I det andet kapitel af 1. Mosebog læser vi: “Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.” Mennesket er jord, mennesket er ler, mennesket er fysisk – og mennesket er ånd. Denne dobbelte forståelse gennemsyrer de bibelske tekster og har fået mange udtryk gennem kirkens historie, hvoraf et af de smukkeste er Grundtvigs bestemmelse af mennesket som et guddommeligt eksperiment af ånd og støv.
Denne forståelse kaster lys over den hyppige brug af krigs- og hærmetaforer i de bibelske tekster, som vi for eksempel finder i Efeserbrevet kapitel 6. Her tales der om, at mennesket står i en åndelig kamp og må iføre sig Guds rustning for i bogstaveligste forstand at være forberedt til denne kamp.
Efeserbrevet 6,10-17
Endelig, bliv stærke i Herren og i hans mægtige kraft!
Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb.
Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.
Tag derfor Guds fulde rustning på, så I kan stå imod på den onde dag og blive stående, når I har fuldført alt.
Stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, ifør jer retfærdighed som brynje, tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium,
løft i alting troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile, grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord.
Hvad består denne rustning af? Den består af kvaliteter, som mange ville kalde moralske. Det særlige er dog, at de ikke blot skal udøves, men iføres – ligesom tøj – som gaver fra Gud, der må modtages fra ham. Formålet er, at man skal kunne modstå “den onde dag”, som teksten siger; det, vi i moderne sprog ville kalde resiliens.
Rustningen begynder med sandhedens bælte – sandheden holder tingene sammen. Dernæst retfærdighedens brynje – det er ikke menneskets styrke og kraft, men Guds retfærdighed, der beskytter. På fødderne er skoene, villigheden til at gå med fredens evangelium. Det er bemærkelsesværdigt, at det, der giver bevægelse i denne krigeriske metaforik, er netop fredens budskab.
Vi rustes til åndelig kamp ved at udbrede fred. Den særlige beskyttelse mod ondskabens pile er troens skjold, i samspil med frelsens hjelm. Alt dette gives af Gud, men vi må selv aktivt iføre os det. Til sidst nævnes det eneste angrebsvåben i hele samlingen: Åndens sværd, som er Guds ord.
Når vi som moderne mennesker læser en sådan tekst, kan vi let fristes til at forstå det som en individuel øvelse, en slags åndelig prepping. Men det vil være en misforståelse. Udgangspunktet er fællesskabet med andre – et fællesskab, der udfolder sig i bøn for andre, hjælp til andre og afhængighed af andre. At blive rustet til fred er derfor ikke et soloprojekt, men sker i deltagelsen i et forpligtende fællesskab, som naturligvis kan tage sig anderledes ud i dag end i nytestamentlig tid.
Konklusionen er, at vi må erkende, at vi både er ånd og støv, og at vi har brug for – sammen med andre – at modtage og iføre os Guds gode “våben”, Guds fulde rustning, så vi kan blive rustet til fred.
