Sund robusthed i en skrøbelig tid

Robusthed er blevet et uomgængeligt ord i vores samtid. Vi lever i en tid, hvor meget føles skrøbeligt. Klimakrise, krigstrusler, stress og et accelererende tempo, hvor det at kunne holde balancen føles sværere for hver dag. Der er brug for styrke, så vi kan stå fast, når det hele ryster. Her er et ord som robusthed blevet populært. Men hvad betyder det egentlig at være robust?

Artiklens interviewpersoner ser robusthed som en nødvendighed. Det er evnen til at rejse sig, når vi falder. At stå fast, når det stormer, og at finde kraft i fællesskaber, der bærer os. Men robusthed kan også antage en usund form. Ofte forveksler vi robusthed med hård hud – en ugennemtrængelighed, hvor man bider tænderne sammen og tåler alt. Men den form for robusthed er en illusion. Den gør os ufølsomme over for vores egne grænser og blinde for andres behov. Den slags hårdhed knækker os i længden.

Sund robusthed er noget andet. Det handler ikke om at være ubevægelig. Tværtimod. Det er en følsom styrke, der evner at skelne, så den handler med omstilling, når det er nødvendigt og står fast dér, hvor det virkelig betyder noget. Det er samtidig en styrke, der ikke fornægter skrøbelighed, men rummer den.

Det er denne nuanceforskel, som filosoffen Ole Fogh Kirkeby og psykologen Lene Tanggaard udfolder. Ole taler om sensitiv robusthed: styrken til at stå fast på værdier og modet til at handle vegne af den anden. Lene taler om resiliens: styrken, der altid vokser i relationer, hvor nogen står bag os, og hvor vi får plads til både at fejle og at rejse os igen.

Mange arbejdspladser efterlyser robuste medarbejdere. Men ordet kan hurtigt oversættes til: “du skal kunne tåle alt”, og så bliver det en belastning frem for en styrke.

“Hvis robusthed betyder, at du skal kunne tåle hvad som helst, at du ikke må mærke efter, at du skal bide tænderne sammen – så bliver robusthed til et panser. Et panser, der gør mennesker hårde, ufølsomme og i sidste ende mere skrøbelige,” lyder det fra Ole Fogh Kirkeby.

Den sunde robusthed er ikke en rustning, men en evne til at mærke forskel. At kunne sige: Her står jeg fast, fordi dette betyder noget. Og samtidig: Her lader jeg mig berøre, fordi jeg ikke vil gøre mig blind for sårbarheden.

Ole peger på et klassisk stoisk begreb, karteria: evnen til at stå fast på sine værdier uden at stivne i trods. Robusthed er ikke at lukke øjnene for modstand, men at finde en indre sammenhæng, der gør det muligt at handle – også når det koster.

“Den sunde robusthed er etisk fantasi,” siger han. Jeg beder ham om at folde det ud.

“Det er evnen til at se, hvad et andet menneske har brug for, før det selv har formuleret det. At handle rigtigt på både dine egne og dine medmenneskers vegne i det øjeblik, hvor der er behov for dig. Det kræver mod og sensitivitet.”

Men ifølge ham skal vi ikke sætte ind med den slags robusthed i alle ting, da det vil slide os op.

Hvordan finder vi ud af, hvor vi skal være robuste? Altså, hvor vi skal lægge vores kræfter? Hvor vi skal kæmpe? Hvad der er væsentligt for os? Ole svarer uden tøven: Ved at tage smerten alvorligt.

“Lad være med at undgå lidelsen. Vær opmærksom på det, der berører dig, det der smerter dig, og det der bringer lidelse. Det er en af de primære veje til at finde ind til det væsentlige – det, der virkelig betyder noget,” siger han.

Han forklarer smerten som en seismograf. Den registrerer, hvad der virkelig betyder noget for os, og viser os, hvor vi skal stille os fast – også når det gør ondt. Hvis vi kun søger at undgå lidelse, mister vi forbindelsen til vores værdier.

At være robust kræver derfor, at vi ikke undgår det smertefulde, men går igennem det og lader det forme os. Smerten skaber dybde, og dybden bliver et værdikompas. Når vi mærker, hvor det gør ondt, ved vi også, hvor vi skal kæmpe, hvad vi skal beskytte, og hvor vi skal sætte grænser for os selv.

Hvor Ole taler om værdier, smerte og mod, flytter Lene Tanggaard robustheden ned på jorden og ind i relationerne. Hun foretrækker ordet resiliens, fordi det rummer elasticitet og bevægelighed.

Resiliens er ikke noget, vi bærer alene. Den fødes i fællesskaber.

“Et barn bliver ikke robust af at få at vide, at det skal tage sig sammen. Det bliver robust af at opleve, at der er nogen, der står bag det, mens det prøver sig frem – en lærer, en ven, en forælder – som hjælper det med at finde fodfæste igen,” siger hun.

Hun peger på de små hverdagsscener som livsnødvendige for den udvikling: at sidde rundt om spisebordet sammen, at føle sig tryg i en klasse, at høre til i en klub. Det er i sådanne rum, robusthed vokser.

Men også i frirummene: de uplanlagte lørdage, hvor børn selv finder på ting at lave. De tidspunkter, hvor de ikke overvåges og hjælpes hele vejen igennem, men får lov at prøve, fejle og rejse sig igen.

Det samme gælder i arbejdslivet. Resiliens opstår, når ledere tør give ansvar, der ligger lige på kanten af, hvad medarbejdere kan magte – men samtidig er nærværende til stede som sikkerhedsnet.

Ligeledes formes den slags resiliens-arbejdspladser, når ledere tør vise deres egne fejl og deler dem åbent. Når der er plads til nærvær, ikke bare i formelle møder, men i de små uformelle samtaler på en gåtur eller ved kaffemaskinen.

“Robusthed er ikke at klare alt alene. Det vokser af at have nogen at læne sig op ad, når det hele ramler – og at vide, at man kan rejse sig igen, fordi man ikke står selv,” siger Lene Tanggaard.