Det vidhjertede menneske: En åben, rummelig og modtagelig tilgang til livet

For kulturkommentator Anne Sophia Hermansen begynder en vidhjertet tilgang til verden med nysgerrighed. Som skribent har hun i mange år beskæftiget sig med kulturens store ideer og konflikter, og i den offentlige debat oplever hun ofte, hvor hurtigt mennesker søger bekræftelse af deres egne synspunkter. Vi læser de bøger, der korrelerer med vores egne interesser, og følger de medier, der bekræfter vores verdensbillede. Men hvis man kun opsøger det, man allerede er enig i, risikerer man ifølge Hermansen at gøre sin egen forståelse af verden mindre.

Derfor forsøger hun bevidst at opsøge perspektiver, der udfordrer hende. Hun fortæller om en bog om kolonitidens aftryk på kunst og kultur, som hun næsten måtte tvinge sig selv til at læse, fordi den i første omgang provokerede hende.

“Jeg tvang mig nærmest til at læse den, fordi alting strittede på mig,” fortæller hun. Netop den modstand kan være frugtbar, fordi den tvinger en til at undersøge sine egne antagelser, mener hun.

“Man er nødt til at opsøge det modsatte synspunkt for også at revitalisere sit eget. Det kunne jo også være, at der var nogle ting, jeg havde overset, selvom det jeg læste, provokerede mig.”

Evnen til at revitalisere sit eget synspunkt blev aktuelt for nogle år siden, da hun ændrede sit forhold til kristendommen. Som yngre meldte hun sig ud af folkekirken, men senere vendte hun tilbage. Bevægelsen tilbage til kirken var ikke udtryk for, at hun havde det store svar på alle livets spørgsmål; tværtimod blev kristendommen for hende en måde at erkende, at mennesket ikke er herre i eget liv. Kristendommen peger ifølge Anne Sophia Hermansen på noget, der ligger uden for menneskets kontrol og forståelse. Den minder os om, at livet ikke kun er noget, vi selv kan definere og forklare.

Netop den erkendelse har fået betydning for hendes måde at være i verden på. Hvis man accepterer, at man ikke er centrum for alting, bliver det også lettere at møde verden med nysgerrighed, fortæller hun. Tro betyder ikke, at man lukker ned for spørgsmål, men at man løfter sit blik:

”Det er en kæmpe lettelse at erkende, at man ikke har hele sandheden. At man ikke kan forstå, forklare eller gennemskue alting. Der er ganske enkelt grænser for, hvad vi kan overskue som mennesker.”

Hun understreger, at denne erkendelse ikke er det samme som resignation eller passivitet.

”Det betyder ikke, at man slipper ansvaret for sit liv. Men det betyder, at man slipper forestillingen om, at man kan regne alting ud, hvis bare man tænker længe nok eller handler rigtigt nok. Det er en frisættelse at forstå, at man ikke er gud i eget liv.”

For Anne Sophia Hermansen er tro i dag ikke et program, men et ståsted. Noget, der sætter hendes liv i perspektiv uden at lukke verden af.

”Jeg tror, vi har brug for mindre skråsikkerhed og mere ydmyghed. Mindre selvtilstrækkelighed og mere erkendelse af, at vi ikke står alene.”

I en tid, hvor mange insisterer på at have svarene, ser hun det som en styrke at kunne sige det modsatte.

Mentaltræner og forfatter Jørgen Svenstrup genkender også fra sine mange samtaler som coach, at mennesker søger efter klare svar og faste overbevisninger, fordi det giver en følelse af kontrol. Når verden virker kompleks eller uoverskuelig, kan det være beroligende at tænke, at man har fundet den rigtige forklaring på, hvordan tingene hænger sammen.

Men ifølge Svenstrup kan den sikkerhed også blive en begrænsning for menneskelig udfoldelse.

“Det kan være enormt beroligende at være helt sikker på, at man har ret,” siger han. “Men i det øjeblik jeg er fuldstændig sikker, har jeg også lukket døren for, at noget andet kunne være sandt.”

For ham handler en vidhjertet tilgang til sine overbevisninger derfor i høj grad om mental fleksibilitet. Om evnen til at have overbevisninger uden at blive fanget i dem. Når mennesker begynder at identificere sig fuldstændigt med deres egne sandheder, bliver det sværere at lytte til andre perspektiver – og i sidste ende også sværere at udvikle sig.

Derfor mener han også, at det er sundt at udfordre sine eksisterende overbevisninger.

Ikke nødvendigvis fordi man skal opgive dem. Men fordi man gennem den proces kan opdage, hvad der faktisk bærer overbevisningerne. Når man undersøger sine egne antagelser, bliver ens overbevisninger enten stærkere eller mere nuancerede. Begge dele er værdifulde.

“Det er sundt at blive udfordret,” siger han. “Hvis ikke vi bliver det, begynder vores overbevisninger at stivne.”

For Svenstrup er vidhjertethed derfor tæt forbundet med en villighed til at blive klogere. Det kræver mod at indrømme, at man måske ikke har forstået alting endnu. Men netop den erkendelse kan åbne for en større frihed.

Når det kommer til tro, beskriver han sin egen tro som en måde at være i verden på snarere end som et system af svar.

“Jeg tror på det at tro,” siger han. “Jeg tror på, at det er sundt for mennesker at have et forhold til noget, der er større end dem selv.”

Tro bliver i den forstand ikke en lukket forklaring på verden, men en måde at leve med åbne spørgsmål på. Tro giver plads til undren og refleksion, og den minder mennesket om, at livet ikke kun kan reduceres til det, vi selv kan forklare.

I den forstand bliver vidhjertethed også en måde at leve på. Ikke ved at opgive sine værdier, men ved at holde dem med en vis lethed. At være villig til at lytte, til at undersøge og til at erkende, at ens eget perspektiv altid kun er ét blandt flere.

For Svenstrup er det netop i den bevægelse, at tro kan blive livgivende. Ikke som et sæt færdige svar, men som en relation, der åbner mennesket for verden og for andre mennesker.

For sognepræst Stine Munch hænger det at have en vidhjertet tro tæt sammen med erkendelsen af, at Gud ikke kan reduceres til noget, mennesker kan forstå fuldt ud.

“Jeg tror aldrig nogensinde, man kan begribe mysteriet om Gud helt,” siger hun.

Den erkendelse er for hende ikke et tegn på svag tro. Tværtimod er det netop her, troen begynder. For hvis Gud virkelig er Gud, må Gud nødvendigvis være større end menneskets forståelse.

Troen indebærer derfor også en form for overgivelse. Ikke i betydningen passivitet, men i erkendelsen af, at mennesket ikke kan rumme hele sandheden.

“Jeg ved ikke bedre end alle mulige andre mennesker,” siger hun. “Så også jeg må stå modtagelig.”

Når Stine Munch læser evangelierne, er det især én figur, hun kan spejle sig i: apostlen Peter. Peter er passioneret, impulsiv og nogle gange skråsikker. Egenskaber, mange mennesker inklusiv hende selv kan genkende. Han reagerer hurtigt og stærkt – egenskaber, som ikke nødvendigvis hænger så godt sammen med vidhjertethed, erkender Stine Munch.

Men samtidig minder hun sig selv om noget vigtigt: Jesus havde ikke kun én discipel, men tolv.

De tolv disciple repræsenterer forskellige mennesker med forskellige erfaringer og perspektiver. Hver af dem forstod og erfarede Jesus på sin egen måde. Den pointe har betydning for, hvordan hun selv forstår tro. Troen har en fælles kerne, men mennesker vil altid anskue den forskelligt.

“Jesus var jo ikke kun sammen med dem, som mente det samme som ham selv,” siger Stine Munch. “Tværtimod gik han ud i alle kroge af forskellige menneskers liv.”

Det perspektiv viser ifølge hende, at tro ikke kan reduceres til én bestemt måde at tænke eller tale på. Hvis Gud er større end menneskelig forståelse, må tro også rumme forskellighed.

Vidhjertet tro handler derfor ikke om at udvande troen eller gøre den relativ. Den handler om ydmyghed. Om at erkende, at man aldrig selv kan eje den fulde sandhed om Gud.

Netop den erkendelse kan åbne et større rum for både tro og samtale. Når ingen mennesker kan begribe Gud fuldt ud, bliver det også lettere at lytte til andre menneskers erfaringer og forståelser.

Og måske er det netop her, vidhjertetheden opstår: i erkendelsen af, at tro ikke først og fremmest handler om at have ret, men om at leve i relation til et mysterium, der altid er større end vores egne forklaringer.