Åndelig oprustning eller åndelig forankring?

Verden er i opbrud. Krig, klimakrise og voksende usikkerhed har gjort det gamle Europa til et uroligt sted. Samtidig tales der i stigende grad om behovet for “åndelig oprustning” – et udtryk, der både vækker genklang og debat. For hvad betyder det egentlig at ruste sig åndeligt i en moderne, sekulær nation som Danmark? Og er det overhovedet et godt ord at bruge?

Vi har spurgt tre markante stemmer: politikeren Ida Auken, radioværten og forfatteren Anders Laugesen samt biskop Marianne Gaarden. Alle tre giver deres bud på, hvad åndelighed kan og bør betyde i disse tider. De peger på tre forskellige veje: kulturens og demokratiets ånd, hjertesprogets selvbesindelse og teologiens forankring i Helligånden.
Men fælles for dem er en appel til at finde styrke, håb og mod dér, hvor frygten ellers truer med at tage over.

Som nyudnævnt ordfører for åndelig oprustning har Ida Auken kastet sig ind i debatten med stort engagement. Hun oplever en enorm interesse fra både politikere og borgere for spørgsmålet om åndelig oprustning. Hun frygter, at vi i årevis har taget vores demokrati og fællesskab for givet.

“Vi sov i timen omkring militær oprustning i mange, mange år. Vi tog vores sikkerhed for givet. Og jeg kan godt lade mig bekymre for, at vi også sover i timen, når det gælder vores demokrati og vores fællesskab,” siger hun.

For Auken handler ånd ikke kun om religion, men om alt det, der løfter os op: fællesskabet, historien, kulturen, demokratiet – selve måden, vi er et folk på. Hun ser med bekymring på, at unge i dag i stigende grad holder sig tilbage fra at ytre sig, fordi frygten for at blive udskammet er større end modet til at prøve en tanke af.

“Vi kan også se på universiteterne, at folk, der har en anden politisk holdning end flertallet, faktisk ikke tør sige noget. Det er helt klart et pres mod åndsfriheden og en meget grundlæggende dansk værdi,” siger hun.

Derfor peger hun på konkrete initiativer: ændrede eksamensformer i folkeskolen, så mundtlighed og mod til at sige sin mening styrkes, samt adgang for ungdomspartier til uddannelsesinstitutioner, så de unge ser politik som noget levende og relevant.

Men Auken insisterer også på at kende og styrke vores kristne arv som en del af vores demokratiske dannelse:

“Det danske demokrati ser ud, som det gør, fordi det er blevet til i en kristen kontekst. Mange tror, det kun er oplysningstiden, men synet på, at hvert eneste menneske er noget værd, bunder dybt i kristendommen,” forklarer hun.

På spørgsmålet om, hvad Jesu budskab kan sige os i dag, peger hun på trøst, håb og tilgivelse – ikke mindst budskabet om, at mennesket er elsket, før det har præsteret noget:

“Det er måske allermest nødvendigt for mange mennesker at få at vide, at de altid allerede er elsket – længe før de har præsteret noget som helst,” siger hun.

Hendes egen tro giver hende netop en grundlæggende tillid, også når tingene ser sort ud:

“Selvom tingene går den forkerte vej, kan jeg bedre holde ud at være i det, fordi jeg tror på, at verden er god, og at der venter noget godt. Det er en af grundene til, at jeg kunne holde ud at være i klimadebatten i 25 år,” fortæller hun.

Mens Ida Auken lægger vægt på demokratiets og kulturens ånd, insisterer Anders Laugesen på at tage afstand fra selve udtrykket “åndelig oprustning”.

“Udtrykket åndelig oprustning er utrolig uheldigt. Det lægger op til polarisering. Vi har set det i Indien under Modi, i Rusland under Putin og i USA med Trump. Jeg vil meget hellere tale om åndelig selvbesindelse,” siger han.

For Laugesen er ånd dybt forbundet med hjertet – med evnen til at lytte empatisk, se næsten med hjertet og rumme modsætninger. Han beskriver det som en arv fra Grundtvig: et hjertesprog, der bygger bro i stedet for at grave grøfter.

“Åndelighed for mig er forbundet med hjertets sansning af skønhed, mildhed og kærlighed. Og med evnen til at skelne mellem politisk ophidselse og Guds ønske om, at vi skal komme hinanden i møde,” siger han.

Han peger på historien efter nederlaget i 1864, hvor danskerne genopfandt sig selv gennem en åndelig selvbesindelse, der styrkede fællesskabet og lagde grundstenene til det moderne danske samfund. Den samme bevægelse, mener han, har vi brug for i dag – dog uden at blive, som han siger, “museale”.

“En åndelig selvbesindelse er ikke det samme som at gå tilbage til rødderne, men at hente inspiration fra dem og omsætte det i dag,” forklarer han.

Konkret handler det for Laugesen om at styrke relationer og fællesskab: invitere muslimske danskere ind i hjemmene, skabe nye samtaleformer på tværs af forskelle og give plads til politisk engagement, så borgerne ikke føler, at beslutningerne bare kører hen over hovedet på dem.

Kristendommen spiller i hans øjne stadig en helt central rolle – men kun hvis den omsættes levende i hver generation:

“Det nytter ikke noget, at du går tilbage til Luther og siger: Her har vi opskriften. En åndelig selvbesindelse skal være rummelig, ligesom det samfund, vi lever i,” siger han.

Når han ser på Jesus, er budskabet krystalklart:

“Jesus sagde jo, at du skal elske din næste som dig selv. Hans budskab er kærlighed – ikke frygt, had eller aggression. Han var konsekvent, og det var derfor, han blev korsfæstet. Han er stadig et modbillede til den måde, verden reagerer på,” siger Laugesen.

Hvor Auken og Laugesen begge taler om demokrati og kultur, går biskop Marianne Gaarden ind i debatten med en tydelig teologisk dybde. For hende er åndens betydning uløseligt forbundet med Gud.

“Hvis du kigger på det historisk, så er ånd det, Gud blæste ind i menneskets næsebor, da vi fik liv. Vi har Guds ånd i os. Derfor kan man ikke tale om åndelighed uafhængigt af Gud,” forklarer hun.

For Gaarden er svaret at åbne sig for Helligånden – gennem gudstjenester, samtalegrupper, stillestunder og andre kirkelige praksisser. Hun beskriver det som et indre lys, der tændes, så mørket forsvinder: “Du kan ikke fjerne frygten hos de andre, men du kan fjerne din egen frygt ved at lade Gud oplyse dig,” siger hun.

Hendes personlige tro er båret af samme tillid: “Jeg forstår ikke meningen med alt, der sker i verden. Men jeg forstår, at jeg heller ikke skal forstå det. Hele universet hviler i Gud. Jeg skal bare være Vorherres tillidsfulde tjener og være med til at tænde lys,” siger hun.