På Christiansborg, hvor hverdagen ellers er præget af hektiske forhandlinger, politiske talepapirer og tv-debatter, finder Rosa Lund en stille støtte i noget ganske andet. På hendes skrivebord ligger en lille samling agater. ”De står for kreativitet,” forklarer hun og smiler, som om stenene er gamle bekendte.
Rosa Lunds agater.
”Jeg tror, de kan noget. De giver mig noget i hvert fald. Og hvis jeg skal noget stort og vigtigt, har jeg ofte andre sten i lommen – sådan nogle lidt mere power-sten.”
For Rosa Lund er krystallerne ikke blot pynt. De er en del af et arvet sprog for spiritualitet – en tilgang til tilværelsen, hun har fået med fra sin mor og faster.
”Min mor lagde tarotkort og gik op i stjernetegn. Min faster er også meget spirituel. Så det er helt klart noget, jeg har med hjemmefra,” fortæller hun.
Det spirituelle er i hendes øjne først og fremmest redskaber: til forklaring, til tryghed og til samtaler om det svære. ”Jeg lægger også tarotkort, som jeg ser som et redskab til at tale om ting, der kan være rigtig svære. Nogle gange er det nemmere, når man kan lægge det over på kortet.”
Hun sammenligner det med de små ritualer, mange mennesker har – en bestemt skjorte på vigtige dage eller en særlig kop, der giver tryghed. ”Sådan er det for mig med krystaller og kort.”
Mødet med folkekirken
Trods det spirituelle hjem er kirken blevet en uventet ledsager i hendes liv. Hun blev ikke døbt som barn, men valgte selv både dåb og konfirmation som teenager. Ikke for pengene, understreger hun, men for ritualernes skyld.
”Jeg kan godt lide ritualer. Det var det, der trak mig ind. Og så selvfølgelig fortællingerne i Bibelen om næstekærlighed og omsorg for den fremmede.”
For Rosa Lund handler kirkens betydning netop om ritualer – ikke om dogmatisk tro. Særligt når det gælder sorg.
”Jeg ville have haft svært ved at komme igennem meget sorg, hvis ikke kirken stillede et ritual til rådighed. Når vi holder en begravelse, synger salmer og lægger blomster på graven, så får sorgen et sted at være,” siger hun.
Jeg tror, stenene kan noget. De giver mig noget i hvert fald. Og hvis jeg skal noget stort og vigtigt, har jeg ofte andre sten i lommen – sådan nogle lidt mere power-sten.
Rosa Lund
Hun nævner både sine bedsteforældres begravelser og en venindes datters død som eksempler. ”Det, at vi kunne stå sammen, græde sammen og holde hinanden i hånden – det betød alt. Det er et fælles ritual, som kirken stiller til rådighed.”
Samtidig tøver hun ikke med at kritisere religionens skyggesider. ”Religion har gjort meget ondt i verden. Særligt kristendommen, men også islam har et kvindebillede, jeg ikke bryder mig om.”
Hun beskriver sig selv som kulturkristen. Hun betaler sin kirkeskat og mener, at kirken er en vigtig del af kulturarven. Men Rosa Lund beskæftiger sig ikke med et klassisk gudsbegreb.
”Jeg har svært ved at tro på en gud, når jeg selv er kronisk syg. Hvis der findes en gud, hvorfor fanden har han så givet mig det her lort, der gør, at jeg skal tage en sprøjte tre gange om ugen?” siger hun uden omsvøb.
En kritisk balance
Her viser sig en spænding, der præger hele hendes tilgang: På den ene side troen på krystallers energi, tarotkort og spirituelle redskaber. På den anden side respekten for folkekirkens ritualer, men med en klar afstandtagen til religiøse dogmer og magtstrukturer.
Jeg tror, det er vigtigt for os som mennesker at tro på noget. Men jeg er skeptisk over for institutioner, der kræver, at man tror på en bestemt måde.
Rosa Lund
Rosa Lunds spiritualitet er ikke en fast overbevisning, men en pragmatisk blanding af arv, erfaring og personlige behov. Hun tager det, der giver mening: krystallerne som personlige talismaner, tarotkort som samtaleredskab, kirkens ritualer som ramme for sorg og fællesskab.
Rosa Lund står ikke alene. Stadig flere danskere beskriver sig som kulturkristne – med respekt for folkekirkens ritualer, men uden at tilslutte sig klassisk dogmatik. Samtidig vinder alternative praksisser som meditation, astrologi og krystaller indpas. Den personlige blanding af arv fra moderen og respekt for folkekirken afspejler en bredere bevægelse i tiden: en søgen efter mening og ritualer – men på egne præmisser.
”Jeg er tiltalt af spiritualitet, fordi det giver en forklaring. Jeg tror, det er vigtigt for os som mennesker at tro på noget. Men jeg er skeptisk over for institutioner, der kræver, at man tror på en bestemt måde,” afslutter hun.