Buddhistisk nonne: “Indre ro er noget, vi handler os til”

Af Martin Krath-Andersen
I podcasten "Jagten på den indre ro" fortæller den buddhistiske nonne Tenzin, at ro i sindet ikke er et spørgsmål om at trække sig tilbage fra verden – men om at leve etisk, enkelt og bevidst.
Udgivet 10. december 2025
Ordbog

Midt i Københavns travlhed, i en baggård tæt ved Strøget, ligger det buddhistiske center Phendeling. Her underviser Tenzin Drolkar, som i dag er en af de mest erfarne danske buddhistiske nonner. Hun voksede selv op i folkekirken, men vendte sig mod buddhismen efter en eksistentiel krise i 20’erne. I dag formidler hun buddhistiske indsigter til danskere, der længes efter ro i en tid præget af konstant forstyrrelse.

I Areopagos’ podcast Jagten på den indre ro (afsnit 4) fortæller hun om, hvad ro betyder i buddhismen – og hvorfor det først og fremmest er noget, vi kan skabe gennem vores handlinger.

Livet er i dag. Det er dette sekund. Vi ved ikke, hvor længe vi har det.

Tenzin Drolkar

For Tenzin handler indre ro ikke blot om meditation, men om at opnå frihed fra “forstyrrende tanker, destruktive følelser og mentale mønstre”. Det kræver en bevidst livsførelse. “Du er nødt til at have et vist mål af indre ro for overhovedet at kunne meditere,” forklarer hun. “Og det får du gennem etisk livsførelse – at leve på en måde, så du kan se dig selv i øjnene.”

Den buddhistiske etik minder ifølge Tenzin meget om kristendommens ti bud: ikke at skade andre, ikke at stjæle, ikke at leve på en måde, der gør skade. “Gavnlige handlinger fører til glæde og lykke, skadelige handlinger til uro og lidelse,” siger hun og understreger, at man i buddhismen ikke kan adskille etik og ro.

At give slip i en støjende verden

Moderne mennesker oplever ofte, at de bombarderes med indtryk. Sociale medier, nyheder, krav og forventninger skaber et støjniveau, der gør det svært at finde balance. Tenzin lægger vægt på, at vi ikke altid kan ændre verden – men vi kan ændre, hvordan vi forholder os til den.

“Hvis du ikke kan ændre på det, så slip det,” siger hun med henvisning til et klassisk buddhistisk princip. “Det handler om at reducere støjen, både digitalt og materielt. Skær ned på det unødvendige. Forenkle din tilværelse.”

En del af enkelheden handler om at løsne tilknytningen til ting. Man kan sagtens eje meget, siger hun, men problemet opstår, hvis vi klynger os til det: “Du kan have millioner i banken. Det gør ingen forskel – hvis du kan give slip på det. Det er først, når vi binder vores lykke til tingene, at vi mister freden.”


Ro gennem ansvar og medfølelse

Et centralt redskab til indre ro er ifølge Tenzin at tage ansvar – ikke bare for sit eget liv, men også i forhold til andre. Hun fremhæver altruistisk kærlighed og medfølelse som nøgler: at ønske det bedste for alle levende væsener, uanset hvem de er eller hvad de har gjort.

Når vi retter opmærksomheden væk fra os selv og mod andres velbefindende, bliver vi mindre fanget i selvoptagethed. “Selvoptagelse gør os bare mere kede af det,” siger hun. “Indre ro kommer af at give slip på vrede og begær og i stedet handle kærligt.”

Noget af det vigtigste, Tenzin ønsker at minde moderne mennesker om, er, at livet er kort – og at vi ikke bør udskyde det meningsfulde. “Slip det, du ikke kan ændre, og gør det, du har indflydelse på – men gør det nu,” siger hun.

Indre ro er altså ikke et mystisk ideal, der kun kan opnås gennem timer på en meditationspude. Det er et spørgsmål om bevidsthed, enkelhed, etik – og om at leve i nuet.

Som hun udtrykker det i podcasten: “Livet er i dag. Det er dette sekund. Vi ved ikke, hvor længe vi har det.”

1640 924 Martin Krath-Andersen
Søg her