Min første morgen på Tao Fong Shan vågner jeg med jetlag og en fornemmelse af ikke helt at være landet. Men det hjælper med en solid morgenmad, to kopper kaffe og en andagt, som formanden for Areopagos’ styrelse, Poul Erik Knudsen, og Areopagos’ generalsekretær, Silje Kvamme Bjørndal, står for. Andagten begynder med en stille vandring fra spisesalen, hen over en skovdækket del af bjergplateauet og ud til et stort kors, der er rejst helt ude på spidsen, med udsigt ud over Hong Kongs skyskrabere. Det føles godt at stå heroppe, omgivet af træer, og se ned på den travlt myldrende by. Vi står i en rundkreds omkring korset, mens der læses et par enkelte tekster. Andagten slutter med den aronistiske velsignelse, som formanden lyser over os. Solen skinner, og der flagrer et par sommerfugle omkring os. På korset står to kinesiske skrifttegn – ”det er fuldbragt”.
Jeg tænker på, om Reichelt ville tænke det. Om hans mission er fuldbragt. Meget er sket her, og vinden er blæst over bjerget i forskellige retninger.
Malene Fenger-Grøndahl
Jeg tænker på, om Reichelt ville tænke det. Om hans mission er fuldbragt. Meget er sket her, og vinden er blæst over bjerget i forskellige retninger. Der kommer ikke længere buddhistiske munke på besøg, men masser af kirkegrupper og enkeltpersoner, som enten nysgerrigt går omkring og tager selfies og slår et smut ind i kirken. Nogle bor her på en form for retræte, andre kommer i dagtimerne for at deltage i kurser i kristen kinesisk kunst, åndelig vejledning eller andre af stedets nyere tilbud.
Det er nok bare slet ikke den alen, man skal måle med.
Malene Fenger-Grøndahl
En kvinde, jeg falder i snak med, fortæller, at det store kors, tiltrækker folk til bjerget og vidner om, at Kristus også har hjemme her. En af hendes venner var indlagt på hospitalet og var tæt på at miste håbet om at blive rask. Men da hun kiggede ud ad vinduet på sin sygestue og så korset på toppen af bjerget, fik hun håbet igen. Hun blev rask og tog op til Tao Fong Shan for at takke Jesus.
Historien er smuk, men samtidig er der noget i mig – sikkert afstedkommet af min opdragelse i en skandinavisk tradition for enkelhed og for blufærdighed omkring offentlige udtryk for tro – der vrider sig lidt. Er det, fordi jeg hører en form for triumf over, at kristendommen i en form for konkurrence mod den dominerende buddhisme her i regionen, alligevel har en chance?
Samme tanke slår mig, da jeg senere samme dag er med en gruppe oppe på Lantau-bjerget. Her er rejst en enorm siddende Buddha-statue – vist den næsthøjeste i verden. Mens nogle går de flere hundrede trin op til statuen, går vi andre op på Lantau Peak – en top, som vi når med sved på panden – og bliver belønnet med en storslået udsigt. Korset på Tao Fong Shan kan vi dog ikke se herfra, og i det hele taget er tanken om en konkurrence mellem religionerne jo absurd. Og den ville – set herfra – heller ikke falde ud til kristendommens fordel. For den store Buddha-statue er et enormt tilløbsstykke – sammen med det kloster, som blev grundlagt omkring samtidig med, at Reichelt kom til Tao Fong Shan og begyndte at anlægge sit spiritualitets- og pilgrimscenter. Det er tydeligt, at der er langt flere ressourcer og større omsætning her. Der er cafeer, restauranter, tøjbutikker og souvenirsalg.
Det kan Tao Fong Shan eller Jesus ikke konkurrere med – i hvert fald ikke her. Så skal man nok til et katolsk valfartssted som Lourdes i Frankrig – hvor jeg dog af egen erfaring ved, at kommercialisering og autentisk spiritualitet godt kan kombineres. Det er nok bare slet ikke den alen, man skal måle med. Og jeg tænker, at hjertet i Tao Fong Shan ikke er det høje hvide kors, men Lotus-krypten under Christ Temple. Et dunkelt rum, hvor sollyset om morgenen kommer ind gennem et glasvindue, som er dekoreret med lotusblomsten, hvorfra korset vokser frem. Et smukt billede på fælles vækst – ikke gold konkurrence.