Ett er nødvendig
Ett er nødvendig – her
i denne vår vanskelige verden
av husville og heimløse:
Å ta bolig i seg selv
Gå inn i mørket
og pusse sotet av lampen.
Slik at mennesker på veiene
kan skimte lys
i dine bebodde øyne.
Hans Børli
Vi er hinandens, og den måde, vi er i verden på og i os selv på, betyder noget for dem omkring os. Vores indre og det, der er på spil derinde – det forplanter sig både i vores relation til os selv og til dem omkring os.
Derfor betyder hjertets dannelse, og det at være hjemme hos os selv også noget. Om vi kender vores egen passion og ved, hvad der gør os glade. Om vi står stærkt i forhold til at kunne rumme vores egen kommen til kort, i forhold til den tvivl, der bor i os. Kan vi blive ven med vores eget hjerte? kunne man spørge.
Når diskursen om åndelig oprustning får plads i den offentlige dialog i Danmark netop nu, handler det måske om, at vi på ny må finde tilbage til os selv. Vi må formå at trække os væk fra verden i stjålne øjeblikke, lade alt det dejlige, som er i verden vente, og bare sidde med os selv.
I trængte tider; når livet går galt, når dem omkring os har det svært, når vi er blevet forladt eller har mistet, når vi tror, alt håb er ude, når verden forandrer sig på måder, vi ikke forstår, eller ikke er enige i, når systemerne bliver pressede, og når den retfærdighed, vi så brændende ønsker os, ikke er at finde nogen steder; når vi mærker frygt, vrede, tvivl, længsel, uvished, uden at kunne dulme den uro, vi føler – så leder hjertet efter ro og tryghed uden trangen til at flygte fra os selv og evnen til stilheden i at sidde lige dér, midt i det hele.
Der er tusindvis af eksempler på mennesker, der har udholdt krig, sygdom, forfølgelse, racisme og afmagt, og som har vist os, at det er muligt at møde livet med en vished om, at freden i hjertet kommer indefra. At det reservoir af fred, nåde, sandhed og skønhed, som vi har brug for, kommer af det, vi har fyldt vores hjerte op med, og af det, vi tror om os selv.
At ruste sig åndeligt er at tage vare på sig selv midt i alt det, der rent faktisk er. Og den bevægelse kræver tid og intension. For hvilke elementer skal der for at finde tilbage til en stærk indre kerne? Hvilke typer bevægelse skal der til?
Bevægelse 1
Den vigtigste bevægelse – at kigge ind og opleve sig selv
Denne bevægelse er måske den sværeste del af øvelsen, og den er livslang. Her må man mærke grundigt efter. For bevægelse 1 indebærer en forståelse og dyb accept af vores eget jeg.
Nogle af os er så velsignede, at vores forældre får givet os en helt tryg forståelse af vores eget jeg, mens andre blandt os må arbejde lidt hårdere på at komme på plads med den, vi er.
Bibelen siger, at vi alle er skabt unikke, og at vi er skabt i Guds billede, og at vi er gode præcis som vi er.
I Det Gamle Testamente bruges det hebræiske ord tôv (טוֹב). Gud ser på sin skabning og synes, at den er tôv – god, som den er. Her bruges ikke ordet perfekt. Det med at skulle være perfekt er noget, grækerne kommer i tanke om senere. Men hos Gud er ting ”gode” og ”gode nok”. De er lige, som Gud vil have det.
Derfor er bevægelse 1 også det at sidde med, at vi også har fejl og mangler, og at de fejl og mangler godt må være der. For i vores gudbilledlighed er der en skabthed, der er ”god nok” – tôv.
Når du arbejder med dig selv og med at acceptere den, du er, kan det ske gennem flere forskellige praksisser:
- Øv dig på at lade dine facader forsvinde og mærke dig selv inde bag det hele
- Øv dig i at være alene
- Øv dig i at lytte til dit hjerte
- Øv dig i at spørge om hjælp
- Øv dig i at mærke efter: Hvad mener jeg egentlig?
- Øv dig i at finde ro. – Nogle af os finder ro ved vinterbadning, mens andre finder ro ved at skabe noget med hænderne. Vi er forskellige, og det er tôv!
Bevægelse 2
– at fylde på hjertet og kigge ud og berige og styrke sig selv, at blive medskaber, at mærke mulden, planterne, dyrene, havene
Her må vi optage viden og sanselig erfaring.
Litterær dannelse er væsentlig, kunst og musik betyder noget og vækker vores hjerter, åndelig søgen er vigtig, for blandt andet herigennem finder vi ro i, at andre har det ligesom os. Vi finder ro i at spejle os i andres liv, vi finder ro i litteratur, i poesi, i musik, i film, i rum, der afspejler noget, vi kender, og noget ukendt, som vi gerne vil lære at kende.
I bevægelse 2 må vi sanse verden, naturen omkring os, blomsterne, bierne, træerne, Vesterhavet, Tisvilde Hegn og andre omegne af verden, der også er en del af skabningen. Her taler forskellige steder til os hver især.
Vi må dufte til blomsterne, lære en ny plante at kende, lade tæerne mærke sandkornene på stranden, plukke et æble og nyde hver bid med langsomhed, blive bevidste om vores åndedræt, holde hinanden i hånden, mærke vinden mod ansigtet, når vi cykler, indtage verden og hvert et strå på vores vej.
Jeg må nævne musikken her. Musikken har en sjælden evne til at styrke os i det indre. Her er det netop det ordløse, det sanselige, det åndelige, der kan få plads. Det kan komme til os i tonerne, helt uden ord, og åbner vores hjerter helt uventet.
Bevægelse 3
– at række ud, at finde nåde, fred, taknemlighed og nærhed, og at skabe forsoning og retfærdighed i verden
Denne bevægelse handler om at lade vores hjerter vokse, at skabe rum. For at ruste sig åndeligt er også at række ud, at være nysgerrig, at finde plads, at tage vare på nogen omkring os, at søge retfærdighed, at give af os selv, af vores midler, af vores hjerte. Her må vi strække os, øve os, gå ud på diverse broer for at komme i møde, tage modige skridt hen mod den, vi ikke forstår. Vores hjerter må forsone sig med det, der er.
At ruste sig åndeligt er også forsoning. Det er at aflægge os selv for andre, at finde ro i hjertet til at give plads til ikke at få ret. At skabe rum og mulighed for forsoning kræver et stærkt selv. Et selv, der er forsonet med sig selv, er klart til at afgive noget.
Bevægelse 3 er et svært sted, for hele verden står i en række voksende dilemmaer for tiden. Fronterne er hårdt trukket op, retfærdigheden i verden er truet, og der må skabes noget plads midt i magtkampen. Det er en ulykkelig situation. Her er det godt at vide, at freden er mulig, og at vi må arbejde hårdt på den. Ikke for selv at få fred, men for at medarbejde på en retfærdig verden, hvor de, der lider, også kan finde fred.
I bevægelse 3 må det selv, vi arbejder hårdt på at styrke i bevægelse 1 altså med kraft afstå fra noget. Vi må give afkald på retten til at få ret. Bevægelse 3 kaldes også ofte den tredje vej. Vi strækker os mod hinanden og finder sammen en ny vej.
At finde hjem til sig selv er åndelig oprustning, der kan forandre verden. Det handler om den måde, vi er i verden på, og her kan vi øve os sammen. For vores stærke kerne, der har fundet hjem til sig selv, der strækker sig mod fred, uden forstillelse, uden behov for magt – det er det, vi kan give til verden. De tre bevægelser foregår – det siger min erfaring – gennem hele livet, og vi veksler også mellem forskellige livsfaser, og vores udblik kan skifte over tid.
At finde hjem til sig selv, så livet kan udfolde sig, også når det er svært, kan blive obstrueret af sygdom, af angst og afmagt. Hvis du oplever, at livet er svært, kan du søge hjælp hos din læge til at komme videre.
