For mange år siden lærte jeg en mand at kende, som netop var uddannet arkitekt. Han var vokset op i et religiøst hjem – med en far med tyrkisk-muslimsk baggrund og en dansk kristen mor, der var en del af de De stærke jyder, en missionsbevægelse, der har sat sit præg på dele af Jylland – og var de første i Danmark til at kæmpe for forældres ret til at undervise deres børn ud fra deres eget livssyn. ”Koranen og Bibelen lå på samme hylde – i hjertehøjde – og min mor og far havde hver deres bønspraksis, som de aldrig blandede sammen og aldrig satte spørgsmålstegn ved,” fortalte han mig. Han var ikke selv troende, men havde respekt for religiøse menneskers behov for rituelle praksisser og for et rum til individuel eller fælles bøn. Og han havde som den afsluttende opgave på Arkitektskolen tegnet en ’dansk’ moske – en bygning, han forestillede sig kunne fungere som bede- og mødested for muslimer i Danmark med forskellige kulturelle og etniske baggrunde.
Koranen og Bibelen lå på samme hylde – i hjertehøjde.
Malene Fenger-Grøndahl
I en periode var han med i en forening, der arbejdede for at etablere en tværetnisk og tværkulturel moske i Aarhus. Det lykkedes ikke. Men nogle år senere vandt han til gengæld en konkurrence om at tegne en moske til en islamisk forening i København, der ville opføre en moske på Ydre Nørrebro. Det skulle være en moske, der afspejlede islamisk arkitektonisk tradition med arabiske kendetegn, men samtidig skulle den trække på skandinavisk arkitektur og signalere, at det var en moske, der samlede muslimer i en dansk virkelighed. Jeg var med ved indvielsen af moskeen, hvor det vrimlede med mennesker, flest muslimer, men også ikke-muslimske gæster. Og jeg blev både overvældet og imponeret. Jeg genkendte træk fra arabisk-islamisk arkitektur, især fra Nordafrika, men samtidig var det overordnede indtryk enkelt og mindede mig om dansk funkis-arkitektur.
Spørgsmålet er, hvordan en arkitektonisk ramme om en nutidig spiritualitet, kan give plads både til denne sammensatte virkelighed, til tradition og fornyelse og til det kollektive og individuelle.
Malene Fenger-Grøndahl
Da jeg en morgen sad på en bænk på Tao Fong Shan og kiggede på Christ Temple, den kirke, som den danske arkitekt Johannes Prip-Møller tegnede og opførte i 1930’erne ud fra den norske missionær Karl Ludvig Reichelts visioner, kom jeg til at tænke på min ven og hans moskearkitektur. At sætte sig i den andens sted – om denne anden så tilhører en anden religion eller er religiøs i modsætning til én selv – og lave en bygning, som denne anden kan føle sig hjemme i med sit livssyn og sin praksis – er en smuk gestus. Det er også en vanskelig øvelse. For hvordan undgår man at tegne og forme en stereotyp af den andens kultur eller religion?
Skulle man tegne et Christ Temple i dag, ville det formodentlig se anderledes ud en Reichelt og Prip-Møllers. For i dag er der næppe en lige så klart afgrænset kinesisk-buddhistisk-taoistisk kultur. Vi, der kommer til Tao Fong Shan fra Skandinavien, er vant til en kirkearkitektur, der omfatter stavkirker, hvidkalkede landsbykirker og moderne kirker i beton, glas og træ. Og til moskeer, templer og kirker, hvor mennesker med helt forskellige kulturelle baggrunde mødes. Spørgsmålet er, hvordan en arkitektonisk ramme om en nutidig spiritualitet, kan give plads både til denne sammensatte virkelighed, til tradition og fornyelse og til det kollektive og individuelle. Måske Tao Fong Shan og Areopagos kan være med til at give nye bud et svar?