Så længe der har været mennesker, har der været venner

Det såkaldte Gilgamesh-epos (ca. 2100 f.kr.) bliver gerne set som verdens ældste nedskrevne verdenslitteratur. Her er et centralt element (blandt flere) netop venskab, mere specifikt venskabet mellem hovedpersonen Gilgamesh og Enkidu.

Det er ikke så overraskende, at venskabet bliver tematiseret så tidligt i skriftlig form. Vi er som mennesker skabt til relation med andre mennesker, og når relationen bliver stærk og vedvarende, så kalder vi det venskab. Gilgamesh-eposset minder os om, at der intet nyt er i det.

I det Gamle Testamente hører vi om venskabet mellem Kong David og Jonathan. Det særlige ved det venskab er, at Jonathan er søn af kong Saul, som David afløste på tronen. De to kunne således ses som rivaler, hvad der imidlertid ikke forhindrede dem i at udvikle et stærkt venskab. Vi hører om etableringen af venskabet i begyndelsen af det attende kapitel af Første Samuels bog, hvor det beskrives således:

Da samtalen mellem David og Saul var forbi, tog Saul samme dag David til sig og gav ham ikke lov til at vende tilbage til sin fars hus. Jonathan følte sig stærkt knyttet til David; og han elskede ham lige så højt som sig selv. Han sluttede pagt med David, fordi han elskede ham som sig selv. Jonatan tog den kappe af, han havde på, og gav den til David sammen med sin dragt, ja, selv sit sværd, sin bue og sit bælte.

Et af de særlige træk ved den måde, venskabet her beskrives på, er dets forpligtende karakter. Det understreges ved, at de slutter en ”pagt”, som det siges, og ved de gaver, Jonathan giver. I beretningens fortsættelse understreges denne forpligtende karakter, og det vises, at venskabet i bogstaveligste forstand rækker ud over døden gennem Davids ageren over for Jonathans familie.

For et moderne menneske kan det være lidt overraskende, at der bruges et så stærkt ord som kærlighed om deres relation, idet vi har en tendens til primært at forbinde kærlighed med erotik. For oldtidens mennesker i både den jødiske og den græsk-romerske kultur var det imidlertid naturligt, at kærligheden kunne komme til udtryk på mange måder.

Det skriver den engelske forfatter C.S. Lewis (1898-1963) om i bogen The Four Loves, som i den danske oversættelse er kommet til at hedde Om kærlighed. C.S. Lewis tager her udgangspunkt i fire græske ord for kærlighed, der gerne bruges for at betegne henholdsvis den erotiske kærlighed, den relationelle kærlighed (som f.eks. mellem forældre og børn), den guddommelige kærlighed og endelig den venskabelige kærlighed.

I afsnittet om den venskabelige kærlighed får Lewis sagt nogle smukke ting om venskab og forskellen på den erotiske og venskabelige kærlighed: ”Elskende taler altid med hinanden om deres kærlighed; venner taler som aldrig med hinanden om deres venskab. Elskende står som regel ansigt til ansigt, opslugte af hinanden; venner står side om side, opslugt af en fælles interesse” (Om kærlighed, s. 103).

Tanken om venskabet kan siges at ligge i selve hjertet af den kristne teologi i forestillingen om treenigheden. Treenigheden bliver gerne fremstillet som et lidt abstrakt, uforståeligt dogme; det er som sådan forståeligt nok, idet tanken om, at Gud er én og samtidig møder os som tre selvstændige personer, Faderen, Sønnen og Helligånden, naturligvis ikke kan rummes af vores begrænsede menneskelige logik.

Det er der grund til at glæde sig over; det er alt andet lige temmelig betryggende, at Gud er så meget større end vores forståelse. Samtidig fortæller tanken om treenigheden os, at Guds karakter er relation. Det udtrykkes stærkt i den ortodokse teologi, hvor man kan fremstille treenighedens mysterium som en evig kærlighedens dans mellem Faderen, Sønnen og Helligånden.

Guds karakter er kærlighed og venskab. Og den kærlighed og det venskab udstrækkes til os mennesker; vi indbydes til at tage del i kærlighedens og venskabets dans mellem Faderen, Sønnen og Helligånden.

Denne indbydelse til deltagelse i treenighedens evige dans møder vi også i Johannesevangeliet. Her er kapitlerne 13-17 en beskrivelse af det sidste måltid, Jesus har med sine disciple; det efterfølges af en længere undervisning, hvor han forbereder dem på konsekvenserne af sin forestående død og opstandelse.

I den forbindelse (i Joh 15,15) kalder Jesus disciplene for sine ”venner”; det udtrykkes på denne måde: ”Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer. (Joh 15,15).

Jesu indbydelse til venskab med ham er naturligvis også en invitation til, at vi møder andre mennesker på samme måde, som Jesus gjorde det. Et af de mennesker, som virkelig havde forstået konsekvensen af det, var stifteren af Areopagos, Karl Ludvig Reichelt (1877-1952).

Da Reichelt i 1903 første gang rejste til Kina som missionær, var hans udgangspunkt en nysgerrighed over for og et ønske om venskab med de mennesker, han mødte. Det gjaldt ikke mindst de buddhistiske munke, som han havde et særligt kald til. Da Notto Thelle i 2022 udgav den store biografi, Karl Ludvig Reichelt: Misjonær mellom øst og vest, understregede han på denne måde venskabets centrale betydning for Reichelt (s. 554 i bogen):

Noget af det mest særprægede ved Reichelts arbejde blev aldrig formuleret som en strategi eller en arbejdsmetode, men viste sig først og fremmest som en praksis i mødet med andre: Venskab, venlighed og ægte nysgerrighed i forhold til ”den anden”.  

Reichelts virke er en stadig påmindelse om, at netop tillid er et grundlæggende udtryk for tro. Venskab er en teologisk kvalitet, som kan være vigtigere i formidlingen af evangeliet end intelligente teorier, gode argumenter og fine formuleringer.

Med disse smukke ord om Reichelt får Notto Thelle lov til at afslutte denne klumme om venskab.