Når man ønsker, at mennesker skal møde Kristus, […] kan man sætte hegn op, eller man kan grave en brønd. Vi vil gerne gøre det sidste.
Merete Hallen
På det kristne center oplevede de ikke aggressiv mission, men nysgerrighed, respekt og vilje til samtale. Det medførte et brud med NMS, fordi dele af organisationens bagland fandt Reichelt og Thelles metoder for vidtgående. De, der delte Reichelts vision, dannede i 1926 Den Nordiske Kristne Buddhistmission, som senere blev til Areopagos, og da borgerkrigen nåede Nanjing, og missionærerne måtte flygte, kom de til Hong Kong, hvor de stiftede Tao Fong Shan. Her fortsatte de deres arbejde med venskab, gæstfrihed og åbenhed som nøgleord. Også her var det i begyndelsen mødet mellem kristne missionærer og buddhistiske og taoistiske munke, der var i centrum.
På det kristne center oplevede de ikke aggressiv mission, men nysgerrighed, respekt og vilje til samtale.
Malene Fenger-Grøndahl
Det er længe siden, at der er kommet buddhistiske og taoistiske munke på Tao Fong Shan, og man kan spørge sig selv, om Reichelts metoder stadig er relevante. Eller hvordan de kan omsættes på nye måder ind i en anden tid. Inden jeg kom til Tao Fong Shan, havde jeg lidt svært ved at se for mig, hvordan fortidens møder kunne få en nutidig pendant. Men da repræsentanter for Areopagos og Det Norske Misjonsselskab (NMS) på et møde på Tao Fong Shan fremlagde nye ideer for fælles projekter, kunne jeg med ét se for mig, hvordan Reichelts erfaringer kunne omsættes til nutiden. En af ideerne lød på at invitere studerende fra Danmark og Norge på praktik- og udvekslingsophold i Hong Kong, herunder på Tao Fong Shan. Og det skal ikke, mener den regionale direktør for NMS, Merete Hallen, kun være unge, der i forvejen er aktive i kirkelige sammenhænge.
”Det kan lige så vel være unge, der ikke har kendskab til kirke og kristendom, men er åbne for at møde noget nyt. Vi har erfaringer fra et lignende udvekslingsprogram med studerende inden for blandt andet sundhedsuddannelser og pædagogiske uddannelser, og der er mange eksempler på, at nogle af dem kommer til at føle en tilknytning til vores organisation og til et kristent fællesskab. De bevæger sig lige så stille fra en stor cirkel ind i de tættere cirkler,” sagde hun.
Da hun sagde det, kom jeg i tanke om et billede, som præst i I Mesterens Lys, der er en del af Areopagos, havde nævnt for mig: ”Når man ønsker, at mennesker skal møde Kristus, kan man vælge to strategier, ligesom man siger, at man gør i New Zealand på de store farme, hvor man ønsker at holde sine dyr inden for et bestemt område: Man kan sætte hegn op, eller man kan grave en brønd. Vi vil gerne gøre det sidste,” sagde han om det arbejde, der laves i I Mesterens Lys.
Billedet er stærkt, synes jeg, og jeg ved, at for mit eget vedkommende, har det aldrig været et indhegnet område, der har ledt mig til nye erkendelser eller ind i nye fællesskaber. Det har været brønden og de mennesker, jeg har set drikke af den og få slukket deres tørst. Sådan var det, da jeg på en rejse i Rumænien med en veninde så ortodokse nonner bede med stor hengivenhed. Og sådan var det, da jeg i Syrien, Iran, England, Indonesien, Danmark, Bosnien og Indien samtalede med muslimske kvinder på min egen alder. Deres tro og spiritualitet vakte en længsel og en nysgerrighed i mig, og jeg ønskede at vide, hvilken kilde de drak fra.
Det førte mig – ad forskellige omveje – ind i den kristne tradition, hvor jeg fandt hjem i den katolske kirke. Guds veje er uransagelige, og den enkelte går sin egen vej. Men jeg tror på, at man kan skabe mødesteder og grave brønde, hvis klare, læskende vand tiltrækker mennesker og vækker deres længsel. Det er sket på Tao Fong Shan, og det kan stadig ske.