Langsomt ruller fodsålen hen over jorden. Langsomt tilbage. Organisk, næsten umærkeligt, flyttes vægten fra det ene ben til det andet og straks tilbage. Han er en bølge i slowmotion. Ruller ind og ruller ud. Som et åndedrag. Ind og ud med en umærkelig overgang.
Mellem hænderne holder han en pind af mørkt træ, omtrent på længde med hans underarm. En tai chi-ruler.
Når man ser ham, ligner han en gammel mand. Sorte, løse bukser. Hvid skjorte. En kakifarvet vest med lynlås, lidt gammelmandsagtig. Buskede øjenbryn. Han ligner mange andre ældre mænd i Hongkong. Men når man ser et øjeblik mere, er han ikke helt almindelig. Når han bevæger sig, er der tyngde og lethed på samme tid. En levende balance. Og hans ansigt: mildhed, koncentration, glæde.
Han hedder Father Dominic Chan Chi-ming og er katolsk præst i Hongkong. Han lærte kinesisk kampsport som barn, og som teenager begyndte han at lære tai chi. Under en retræte følte han et særligt kald til at lade denne kampsport blive en del af sin kristne praksis og sin tjeneste som præst. Nu har han undervist i tai chi i mere end 40 år.
“Tai chi hjælper på meget! Men det primære formål er at fordybe relationen til Gud.”
Father Chan
For ham er tai chi meget mere end en sport, der holder kroppen sund. Det er en måde at komme i balance på – og det opnår man ikke ved at kontrollere kroppen eller udmatte den. Det gør man ved at lytte til den. Tai chi er at lytte. Og for Father Chan er denne lytten en bøn. Tai chi er en måde at bede på.
Han gør det selv hver dag. Mindst en halv time. De stille bevægelser. Det intense fokus. Lige dér er han med Gud – uden at det er en tanke. Det er en væren. Et nærvær. Og han oplever, at det gavner ham, når han læser Bibelen. Det åbner den, lader ham være i bevægelse med ordene og Ånden. Det er, som om bevægelsen fra tai chi, balancen, fortsætter ind i dagen, ind i læsningen, ind i troen.
I dag er Father Chan lærer i vores meget midlertidige tai chi-skole. Vi er en lille gruppe fra Skandinavien, der denne dag øver os i tai chi. Balance. Bøn. Bevægelse. Vi er en slags moderne kristne pilgrimme på besøg på det kristne retrætested Tao Fong Shan. Et bjerg i Hongkong med udsigt over byen, bjergene og himlen på én gang. Her er stilhed, fugle, vind. Lotusblomster og vildsvin. En åbenhed og nysgerrighed over for at lære fra egne og andres spirituelle traditioner. Og i dag: denne langsomme praksis, der står i skarp kontrast til Hongkongs pulserende tempo. Father Chan er inviteret herop for at inspirere os til at tage tai chi ind som en del af vores spirituelle praksis.
Balance handler ikke om at finde et midtpunkt, man kan blive stående i. Det handler om at turde være i bevægelse.
Louise Franklin Højlund
Spirit of God,
come upon me,
fill my heart,
purify my soul.
Father Chan leder bønnen, og vi lærer gennem gentagelsen. Vi gentager ordene, indtil vi mener dem. Ordene skal ikke lægge sig i rummet eller oven på kroppen; de skal flyde ind i den.
Tai chi. Ordet kommer af Taiji, der betyder det højeste princip – ideen om balance mellem yin og yang. Og chi – fra Qi – livsenergi. Det er en indre kampsport udviklet i 1600-tallet, som bygger på klassisk kinesisk filosofi. Det handler om energi og balance. Det fysiske består af en serie langsomme bevægelser udført opmærksomt og ledsaget af dyb vejrtrækning. Det er stilhed i bevægelse. En kropslig dannelse.
Vi, de nordiske pilgrimme, er nybegyndere. Og heldigvis er der ingen koreografi, der skal huskes. Father Chans pædagogiske strategi er at bede med os. Det kan vi nybegyndere godt. Og så begynde at bevæge os. Uden at tænke for meget.
“Der er mange måder at bede på. Tai chi giver os én mere.”
Father Chan
Bevægelsen begynder i fødderne, fortsætter gennem hofter og ryg og videre ud i arme og hænder. Vi efterligner så godt, vi kan. Man skal tro på, at kroppen ved mere end hovedet. Blive et barn igen, spontant og organisk bevæge sig. I balance.
Balance er ikke at forstå som ligevægt i klassisk forstand – at kunne stå på ét ben – men snarere evnen til at være i bevægelse uden at miste forbindelsen. En dynamisk balance, hvor man hele tiden justerer, giver efter og tager imod.
Father Chan siger, at det første, man skal gøre, hvis man vil tage tai chi til sig, er at forpligte sig på en daglig praksis. Helst i naturen, hvor relationen mellem menneske, himmel og jord kan sanses tydeligt. Han underviser mest ved eksempel. Viser med sin krop langsomhed, opmærksomhed, balance. Og vi står der, en hel gruppe skandinaver, og holder energien mellem hænderne, mens vi prøver at bevæge os langsomt og flydende.
”Tai chi hjælper på meget!” siger Father Chan og holder en kort pause. Så fortsætter han: ”Men det primære formål er at fordybe relationen til Gud.”
Den lille pind på en underarms længde kommer på en overraskende måde til at hjælpe os nybegyndere. Vi taler om det bagefter. Den hjælper med at fokusere på energien. Hvis man bare skulle stå og lave meget langsomme bevægelser på en græsplæne – uden at det var hårdt eller disciplineret – ville nogle af os være et stykke uden for vores comfortzone. Men den lille pind giver os et formål og et holdepunkt. Vi skal jo holde den. Bevæge den rundt. Og så, ja, bevæge kroppen lidt rundt. Rulle som en bølge. Være i balance.
Vi trækker ud i solen foran Christ Temple. Father Chan opfordrer os til at lukke øjnene. Lave bevægelserne.
Jeg er sammen med solen, tænker jeg. Her i energien. Og så er jeg det. Og så er vi det. Med hver vores pind. Som en langsom dans i universet.
Vi lærer noget. Det er timer i tro uden så mange ord. Men med en åbenhed og nysgerrighed over for den energi, der findes, og som vi i Vesten mangler et præcist sprog for.
Balance handler ikke om at finde et midtpunkt, man kan blive stående i. Det handler om at turde være i bevægelse. Om at være opmærksom i kroppen, i verden.
Da vi afslutter, lyder ordene igen – som en cirkel, der sluttes:
Spirit of God,
come upon me,
fill my heart,
purify my soul.
”Der er mange måder at bede på,” siger Father Chan. ”Tai chi giver os én mere.”
