Har du haft en åndelig oplevelse? Det har disse fire personer

Jeg har flere forskellige åndelige oplevelser – oplevelser som hver især har styrket min tro på, at der er mere mellem himmel og jord, og at der findes en højere guddommelig kraft. En kraft som i sidste ende styrer os henimod mere kærlighed og medfølelse.

Min første oplevelse, som kom delvist uventet, var, da jeg fik en “hjerteeksplosion”. Jeg kan ikke finde et mere passende ord, da der kun er lidt information at finde om fænomenet – og det meste er fra udlandet. Jeg oplevede, at mit hjerteområde på et splitsekund eksploderede af energi. Rent fysisk begyndte mit hjerte at hamre, og der pulserede enorme mængder energi omkring hjertet – området i sig selv blev varmt. Samtidig blev jeg fyldt med så meget kærlighed, at jeg ikke kan sætte ord på det, og jeg husker, at jeg ganske simpelt blev overvældet med tårer af ren lykke og kærlighed.

Oplevelsen og de fysiske/følelsesmæssige symptomer varede ved i flere timer, men nu hvor det er flere år siden, kan jeg også sige, at det har forandret mig som menneske. Sidenhen er jeg også blevet klogere på fænomenet, og er meget taknemmelig over, at jeg har fået lov til at mærke den kraft og forandring, det har medført. Jeg tror på, at vi alle har potentialet for at opleve det, men at det for nogle er forudbestemt før vi inkarnerer på jorden.

Jeg tror, det er svært at undgå åndelige oplevelser. De er langt mere almindelige end mange tror. Forleden brugte jeg tid på bede til Gud sammen med en gruppe venner, som jeg har set regelmæssigt de sidste par år. Vi har fulgt hinanden igennem alle slags livssituationer: Glæde, sorg, tab, sygdom, håb.

Jeg kommer i en frikirke, og i vores tradition lægger vi ofte hænderne på hinanden, når vi beder. Det er et symbol på, at Gud er tæt på og har omsorg for os. Da turen kom til mig, og mine venner lagde hænderne på mine skuldre, oplevede jeg, at Gud mindede mig om, at troen trives bedst i fællesskab med andre. Jeg er med til at bære de andre, og de er med til at bære mig.

Jeg var på besøg hos min søster, og hun havde et gammelt udhus, hvor der var blevet ryddet op mange gange de seneste år. Midt på gulvet lå pludselig en tolv år gammel avis.

Jeg havde tænkt på min gamle ven Tore den dag. Og da jeg åbnede avisen blev jeg chokeret – der var en artikel på to sider om min ven. Han døde kort efter avisens udgivelse.

Det var ligesom han var her igen, jeg mærkede sorgen og savnede ham så meget. Det var kraftfuldt og mystisk på samme tid; hvordan opstod denne avis lige her og nu?

Min ledsager sagde den eftermiddag: “Han vil fortælle dig noget!”, og så stod det pludselig klart for mig, hvad Tore ville minde mig om; Jesu ord om Himmeriget, som er i os. Guds rige i vores midte.

Min kone havde fået en kæde med vedhæng i gave fra kunstneren selv, Camilla Prytz.

En dag manglede kæden. Det første sted vi ledte var i den lille papkasse, hvor kæden lå, når det ikke var i brug. Men det var der ikke. Vi vendte lejligheden på hovedet til ingen nytte.

Vi lagde os til at sove. Lige inden jeg faldt i søvn, sagde jeg til mig selv: Kære Gud! Jeg ved, at dette bare er en kæde, som ikke er vigtig ud over symbolsk værdi. Men alligevel: Giv mig i det mindste et lille hint om, hvor det kunne være blevet af!

Tidligt næste morgen havde jeg en mærkelig følelse. Jeg følte, at nogen sagde: Jeg sender Marcello! Og så, i denne halvsøvnende tilstand, oplevede jeg en ældre mand sige: “Amuletten er i papkassen!”

“Huh”, tænkte jeg. “Det kan ikke passe. Papkassen var det første sted, vi kiggede!”

Jeg fortæller så min kone om min drømmevision. Vi griner lidt, drikker en kop te og sludrer om dagens gøremål. Pludselig skal jeg ind i stuen for at hente noget. Så ser jeg papkassen. Jeg får en mærkelig følelse…

Skal jeg tage et kig? Jeg åbner kassen. Der er kæden! Og jeg tænker: Marcello? Var det Marcello Haugen?

(Marcello Haugen er en kendt, synsk nordmand som levede fra 1878-1967, red.)