Værdien af det nytteløse

I en tid, hvor tempo og effektivitet er blevet norm, bliver vi hurtigt blinde for den værdi, der ligger i ophold, sansning og pauser. Prisvindende forfatter og salmedigter Josefine Klougart minder os om, at vi har brug for at genopdage betydningen af det, der ikke kan sættes på formel.

Josefine Klougart ærger sig over, at vi lever i en kultur, hvor alting skal vurderes og måles i nytteværdi. Hun insisterer på, at der ofte skjuler sig en stor værdi i det, der virker ubrugeligt ved første øjekast. Et af hendes stærkeste personlige eksempler på dette, viser sig i mødet med Eiger-bjergets nordside i Schweiz. Her bliver det, der begynder som ubrugeligt skrivestof, til en en uvurderlig erfaring og åbning.

Josefine Klougart mener ikke, at vi kan forcere levende kunst og skønhed. Det viser sig også i hendes tilgang til arbejdet som forfatter, digter og kunstner.

“Det er den eneste måde, hvorpå jeg kan lave noget, jeg egentlig synes er spændende selv: Når jeg formår at slippe intellektets jerngreb og undgår at styre og kontrollere processen – ellers dør det for mig.” fortæller hun.

Hendes arbejde er dybt afhængigt af de perioder, hvor hun skriver uden at vide, hvad det skal bruges til.

“Jeg prøver være radikalt åben i min skabelsesproces. Det er nærmest en form for drømmetilstand, hvor jeg åbner bevidstheden uden at dømme, hvad der opstår. Det er som en musisk rytme, jeg forsøger at følge fordomsfrit, og når der opstår noget, der er værd at forfølge, drejer jeg mig i den retning og forfølger det.”

Hun uddyber, hvordan det naturligvis leder til ekstraarbejde, der kan virke som overflødigt spild, da det aldrig bliver brugt. Men det er en nødvendig del af processen, mener hun.

“Mens jeg arbejder på romanen Alt dette kunne du få, er jeg tilfældigvis på en vandretur i Schweiz og så Eiger-bjergets nordside. Jeg bliver fuldstændig grebet af det – uden at have planlagt det, uden at vide hvorfor. Jeg begynder at skrive lange passager om bjergbestigning, fald, risiko. Jeg dykker ned i beretninger om bjergbestigeres vovede ture op ad den dystre nordside på bjerget.”

Klougart ved ikke, hvad hun skulle stille op med det, og hendes redaktør ser ikke relevansen af det. Alligevel kan hun ikke slippe det.

Senere i forløbet, bliver Josefines far syg, og her får teksterne en uventet betydning. Efter en hjerteoperation vågner farens krop op, men hans bevidsthed er ikke fuldt til stede. En slags hjerneskade gør, at farens blik er fuldstændig tomt. Her bliver følelsen af fald pludselig tydelig for hende.

“Jeg ser et fald i hans øjne, som jeg kan spejle i de tekster, jeg har skrevet om bjergbestigere. Erkendelsen af, at vi kan falde – både fysisk i vores dødelighed og eksistentielt.”

Nogle af bjergbestigerne beskriver, hvordan følelsen af at falde stadig sidder i kroppen, når de kommer ned fra bjerget. Det er den følelse hun ser i farens øjne.

“Mit arbejde bliver en måde at forstå en erfaring på, som ellers ikke lader sig forklare. Jeg kunne ikke tænke mig frem til det. Det opstår, fordi jeg lod mig gribe, uden at spørge, hvad det skulle bruges til.”

Nogle af bjergbestigerne beskriver, hvordan følelsen af at falde stadig sidder i kroppen, når de kommer ned fra bjerget. Det er den følelse hun ser i farens øjne.

Det leder hende ind i en større pointe om skønhed.

“Vi er i en tid, hvor bevidstheden er under enormt pres. Hele tiden skal vi producere, levere, være nyttige. Det dræner os for evnen til at sanse, skabe, være mennesker.”

Hun er kritisk over for en kultur, der gør effektivitet og nytte til målestok for alt.

“Hvis allt skal gøres op i dets målbare effekt, mister vi noget helt grundlæggende. Vores vækstparadigme bliver åndeligt forarmende”

Hun peger på en glemsel af skønhedens egenværdi.

“Jeg tror ofte, vi glemmer, at det skønne har værdi i sig selv i vores kultur. Vi vil gøre alt til et redskab – også kunsten. Selv litteraturen skal være samfundsrelevant, skal bevise sin nytte.”

Hun fremhæver Georg Brandes’ berømte citat, der definerer levende litteratur som litteratur, der sætter problemer under debat. 

“Jeg tror, han har ret – men ikke hvis man forstår det som et krav. Hvis man skriver for at sætte problemer under debat, bliver litteraturen programmatisk. Men hvis man skriver sandt fra erfaring og sansning, vil man uvægerligt tale ind i de problematikker, der findes i samfundet og i menneskers liv.”

For hende bliver kunsten instrumentel og mister sin sande dybde, hvis den bliver for styret af en politisk eller samfundsmæssig agenda.

“Så bliver litteraturen til læserbreve med en poetisk distortion-pedal trykket i bund. Ikke reel skønhed. Men noget, der er klædt ud som kunst.”

Hun mener, at kunst og litteratur skal beskyttes for den konstante vurdering af dens nytte. Den pointe overfører hun til vores konkrete liv. Hvis vi overkontrollerer og styrer alle livets øjeblikke og konstant vurderer nytteværdien af vores handlinger, begrænser vi muligheden for, at verden åbner sig op for os. Så er det svært at opdage skønheden omkring os.

I vores samtale kredser vi igen og igen om, hvordan sanserne kan ændre blikket.

“Når man giver sansningen plads, opdager man, at verden ikke bare er noget, man tænker om, men noget, man er i,” siger hun.

Hun uddyber, at der sker noget fantastisk, når vi forpligter os på at være fuldt ud til stede i nuet – også sanseligt. En af vejene til at øve sig på det går gennem litteratur og læsning, som hun ser som en træning i den sanselige tilstedeværelse.

“Læsning er en rytme, man ikke selv bestemmer. Man kan ikke scrolle videre, man må gå med teksten. Og når man så lægger bogen fra sig og kigger ud i haven, ser man noget andet, end man gjorde før.”

Hun nævner forfatteren J.P. Jacobsen som eksempel. “At læse ti sider af ham kan ændre hele måden, man ser på omverdenen bagefter.”

Jeg spørger, om der ikke er en fare for, at vi kommer til at romantisere dyrkelsen af det sanselige, kunstneriske og æstetiske, så det fremstår som noget elitært, der kun er tilgængelig for de privilegerede med ressourcer, tid og overskud.

“Det kan man måske godt sige,” svarer hun. “Men vi må insistere på, at det ikke er reserveret til kunstudstillinger, store retræter, dybe romaner eller lange ferier. Skønheden er også i de små sprækker i dagen – to minutter, hvor man kigger på skyformationer på himlen, eller i et dybt åndedrag, mens man går ud med skraldet.”

Hun forklarer, at det handler om at træne sin bevidsthed til at erfare på en bestemt måde. En måde, der er langsom, sanselig, refleksiv og nærværende.

“Det kræver ikke meget, men det kræver, at man giver det lov til at være der.”

Dermed bliver pointen, at den dybe og æstetiske sansning er noget man kan øve sig på – også midt i travlhed og hverdagskaos. Faktisk er størstedelen af hendes egne erfaringer af skønhed bundet op på det meget konkrete, nære og hverdagslige. Både i eget liv og i hendes romaner.

Til sidst spørger jeg, hvilken konkret øvelse hun vil give læserne med, hvis de vil øve sig på at give plads til det sanselige og at opdage skønheden midt i hverdagen. Hun tænker sig om.

“Måske at blive i det ubehagelige,” siger hun. “Vi er så hurtige til at flygte fra ubehag, smerte og udfordringer. Vi tænder skærmen, vi scroller på sociale medier, vi distraherer os selv. Alt skal helst være så komfortabelt og gnidningsfrit som muligt. Selv måden vi indretter vores huse og miljøer på. Det fjerner faktisk meget af muligheden for at sanse og erfare. Hvis vi bliver i stilheden et øjeblik længere, omfavner ubehag i kroppen eller sindet, eller bliver stående i det kolde bad, opdager man, at også dér er en gave. Man mærker, at man er i live, og at nye tanker og perspektiver kan opstå.”

Hun mener, vi har brug for nogle andre styrende værdier som samfund, så målet ikke bliver, at vi skal forbruge mest muligt, skabe så modstandsløst et liv og miljø som muligt, være så konstant underholdt og stimuleret som muligt. Den slags værdier har tendens til at dulme vores sanseapparat og nysgerrigheden. I stedet må vi prøve at være til stede i det, som er. At trække vejret igennem det og at åbne det op med et nysgerrigt blik.