Kan vi elske den, vi ikke forstår?

Forestil dig en søndag morgen. Du står i køkkenet med morgenhåret strittende og med en lunken kop kaffe i hånden. Skraldespanden er overfyldt – igen. Du sukker. Du konfronterer din partner. Er det virkelig så svært at tage den ud? Han trækker på skuldrene. – Jeg ser det ikke som et problem.

Og dér er den. Ikke skraldespanden, men kløften mellem jer. Den forskellighed, der først virkede som en kærkommen kontrast til din egen væremåde, men som nu skurrer som en skæv tone i et ellers harmonisk stykke musik.

Forskellighed i kærlighed er et paradoks. Vi forelsker os i den. Vi drages af den. Vi går fra hinanden på grund af den. Skal vi arbejde med den, strække os, prøve at forstå? Eller skal vi bare leve med den?

Psykolog, forfatter og direktør for Center for Familieudvikling, Mattias Stølen Due, har mødt utallige par, der slås med netop disse spørgsmål.

– Det er ikke forskelligheden, der er problemet, men om vi gør den andens forskellighed forkert, fortæller han.

Han mener ikke, at vi kan løse alt, men at vi kan øve os i at møde forskelligheden med nysgerrighed og interesse frem for irritation.

Tænk på de første måneder i et nyt forhold. Hun er spontan, du er struktureret. I griner af det, giver hinanden kærlige øgenavne. Men et par år senere er det ikke længere charmerende, at hun aldrig planlægger noget. Nu er det uansvarligt. Og den stabilitet, du bidrog med? Hun føler sig kontrolleret og styret.

Når vi møder et menneske, der ser verden anderledes, kan det vække os til live.

– Ej, hvor er det interessant, at du ser verden på den måde, siger Mattias.

– Til en start synes vi, at forskellene er eksotiske og spændende. Men så kommer hverdagen. Forelskelsen blegner. Nu er forskellen ikke længere spændende – den er besværlig.

Mattias fastholder dog, at forskellighed er en berigelse, fordi den giver os nye perspektiver, selvom det er udfordrende, når vi skal arbejde for at forstå og acceptere den.

– Hvis vi var ens, ville vi have færre konflikter. Men også mindre udvikling, mindre vitalitet, mindre dynamik, mindre spænding. Problemet opstår, hvis vi dømmer den andens forskellighed ude i stedet for at prøve at forstå den.

Hans tilgang er terapeutisk. Vi kan lære at navigere i forskelligheden. Lære at være nysgerrige. Lære at lytte uden straks at gå i forsvar. Men han understreger samtidig, at vi ikke skal være kompromissøgende for hurtigt. Vi skal tage os tid til først at forstå. Det er en forudsætning.

– Hvis vi altid søger kompromisset og skærer direkte til en løsning, risikerer vi at udviske os selv og de forskelle, der gør os til dem, vi er. Har den ene et større behov for nærhed end den anden, nytter det ikke bare at finde en hurtig middelvej – vi må først forstå hinandens perspektiver.

Men hvad nu, hvis vi umuligt kan forstå eller på ingen måder interesserer os for sider af vores partner – fordi det ikke siger os noget, eller fordi det virkelig går os på. Skal vi foregive en interesse, forsøge at finde en mellemvej eller bare give op?

Sognepræst Ane Øland Bækgaard har en supplerende indgangsvinkel. Hendes perspektiv er anderledes, men ikke helt modstridende. Ane Øland Bækgaard har talt med mange par om kærlighed – blandt andet i DR-programmet Størst af alt er kærligheden. Hun har hørt mange variationer af den samme sætning: “Vi var for forskellige.”

Hun advarer mod, at kærlighed bliver et selvudviklingsprojekt. Ifølge hende fokuserer vi for meget på konstant forhandling og forfinelse og glemmer, at noget bare er.

– Vi skal stoppe med at vende alle udfordringer i forholdet til noget positivt eller et læringspunkt. Det er noget tidsånds-bullshit for at være ærlig, siger hun.

Hun har set adskillige gange, hvordan idealet om “det gode parforhold” kan blive en kvælende forventning.

– Jeg synes ærligt, det lyder lidt anstrengende, siger hun, da jeg spørger til idéen om at øve sin interesse i den andens forskellighed. – Måske skal vi ikke altid være interesserede – det vigtige er, at vi er ærlige og fastholder en autentisk og nærværende kontakt. Vi skal ikke foregive noget.

Ane Øland Bækgaard mener, at vi har brug for at opgive mere. Bruge mindre tid på at forstå alt og mere tid på at rumme det, som er. Leve fuldt ud med hinanden – som vi faktisk er. Selv når det er hårdt og ikke giver mening. At acceptere uden nødvendigvis at synes om.

– Vi kan høre hinanden, fornemme hinanden og tage hinanden alvorligt – det er vigtigt. Men vi kan ikke altid forstå hinanden eller opnå konsensus. Det er befriende, når vi stopper med at ville lave om på hinanden og begynder at rumme hinanden, fortæller hun.

Hun fortæller, at hun sjældent har en følelsesmæssig kærlighed eller begejstring for sin mands forskelligheder og omvendt. Men hun siger alligevel:

– De sider af min mand, som jeg nogle gange kan synes er næsten fjendeagtige – også dem skal jeg have en form for kærlighed til, siger hun og inddrager kærlighedsbuddet fra den kristne tro om at elske sine fjender.

Måske ligger der en visdom hos begge parter, som skal findes i nuancerne. Vi frygter at vokse fra hinanden. “Vi blev for forskellige,” siger mange, der går fra hinanden. Men ifølge Mattias Stølen Due handler det sjældent om, at vi bliver for forskellige.

– Vi vokser ikke fra hinanden – vi holder op med at være nysgerrige, siger han.

Mattias ser det som en løbende bevægelse, hvor vi må insistere på at lære den anden at kende på ny.

– Hvis vi tror, vi forstår vores partner fuldstændigt, er det netop dér, vi begynder at glide fra hinanden.

Ane deler delvist perspektivet fra Mattias, når hun siger, – Kærlighedens værste fjende er ikke had, det er ligegyldighed.

Men hun bruger kræfter på at understrege, at hun ikke ser det som altafgørende at forstå og være interesseret – snarere, at man bevarer en ægte kontakt, der hverken er foregivet eller anstrengt.

– Jeg har udviklet mig meget gennem årene. Min mand har ikke været så optaget af selvudvikling og har ikke haft den store interesse i at følge mig på den rejse. Det har været en sorg, da jeg vil ønske, at han gik mere op i det. Men vi har alligevel bevaret en dyb og omsorgsfuld kontakt.

– Jeg er gået fra at ville kæmpe for, at vores forhold skulle være på en bestemt måde, til at give op på meget mere, siger Ane og tilføjer: – Ikke for at give op på kærligheden. Men for at give op på, at forskellighederne skal være mindre.

Et af kærlighedens paradokser er, at vi længes efter at blive forstået fuld ud, mens vi aldrig kan forstå et andet menneske til fulde. Nogle vil sige, at det er en opfordring til nysgerrighed – at vi må blive ved med at stille spørgsmål, lytte og forsøge at se verden gennem den andens øjne. Andre vil sige, at vi må slippe ønsket om at forstå alt ved hinanden og i stedet rumme, fornemme, elske og leve med hinanden.

Måske er kærlighed hverken en opgave, der skal løses, eller en gåde, der skal forklares. Måske er det noget, vi må læne os ind i og bære sammen, mens vi insisterer på at forblive forbundet. Ikke fordi vi altid forstår eller er enige, men fordi vi har valgt hinanden.

Ane Øland Bækgaard trækker på Paulus’ ord i 1. Korintherbrev 13,12, hvor han skriver: – Nu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv fuldt ud er kendt.

For hende er dette en påmindelse om, at vi aldrig kan se den anden helt klart. At vi længes efter at forstå og blive forstået, men at der altid vil være et slør mellem os.

– Vi tror nogle gange, at vi kan eje hinandens indre liv, men vi ser altid kun brudstykker. Vi ser den anden i glimt – aldrig i sin helhed, siger hun.

Hun slutter af med at citere Kathrine Lilleør: – Forventer vi glæden i bestemt form, eller tør vi forvente os glæden i ubestemt form?

Og måske er det netop her, kærligheden prøves og styrkes. Ikke i de øjeblikke, hvor vi spejler os i hinanden og føler os genkendt, men i dem, hvor vi ikke genkender den anden, og alligevel bliver. Måske er det, når vi tåler det uforståelige, at kærligheden beviser sin styrke.