Venner for livet? Sådan skaber du langvarige og dybe venskaber i en travl hverdag

Videnskabsjournalist Lydia Denworth, der har skrevet bogen ”Venskab: Evolutionen, biologien og den ekstraordinære styrke ved livets fundamentale bånd”, beskriver, hvordan venskaber opstår lettere og virker mere ligetil, når vi er børn, teenagere og unge voksne. I disse livsfaser er vi naturligt omringet af ligesindede i samme alder i skolen, på studiet og i fritidsklubber. Der er mange potentielle venner at vælge mellem.

Samtidig viser forskning, at vores hjerner er mest åbne for og indstillet på social aktivitet og tilknytning i dette stadie af livet. Når vi bliver ældre, starter på voksenjobs, får fast partner og måske stifter familie, bliver det sværere at prioritere venskaberne.

Her får de oftest bagsædet.

Først, når vi når et godt stykke hen i livet, får vi typisk mere tid og plads. Børnene bliver voksne. Karrieren kræver mindre. Der er igen rum til, at venner kan fylde mere. Men sådan behøver det – ifølge Denworth – ikke at være.

Personligt står jeg ved en af de skillelinjer, Lydia Denworth sætter ord på. Jeg er 29 år. Jeg er gift. Jeg er relativt nyuddannet, startet på fuldtidsarbejde og er far til en datter på to år. Jeg har en naturlig lyst til at prioritere min kone, min datter og min familie. Jeg vil gerne udvikle min karriere. Jeg vil gerne være engageret frivilligt. Jeg vil gerne prioritere mine hobbyer, og jeg ønsker at leve en aktiv livsstil. Samtidig vil jeg gerne prioritere mine venner.

Jeg har (heldigvis stadig) en ret solid vennekreds og et fornuftigt netværk omkring mig. Sådan vil jeg gerne, at det bliver ved med at være. Derfor kan det skære i ørerne og være skræmmende at høre, hvordan venner ofte ryger langt ned ad prioriteringslisten, når man rammer min livssituation. Sådan ønsker jeg ikke, det skal gå.

Men hvad er nøglen til at jonglere livets mange prioriteter og krav, mens vi holder venskaberne i live, fortsat udvikler dem og holder os åbne for nye?

Undersøgelser viser, at hver ottende amerikaner ikke har én eneste nær ven. I Storbritannien står det endnu værre til. Halvdelen af briterne har svært ved at få venner og hver femte har slet ingen nære venner.

Lydia Denworth mener, at venskaber er en livslang indsats, som kræver vores opmærksomhed i alle stadier af livet.

Denworth forklarer, at mange mennesker forsømmer venskaber, fordi det kan virke hedonistisk og selvisk midt i livets mange andre krav. At prioritere karrieren virker produktivt og nødvendigt. At prioritere familien virker meningsfuldt og værdimæssigt korrekt. Men at prioritere vennerne kan virke som unyttigt tidsfordriv.

Det er en fejlopfattelse, mener hun. Forskning viser, at venskaber er lige så afgørende for vores sundhed og trivsel som sund kost, motion og andre gode vaner. Det er afgørende for vores trivsel, sundhed, lykke og ikke bare længden af, men også kvaliteten af vores liv. Og så er det jo bare en bonus, at det ofte er noget vi nyder, når vi prioriterer tid med venner.

Der kan siges meget om, hvad der får venskaber til at fungere – også i travle perioder af livet. Men jeg vil dykke ned i et gennemgående tema, jeg stødte på i min research, da jeg læste artikler og undersøgte forskning om venskaber. Behovet for ritualer, aktiviteter og rytmer, som ”tvinger” os sammen som venner.

En ting, der i dag fylder meget i populærlitteraturen, blandt selvhjælpsguruer og hos diverse influencers, er vigtigheden af vaner og rytmer. Det handler om, hvilken kraft små og store vaner har til at forme os som mennesker. Både de gode og de dårlige. Men hvor ofte tænker vi over, at vaner, rytmer og ritualer kan være afgørende for at forme og afgøre kvaliteten af venskaber?

Emily Langan, der er professor i interpersonel kommunikation ved Wheaton College, er en af fortalerne for dette. Hun mener, at en nøgle til gode venskaber er faste ritualer.

Årlige weekendture i sommerhus. En fast månedlig cafétur. En ugentlig snak over telefonen. Et gentagende ritual med at drage på samme festival år efter år. En fast time om ugen, hvor vi skriver beskeder og stempler ind hos de venner, vi ikke har snakket med for nyligt.

Det vigtige er ikke, hvad vi gør. Det afgørende er, at vi gør noget. At vi finder noget, vi nyder som venner, og at vi gør det til en fast del af livet og prioriterer det. Når venskabet får faste rytmer, bliver det langt nemmere at prioritere i en travl hverdag.

Hun mener, at mange af os er vant til dette med vores familie og partnere, men at vi glemmer at gøre noget særligt ud af vores venskaber. Ifølge Langan bør vi behandle vores venskaber på samme måde som andre forhold.

Mens jeg skriver dette, går det op for mig, at de mennesker, jeg kender, der virkelig er gode til venskaber, følger Langans råd. De prioriterer sommerhusturene. De husker jævnligt at skrive og følge op. De samler vennerne til den årlige fødselsdagsfejring. De lever med en form for rytmisk sans for, hvilke venner de har prioriteret, og hvilke, der har været forsømt – og så handler de på det.

Jeg tror, at en væsentlig pointe ved dette er, at prioriteringen af venskaber ikke udelukkende bliver følelsesmæssigt styret af, om vi lige har lyst på dagen, men den kommer af et tilvalg om, at vi ønsker at fylde i hinandens liv.

Samtidig skal vi ikke holde fast i vores venskaber for enhver pris. Lydia Denworth, som vi mødte først i artiklen, forklarer, at det er normalt, at venskaber ændrer sig over et liv. Gode venskaber kræver tid, men der kan sagtens være forskellige langvarige venskaber over et liv.

Hvis et venskab ikke er sundt og opløftende, hvis det konstant er drænende, eller hvis initiativet altid ligger på den ene part, er det måske på tide at ændre relationen.

De fleste ved formentligt, at decideret negative venskaber er dårlige for os. Men forskning viser, at selv ambivalente venskaber er dårlige – også rent biologisk. Undersøgelser om ambivalente relationer viser, at omkring halvdelen af vores relationer kan kategoriseres som ambivalente. Defineret som relationer, hvor positive og negative følelser oftest sameksisterer.

Det interessante var, at selv de relationer, der scorede fem i positivt og to i negativt, viste sig at forøge risiko for hjertekarsygdomme, medføre forhøjet puls, højne risikoen for depression og andre helbredsudfordringer. Det positive vejede altså ikke op for det negative.

Overraskende nok var det ikke de mest negative relationer i studiet, der medførte de værste konsekvenser, men de mest ambivalente – altså dem, der scorede tre på begge parametre. Der, hvor forventninger ikke stemmer overens med erfaring. Der, hvor der er utryghed og uforudsigelighed. Der, hvor der er usagte frustrationer eller uløste konflikter.

Lydia Denworth understreger samtidig, at ingen relationer er perfekte.
Men vi kan arbejde på at rydde op i de negative sider i relationer. Hertil opstiller hun tre veje.

I et studie undersøgte forskere relationer på en skala fra et til fem. Deltagerne skulle rangere, hvor positivt og negativt en relation fik dem til at føle. De relationer, der rangerede to eller mere på begge parametre, blev set som ambivalente.

Den første er, at vi prøver på at forbedre relationen, arbejde på den, måske tage den svære samtale eller prioritere de gode rytmer og ritualer, som vi hørte fra Emily Langan.

Her er det væsentligt, at vi først fokuserer på vores andel af relationen. Hvad bidrager jeg med? Hvordan kan jeg være hjælpsom og gavmild? Hvornår har jeg sidst være opmuntrende og værdsættende? Er jeg en loyal ven?

Den anden vej er, at vi kan droppe relationen fuldstændig, hvilket ofte er hårdt og dramatisk.

Den sidste vej er, at vi rykker personen en tak ud i vores sociale cirkler for en periode. På den måde er vi ikke lige så følelsesmæssigt afhængige af personen. Den sidste løsning kan både gøre godt for os selv, men faktisk også ofte en vej til at forbedre relationen på sigt – når vi vælger at holde fast, men gør det med sunde grænser og selvrespekt.

Før du går en af disse veje, er der tre elementer, du kan overveje i dine relationer, som Denworth nævner som minimumskrav til det gode venskab: Der skal være et relativt stabilt og langtidsholdbart bånd; relationen skal primært være positivt; relationen skal være gensidig med et ønske om at være der for hinanden.

Spørger du Denworth, er evnen til at være en god ven og opretholde langvarige venskaber noget af det absolut vigtigste, vi kan lære både os selv og vores børn her i livet.