For det meste taler man om bøn i betydningen bede om. De fleste tekster om bøn er helt enkelt opfordringer til Gud om at gribe ind. Udsagnsordet står i imperativ, i befalende form: Kom, vær, gør, giv, hjælp, hør, se, lad, forlad, forbarm dig …
Bøn er mere og andet end at bede om. Det er temaet i Stina Anderssons (svensk forfatter 1876-1940, red.) snart hundredårige salme, som indledes med ordene: ”Att bedja är ej endast at begära … Att bedja är att komma Gud så nära, att han blir livet i vårt eget liv.” At bede er ej kun at begære … At bede er at komme Gud så nær, at han bliver livet i vort eget liv.
At bede kan være
at minde sig om at Gud er så nær
at finde ro og lytte ind i det nærvær
at selv være nærværende
at ånde trygt.
Det er i grunden ikke mere underligt at bede end at ånde. Den, der giver alle liv, ånde og alt, er nær som luften, vi ånder. Mellem skaberen og skabningen findes ingen afstand. Alt er gennemåndet af hans nærvær.
Den, der gennemånder kosmos, ånder også i os. Vort åndedræt er bærer af hans. Åndedrættet sker i os uafhængig af vores vilje og bevidsthed. Det er næppe os, der ånder; det ånder i os. DU ånder i os.
I dig vi lever og ånder. Du ånder og lever i os.
Margareta Melin, født 1935. Teolog, forfatter og poet.
Har i mere end 50 år skrevet om åndelige og eksistentielle emner for både voksne og børn og virket som retræteleder og vejleder.
I et radiointerview fortalte Tomas Sjödin (svensk præst, født 1959, forfatter til blandt andet: ”Det sker, når du hviler” og ”Stol på, at det vil lysne” og flere andre bøger oversat til dansk og norsk, red.) for længe siden om sin bøn – eller manglende bøn – i en periode, hvor alt var sort. Han og hans Lotta havde fået at vide, at deres tredje søn bar på samme svært invaliderende sygdom som deres førstefødte.
Det blev for meget. I lang tid var Tomas’ eneste bøn: Jesus Kristus, smerternes mand – fortalte han. Så snart han havde sagt det, kom han med en tilføjelse: Og det er ikke engang en bøn, egentlig!
Hvorfor tænker man at dette ikke er en bøn? Ja, ordene kan lyde blot som en indledning, noget man siger, inden man kommer frem til selve bønneemnet, det man ber’ om. Men Tomas har intet bønneemne. Han beder ikke om helbredelse. Sådanne ord og forhåbninger er ophørt efter deres egne og andres bøn for den ældste søn.
Jesus Kristus, smerternes mand. Med disse tilbagevendende ord befinder Tomas sig i bønnens hjerte, i dens inderste rum. I alt det, man kan ønske og tænke, udtrykker de ord enhed med Jesus.
Jesus Kristus, smerternes mand, siger han – og er selv en smerternes mand. I smerten, i det ubegribeligt svære er han ét med Kristus. Ét med en kæmpende menneskehed.
Bønnen, enheden med Jesus, fortsætter og tager form i den daglige omsorg for de børn, der har brug for hjælp. Kristi kærlighed når børnene i omsorg fra forældrene og andre hjælpere; og de voksne kan på deres side ane det guddommelige nærvær i barnets blik, både i lidelse og lettelse.
Der sker et hemmelighedsfuldt og gensidigt gudsmøde når udsathed og hjælpsomhed finder vejen til hinanden.
At sige ja til det som er,
at have medfølelse og gøre det man kan –
alt sådant er enhed med Kristus og bøn.
Vort arbejde, vore handlinger er bøn –
når vi vil at det vi gør, skal være hjælp og glæde.
Når jeg tænker på Ruth kommer ordene: Hun var en bøn! Efter et aktivt og givende liv sad hun på sine gamle dage ved vinduet i sit rum på Lindgården. Der fandtes en mærkbar fred omkring hende. Den fyldte rummet. Den fyldte mig, når jeg besøgte hende.
Hun kunne knap nok se længere, knap høre. Men hun havde det godt, sagde hun. Hun havde så meget at mindes, at tænke på og være taknemmelig for. Og hun så frem mod snart at forlade sin skrøbelige krop og flytte hjem.
En enkelt gang blev hun lidt urolig og selvkritisk: ”Jeg er efterhånden blevet dårlig til at bede”, sagde hun bekymret. ”Burde jo bede mere nu, hvor jeg sidder her og ikke kan andet. Men jeg glemmer det bare!”
Nej, elskede Ruth, du burde ikke! Hele du er en bøn, en Guds fred og nærvær midt iblandt os!
Med Ruth i tankerne formulerede jeg en bøn, som jeg ved næste besøg udtalte og gentog, mens jeg sad tæt ind til hende. Hun må have hørt ordene og bejaet dem, for hun smilede og nikkede stille.
Nu er alting enkelt
alt på sin plads.
Du er i mig –
mit liv, min fred.
Jeg er i dig –
omsluttet, bevaret.
Ord behøves ikke mere.
Alt mit er dit.
Alt dit er mit.
Kort tid efter var jeg hos Ruth den nat, der blev hendes sidste. Mens jeg sad der og timerne gik, begyndte jeg at tænke på døden som en søster, en hjælper; og helt uventet for mig selv vendte jeg mig til denne søster – og bød hende velkommen.
Du er ventet nu, søster død.
Du er velkommen her.
Også du står i livets tjeneste.
Så frigør nu varsomt min elskede ven
fra en krop som har fuldført sit.
Et liv har blomstret og båret sin frugt.
Nu er aftenen kommet med fred.
Hvordan vi beder – og hvor gerne vi beder – beror meget på, hvordan vi forstiller os at den, vi beder til, ser på os. At vende sig mod nogen, som man tror er utilfreds og krævende, det er noget helt andet end at forvente at blive set med gode øjne og blive budt velkommen med et smil.
Apropos at blive set med gode øjne har jeg bevaret et billede i mit minde, et øjebliksbillede. Det var en deltager på en retræte, der udmalede situationen. Hun havde siddet i samtale hjemme hos nogle venner, da husets treårige datter kom ned ad trappen og påkaldte sig alles opmærksomhed. Med åbne arme og et strålende smil sagde hun:
Her kommer herlige lille jeg!
Den glæde og selvfølelse, som dette lille væsen udstrålede, vidner om at hun var blevet set med gode øjne. Hun må have hørt værdsættende ord som eksempelvis: Hvor er du dejlig! Lille du! Derfor: ingen skam, ingen angst. Bare glæde.
Tanken på pigen på trappen og hendes forældre, giver mig et billede af den himmelske forælder, som Jesus vidner om og som han selv udstråler. Jesus ved, at han er et elsket gudebarn – at han er herlig! Kernen i hans budskab er at vi alle er gudebørn – og hinandens søskende; at vi har samme oprindelse som han og er lige elskede.
Han opfordrer mennesker til at slå følge med sig og lære af ham; og i hans selskab opdage og forløse sit eget potentiale til kærlighed, til medfølelse og generøsitet. Han opfordrer til at bejae det guddommelige i os, at udvikle den kreativitet og frimodighed, som vi er skabt til.
Med samme frimodighed som den treårige på trappen kan vi vende os til vor himmelske far/mor – og sige:
Her er jeg, dit elskede barn!
Her er jeg igen! Igen og igen … Og om det skulle være længe siden, så er jeg her i hvert fald nu. Og det er nuet, der gælder! Skam dig ikke overfor Gud! vil jeg sige. Lad ikke skammen komme imellem og hindre den betingelsesløse kærlighed i at nå frem, at nå ind til gudebarnet i dig!
Jeg citerer gerne nogle linjer af Tomas Tranströmers (svensk poet, nobelprismodtager, 1931-2015. red.) velkendte digt:
Skam dig ikke over at du er menneske, vær stolt! Inde i dig åbner sig hvælving bag hvælving, uendeligt
Du bliver aldrig færdig, og sådan skal det være.
Dette er beretningen om en far, der er langt mere forstående og generøs end nogen af hans sønner kunne have forestillet sig.
Den yngre, som har fået sin arv på forskud, vender tilbage til den fædrene gård flad og desillusioneret. På vejen hjemover går han og mumler på en syndsbekendelse. Han håber og tror, at hans far vil tilgive hans ungdommelige overmod og lade ham blive – som en af karlene på gården.
Faderen ser ham på lang afstand og springer ham i møde, omfavner og kysser ham. Sønnen vil straks lette sit hjerte – og fremfører det, han med stor alvor havde forberedt sig på at sige: Far, Jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn.
Men, hans far lytter ikke! Han synes ikke at tage sig af det. Hans tanker er et andet sted. Efter det store velkomstkram har han vendt sig mod sine tjenere og opfordret dem til at skynde sig. For nu skal fedekalven slagtes og festtøjet frem! Der skal blive fest, en velkomstfest uden lige! I genforeningens glæde er tidligere uro, sorger og bekymringer som blæst bort.
Og man kan jo undres: Findes der noget at tilgive?
At være menneske er at drømme og tage risici,
at prøve sine vinger og udfordre det ukendte.
Det er til tider at have fremgang, blive hyldet og begejstret.
Det er også at gå vild, at blive snydt og udnyttet,
at svigte og blive svigtet.
I fremmede lande har denne mand levet udsvævende.
Han har taget skade, fået nye indsigter, revurderet og angret.
Og: Anger er på samme tid tilgivelse.
Han vender tilbage med dyrekøbte erfaringer, bevidst om, hvem han er og hvor han hører hjemme. Faderens omfavnelse åbenbarer det forunderlige: at alt er på plads, at alt har samvirket til det bedste!
Ifølge Lukas beretter Jesus denne lignelse (Luk. 15), da de socialt etablerede var forargede over at han omgav sig med hvem som helst. At han ikke gjorde forskel på folk.
I lignelsen er det den samvittighedsfulde søn, der forarges. Han bliver oprørt over sin fars sanseløse glæde. Alt dette ståhej bare fordi hans slubbert af en bror behager at vende hjem! Her er hverken sund fornuft eller retfærdighed. Det ryger ud af ham: ”Nu har jeg tjent dig i så mange år … men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham!”
Hans far har fuld forståelse for denne frustration og bekræfter roligt deres samhørighed: ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”
Alt har sin tid. I dag er lillebrors dag og det gør ikke storebror fattigere. Alt mit er dit – og delt glæde er er dobbelt glæde.
Ingen skam
at tabe og tage fejl.
Alle fejltrin
giver chancen for at lære mere.
Vejen bort
er skridt på vejen hjem.
Det er min overbevisning at Gud tager imod med åben favn, når som helst et menneskebarn vender sig til ham. Hvad et menneske end gør, hvor hun end befinder sig, ser han sit barn i hende. Intet kan skille hende fra Guds kærlighed!
Hvad end der hænder, hvad vi end skulle i gang med, kan vi vende os til den Gud, som vi kommer fra, som er udelt kærlighed og barmhjertighed – og sige: Her er jeg, dit elskede barn.
For hvad er et menneske? At være barn af Gud er hendes primære og grundlæggende identitet. Andre identiteter – som køn, job, nationalitet, talent – adskiller. Vores dybeste identitet derimod forener os. Alle har vi samme guddommelige oprindelse og lever som celler i en og samme krop, i samme menneskelighed.
Jeg har den opfattelse at det var det, Jesus på alle tænkelige måder vidnede om. At Gud er fader vor, hans far og vores far, alles far/mor, alles begyndelse og livgiver.
Jeg er gudebarn
lys af dit lys
fred af din fred
evig kærlighed.
I dybet af mit væsen
er jeg den, jeg er
udelt og sand
ét med dig
ét med alt og alle.
Du er gudebarn
lys af Guds lys
fred af hans fred
evig kærlighed.
I dybet af dit væsen
er du den, du er
udelt og sand
ét med Gud
ét med alt og alle.