”Når jeg sidder i spisesalen og ser på det bord, hvor vi to talte sammen, bliver jeg bevæget og taknemlig. Tænk at vi kunne få lov at møde hinanden og dele troen i et frit rum. Det kommer jeg ikke til at glemme.”
Få dage efter min hjemkomst fra Tao Fong Shan fik jeg en e-mail, der sluttede med disse linjer. Det var en hilsen fra en kinesisk kvinde, lidt yngre end mig, som jeg mødte en af de sidste dage, jeg var på ”Bjerget hvor Kristusvinden blæser”. Kvinden var teolog og var ansat på et universitet i en af Kinas mange millionbyer, hvor hun underviste og forskede. Hun var nu på et 3-4 måneder langt ophold i Hong Kong som gæsteforelæser på Institute of Sino-Christian Studies, som ligger på Tao Fong Shans område. Her oversættes og forskes der i teologisk litteratur med fokus på Kina, og det er her muligt at udføre forskning og undervisning, som det ikke kan lade sig gøre at gennemføre i det øvrige Kina.
Et frit troens rum er smukkere og mere værdifuldt end en hvilken som helst konges tronsal.
Malene Fenger-Grøndahl
”Der, hvor jeg arbejder, taler ingen af mine kollegaer om deres tro, og ingen af dem ved, at jeg er troende. De har ikke spurgt mig, og jeg har ikke sagt noget,” fortalte hun mig.
Vi blev introduceret for hinanden på Tao Fong Shan og satte os i spisesalen for at tale sammen. Hun fortalte mig sit officielle navn, men bad mig omtale hende som Clara, det navn, hun havde valgt som sit kristne dåbsnavn, da hun for fem år siden blev døbt i en katolsk kirke i USA. Hun valgte dette navn, fordi hun allerede som barn havde været fascineret af den katolske helgen Frans af Assisi, og hans veninde, den hellige Clara, der blev stifter af den kontemplative nonneorden, klarisserne. Desuden hed den by i USA, hvor hun blev døbt, Santa Clara.
Jeg blev overrasket og overvældet, da det gik op for mig, at en gruppe akademikere kunne være på tur sammen og dele både intellektuelle overvejelser og åndelig praksis.
Malene Fenger-Grøndahl
Clara fortalte mig, at hun var vokset op med en far, der var calvinistisk kristen, og en mor, der var buddhist, om end ikke særligt praktiserende. Som voksen havde Clara mødt nogle katolikker og var blevet tiltrukket af deres bønspraksis og den katolske kirkes spiritualitet. En længere proces endte med, at hun besluttede at tilslutte sig den officielle del af den katolske kirke i Kina. Men dåben fandt sted i udlandet, fordi hun der kunne føle sig fri til at fejre dagen og desuden kunne blive forberedt til dåben i et miljø, hvor det var muligt frit at tale om og praktisere katolsk spiritualitet.
”I Kina skal præsternes prædikener og undervisning godkendes af myndighederne, og der er mange ting, de ikke kan sige. En egentlig undervisning i bøn og spiritualitet har jeg fået ved private samtaler med de præster, jeg kender,” fortæller Clara.
Clara var interesseret i at høre om kirkens rolle i Danmark, både folkekirken og den katolske kirke, og om den indflydelse, buddhismen har i Vesten. Men først og fremmest ville kun gerne forstå, hvordan den gruppe, hun havde mødt fra Areopagos i Danmark og Norge, kombinerede intellektuelt arbejde og åndelig praksis i et fællesskab. Hun havde set og hørt, at Areopagos-gruppen holdt morgenandagt på Tao Fong Shan, havde stille bøn i Lotuskrypten under kirken og deltog i morgenbønnen i kirken.
”Jeg blev overrasket og overvældet, da det gik op for mig, at en gruppe akademikere kunne være på tur sammen og dele både intellektuelle overvejelser og åndelig praksis. Jeg ville ønske, at jeg havde sådan et fællesskab hjemme i Kina,” sagde hun.
Vi talte om ignatiansk spiritualitet – en tradition fra ordensstifteren Ignatius af Loyola, der i 1500-tallets Spanien stiftede Jesu Selskab, jesuiterordenen, som i dag er den katolske kirkes største orden. Det viste sig, at vi begge praktiserer meditation og lectio divina efter ignatiansk forbillede.
Jeg nævnte for hende, at ligesom Tao Fong Shans grundlægger, Karl Ludvig Reichelt, mente, at Gud har sat sig spor alle steder i sin skabning og i alle kulturer og religioner, mente Ignatius, at man kan søge og finde Gud alle steder – ikke mindst i naturen, kunsten og mødet med andre mennesker.
Vi blev enige om, at Reichelt og Ignatius sikkert kunne få en god samtale i evighedens tronsale – og sikkert ville smile ved synet af de møder, der fortsat finder sted på Tao Fong Shan.
Clara sukkede længselsfuldt, da hun hørte, at jeg havde mulighed for at komme på ignatianske retræter i Danmark.
”Jeg takker Gud for have mødt ham og have fundet en kirke. Men jeg drømmer om, at jeg en dag også kan tale og praktisere min tro frit i fællesskab med andre. Et frit troens rum er smukkere og mere værdifuldt end en hvilken som helst konges tronsal,” sagde hun til mig, inden vi tog afsked.