Energierne og den guddommelige dans

”Sikke en dejlig energi, der er her hos jer”, udbryder kvinden, der er stoppet op ved vores stand på helsemessen. Østerbrohuset summer af mange stemmer, eksotiske dufte fylder luften, og her lyder shamantrommer, tibetanske syngeskåle og meditationsmusik. Jeg inviterer kvinden indenfor, og inden længe er vi i fortrolig samtale om dybe og sårbare temaer: smerte, håb og heling af hjertet.

På messerne møder vi mange forskellige spirituelle praksisser og behandlingsformer, som ofte er inspireret af østlig filosofi. Én ting forbinder de fleste af dem: en energetisk forståelse af verden. Enkelt sagt: Alt er energi.

Umiddelbart kan det syn virke fremmed for en vestlig forståelse af verden og af Gud som en person, en kærlig vilje. For er energi ikke blot en upersonlig kraft? Men måske kan det østlige perspektiv åbne for glemte indsigter i vores egen tradition, som vi kan blive beriget af.

Selve ordet energi bruger vi jo i forskellige sammenhænge. ”Jeg er fuld af energi”, kan du måske sige efter en dejlig nats søvn, når du åbner vinduet, og solens lys og varme kysser dit ansigt. Vi bruger også et energetisk sprog, når vi beskriver et menneskes følelsesmæssige og fysiske tilstand med ord som høj eller lav arousal.

Vi taler om vindenergi, altså fysisk energi, som får vindmøllens vinger til at dreje og producere strøm. Og Einstein og andre forskere fra kvantefysikkens verden fortæller os, at det, vi betragter som en fast masse, f.eks. et bord, også kan ses og beskrives som energi i bevægelse.

Hvis man leder efter ordet energi i Det Nye Testamente på dansk, leder man i første omgang forgæves. Men det skyldes, at det græske ord enérgeia typisk er oversat med ”kraft” eller ”virke”. Som når Paulus skriver til menigheden i Filippi: ”Det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke.” Direkte gengivet kunne man sige: ”Det er Gud, der energier i os både at energie og at ville.” Det åbner for en forståelse af, at Gud er helt nær og strømmer med sin guddommelige energi i os. Energi er altså ikke et fremmed begreb i det bibelske univers.

Bevæger vi os til den tidlige østkirkes teologer som Gregor af Nyssa og Athanasius, der levede i 300-tallet, taler de om Guds uskabte energier (energeia). De skelner mellem Guds uudgrundelige væsen, som er et mysterium, vi aldrig kan trænge ind i, og så Guds energier, som er Guds åbenbaring af sig selv og sit nærvær i verden på måder, vi kan erfare og sanse. ”Gud er ifølge sit væsen uden for alt det skabte, men ved sit mægtige virke er han til stede i alle ting”, skriver Athanasius.

De tidlige græske kristne brugte billedet af tre, der danser sammen, som metafor for Treenighedens liv. At Gud er treenig betyder, at Gud, som er kærlighed, i sin essens er relationel. Den højeste form for enhed er en dynamisk enhed – kærlighedens forbundethed mellem personer, som er ét i deres hengivenhed til hinanden. De giver plads og skaber rum for hinanden som i en cirklende dans.

Treenighedens liv er ikke centreret om sig selv, men er selvhengivende kærlighed, som retter sig mod og bevæger sig omkring de andre – i åbenhed, accept, modtagelse og given. Det skaber den guddommelige, pulserende glædes- og kærlighedsdans, som de græske teologer kaldte perichoresis.

Gud er ikke statisk eller upersonlig som en smuk, men ubevægelig statue. Gud åbenbarer sig, bliver menneske og møder os ansigt til ansigt i Kristus. Samtidig sprænger Guds væsens virkelighed vores personbegreb, for Gud er netop ikke blot én person, men tre, som er ét i kærlighed.

Med C.S. Lewis’ ord:

”I kristendommen er Gud ikke en statisk ting – ikke engang en person – men en dynamisk, pulserende aktivitet, et liv, næsten en slags drama. Næsten – hvis du ikke tænker, at jeg er respektløs – en slags dans.” (Mere Christianity)

Denne guddommelige dans fylder alle ting, fra det mindste sandkorn til de svimlende galakser. Den udfolder sig ikke i en lukket cirkel et sted i en himmelsk sfære, men er åben og inkluderende og bevæger sig som en livgivende, fornyende strøm gennem kosmos og indbyder hele skabningen til at danse med.

Dette guddommelige nærvær er også vores dybeste virkelighed. Det er i Gud, at ”vi lever, ånder og er”, som Paulus siger i sin tale til filosofferne på Areopagos i Athen (Apostlenes Gerninger 17,28).

En central indsigt hos de østlige teologer er, at alt, som findes, bærer et dna, der afspejler Treenigheden – dette tre-i-én-relationelle mønster, som vælder frem som en mægtig kraft- og skønhedskilde i centrum af alle ting. Det betyder, at alt er skabt til relation, til forbundethed med hinanden. Der findes ikke noget, vi kunne kalde et isoleret, autonomt selv.

Vi finder ikke os selv, hvis vi forsøger at forstå os selv adskilt fra denne stadige, gensidige given og modtagelse, som er Treenighedens inderste væsen. For os i Vesten, som er opdraget til at tænke individualistisk, er det en af de vigtigste gaver fra øst: erkendelsen af, at al virkelighed i sin essens er relationel. Hver lille del, på alle niveauer af skabningen, er skabt til at indgå i det større hele, idet dens særlige egenart fremelskes i kærlighedens fællesskab.

”Det betyder mere end noget andet i verden. Hele dansen, eller dramaet, eller mønsteret i dette trepersonlige liv skal udspilles i hver enkelt af os; eller (med andre ord) hver enkelt af os skal træde ind i det mønster, tage vores plads i den dans. Der er ingen anden vej til den lykke, som vi blev skabt til.” (C.S. Lewis, Mere Christianity)