finde fælles standpunkter og ståsteder med nogen, der ikke er inden for ens nærmeste cirkel, mener hun.

– At få det store perspektiv med handler også om at få en større forbundethed med verden. De fleste mennesker gennem de samme store sorgprocesser og følelser, og det ved man ikke, hvis man kun snakker med jævnaldrende.

– Men det bliver man bevidst om, hvis man har ældre venner. Eller hvis man søger tilbage i historiearkiverne og ser, at man også blev mobbet i Romerriget, hvor de skrev hinandens navne på toiletbåsene. Det handler om at få perspektiv på det, man oplever i livet, siger hun.

Og netop perspektivet fra de ældre generationer har unge mennesker behov for i en kriseramt tid. For der sidder mange boomere derude, fortæller Sofie Diemer, der har oplevet samme angst, som de yngre generationer kan opleve i dag.

– Meget af det, vi unge føler og oplever, tror vi er unikt. Men det er det sjældent. Og det finder man ud af, når man taler med mennesker, der har været lignende situationer igennem.

Måske er vi ikke så forskellige, som vi går og tror. For undersøgelser viser, at de ældre (boomerne) og de yngre (Z og Alpha) står overfor nogle af de samme store problematikker lige nu; det er de unge og de ældre, der er de mest stressede, har færrest penge og er mest usikre.

– Jeg tror, at der i mange år har været en forestilling om en stor kløft mellem disse generationer, fordi de er meget forskellige. At de derfor ikke kan enes eller finde fælles fodslag. Men ser man på papiret, så er de ting, de kæmper med, faktisk meget det samme. Så mon ikke der er et kæmpe potentiale for en samtale gemt i det skel? siger hun og fortsætter:

– For at nærme sig en forståelse af hinanden, kan man starte med at have eksistentielle samtaler med sine bedsteforældre eller et ældre menneske på sit arbejde. Spørge sin farmor om, hvordan hun har det med, at krigen puster os i ryggen, og hvordan hun selv håndterede det under den kolde krig. Og måske der gemmer sig en god samtale om økonomi med ens oldeforældre?

Til slut spørger jeg Sofie Diemer, om hun ser andre menneskers forskellighed som en ressource eller en udfordring. Svaret er klart: 100 procent en ressource.

– Men det er op til det enkelte menneske at lære at se forskellighed som en ressource. Og lære, at man ikke skal være bange for det eller bekrige det, men rumme det.

– Meget af det, der er galt i verden, handler om, at vi lukker os om os selv. Og for at bekæmpe lukketheden bør vi bekæmpe vores eget ekkokammer. Vi skal ændre det indefra og ud, afslutter hun.