Areopagos har fået sit navn fra der bjerg i Athen, hvor Paulus ifølge Apostlenes Gerninger kapitel 17 holdt en stærk tale. Jeg må indrømme, at det ikke er et af de bibelsteder, jeg har fordybet mig mest i, eller som jeg kan udenad. Men under mit ophold på Tao Fong Shan var jeg så heldig at høre teksten læst under en af morgenandagterne. Og jeg blev mindet om – eller forstod måske først nu – hvor stærk en tale det er. Se blot dette uddrag:
Det, I således ærer, uden at kende det.
Apostelen Paulus
”Så stod Paulus frem midt på Areopagos og sagde: »Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse. For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer. Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder. Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder, som om han trængte til noget. Det er ham, der giver alle liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo – for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: ›Vi er også af hans slægt.‹”
Det var ikke Gud, der torturerede mig. Og de, der gjorde det, må være langt fra Gud og have hårde hjerter. Jeg takker Gud for, at han ikke har givet mig deres skæbne.
Den ene mand
Teksten rummer dybder og perspektiver nok til ugers ellers års meditation. Men denne morgen var der især en sætning, der ramte mig: ”Det, I således ærer, uden at kende det”. Hvordan ærer man den Gud, man ikke kender (men som dog ikke er langt borte fra en eneste af os, ifølge Paulus)? I løbet af dagen dukkede flere erindringer op i mit indre om mennesker, som havde gjort dybt indtryk på mig, fordi de levede, som om de kendte Jesus og blev ledet af hans kærlighed – selv om ingen af dem var kristne.
En af dem var en sufi, en islamisk mystiker, jeg mødte i Iran for omkring 15 år siden. En midaldrende mand, der allerede lignede en gammel mand. Udtæret, rynket, tynd og plaget af smerter. Men hans blik var brændende, intenst og mildt på samme tid, og han havde en særlig form for venligt nærvær, som med det samme betog mig.
Jeg var i Iran med en bekendt, der var religionsforsker, for at besøge sufier forskellige steder. Vi var begge interesserede i islamisk mystik, og vi havde planlagt denne rejse til Iran for at få nærmere indtryk af sufismens tilstand og vilkår i Iran. Vi rejste som turister og havde lavet aftaler med nogle sufier, som gerne ville tale med os – selv om det var farligt for dem. Dels var det at praktisere sufisme i Iran noget, som myndighederne så på med stor mistro, og som man kunne blive straffet for, dels var det at have kontakt med vesterlændinge også risikabelt, fordi det kunne bruges som grundlag for anklager om at samarbejde med fjendtlige magter.
Vi mødtes med en del forskellige mennesker under vores ophold, men det var denne ene mand, der gjorde det stærkeste indtryk på mig. Jeg mærkede med det samme, at han var nervøs, og han fortalte efter et par dage, at han havde været fængslet efter den islamiske revolution og været udsat for voldsom tortur. Han led af mentale og fysiske følgevirkninger, sov dårligt, havde flashbacks og stærke ledsmerter. Under en af vores samtaler spurgte jeg ham, om han ikke havde svært ved at tro på Gud, når noget sådan kunne overgå ham. Om han tvivlede, eller om han var vred og bitter – på Gud og på torturbødlerne. Han kiggede på mig med et kærligt blik og svarede: ”Det var ikke Gud, der torturerede mig. Og de, der gjorde det, må være langt fra Gud og have hårde hjerter. Jeg takker Gud for, at han ikke har givet mig deres skæbne”.
Da vi nogle dage senere skulle flyve tilbage til Teheran, fulgte han os til lufthavnen og tog afsked med på parkeringspladsen i god afstand til indgangen. ”Jeg kan ikke følge jer længere, for hvis jeg bliver fanget på et overvågningskamera sammen med jer, kan det bruges imod mig,” forklarede han.
Vi takkede for hans gæstfrihed og generøsitet og bad ham hilse de andre sufier i den gruppe, han var en del af. Han ønskede os en god rejse, og vi vendte os for at gå. Da vi havde gået et par skridt, kaldte han os tilbage. ”Vil I bede for mig?” spurgte han. Og selv om jeg ikke følte mig værdig til at bede for en, hvis kærlighed var så stærk, at den kunne overleve fængsling og tortur, nikkede jeg stumt. Siden har jeg med stor taknemlighed bedt for ham. Og jeg ved, at jeg fremover vil tænke særligt på ham, når jeg hører eller læser teksten om Paulus’ tale på Areopagos.