Han fik Peter Øvig tvangsindlagt på den lukkede afdeling: ”Som ven var jeg forpligtet på at gøre noget, jeg syntes var modbydeligt”

”Hej Niels, det er mig,” siger jeg og vinker til Niels, idet han træder ind ad døren på den café, vi har aftalt at mødes på i Indre By i København.

Jeg har læst hans efterskrift i Peter Øvigs bog, ”Min mor var besat – da jeg mødte depressionens dæmon”. Et efterskrift om venskab, om forpligtelse og selvopofrelse. Om tålmodighed og udholdenhed. Og om at tvinge en beslutning igennem, man som ven aldrig hverken havde drømt om eller nogensinde ønsket at skulle gøre.

Dampen står op af vores to sorte kopper kaffe. Bogen ligger ved siden af os. Niels kigger ud ad vinduet og henter sine tanker dybt nede fra en brønd, der ligger i hans indre.

”Peter og jeg blev venner, da vi var 11 år”, fortæller Niels Mosumgaard indledningsvist. Han er musiker og komponist og har været politisk aktiv i musikbranchen i mange år.

”Peter stod i spidsen for et skoleblad i folkeskolen, som det skulle vise sig, at jeg kom med i. Det var starten på vores livslange venskab, og vi har i dag været venner i over 50 år.”

Ifølge Niels Mosumgaard har Peter Øvig ofte haft nedture i forbindelse med sit forfatterskab. ”Nogle huller”, de begge kunne falde ned i. Men en sommer i 2017 blev Peter mere trist, end han plejede, og det blev værre og værre på trods af, at han opsøgte hjælp.

”Da det blev efterår, gik vi en tur i dyrehaven. Han fortalte mig, at han var angst og gerne ville passe sig selv. Vi havde en aftale i vores venskab om, at ville der ske noget med os eller med vores familier, så ville vi være der for hinanden,” fortæller Niels Mosumgaard og fortsætter:

”Da vi nærmede os hans hjem, mærkede jeg, at jeg måtte tage over. Vi talte med hans kæreste, og vi lavede et skema, hvor vi kunne sørge for, at han ikke var alene. Han skulle enten være sammen med mig, sin kæreste eller andre af vores venner.”

Men de fandt hurtigt ud af, at Peter Øvig begyndte at snyde dem. Han aflyste sine aftaler med den begrundelse, at han skulle være sammen med nogle af de venskaber.

Men det var løgn. For aftalerne fandt ikke sted i virkeligheden, og ved at lyve overfor sine venner og kæreste forsøgte Peter Øvig at være alene.

”Hmmm,” siger jeg og ser op på Niels. Vi tager en lille pause i fortællingen om Peter Øvigs sygdomsforløb.

”Hvordan vil du beskrive dig selv som ven?”, spørger jeg ham.

Han kigger eftertænksomt ud ad vinduet.

”Stabil, loyal og vedholdende,” siger han og tænker videre.

Indtil nu fornemmer jeg, at en venskabsrelation ifølge Niels Mosumgaard indebærer at kunne bære sin vens smerte på sine skuldre.

Han fortsætter sin tankestrøm:

”Jeg tror på mine venner. Jeg har en del gode venner, som jeg har haft i mange år, hvor vi stoler på hinanden. Det er som et kærlighedsforhold, hvor man ikke kan erstatte vedkommende. Traumet med Peter handler om, at jeg følte, at han forsvandt. En relation, som ikke kan erstattes af noget som helst. Så jeg kæmpede også forat fastholde vores relation. Peter er jo min bror, min livsmakker,” siger han og fortsætter:

”En familiebror har man jo ikke valgt. Så man er forpligtet på en anden måde. Hos ens

venskabsbror kan man altid blive forladt. Det er noget, man vælger til – og det tror jeg er meget vigtigt. Når man har en relation, som Peter og jeg har, er det noget, man konstant vælger til.”

”Som livsmakkere har vi delt fortroligheder med hinanden og tanker fra vores inderste liv. Det indebærer, hvordan man etablerer sig selv som menneske, og vi har haft indspark i hinandens liv i alle dets facetter og perioder. Den slags relationer har jeg ikke til andre, selvom jeg har andre rigtig gode venskaber.”

”Jeg tror ikke, at det er noget med, at man føler sig forpligtet i et venskab. Man er forpligtet,” fortæller han. Jeg giver slip på mit blik og vender øjnene ud mod de mennesker, der sidder på cafeen. Mine tanker studser over, hvor mange af mine venner jeg egentlig ser mig forpligtet overfor.

Niels fortsætter samtalen og vender tilbage til forløbet med Peter Øvigs sygdomsforløb:

”Det var mig, hans kæreste og vores fællesven Jukke, der tog ansvaret og gik samme vej i situationen. Som venner skal man være der, og man ved først, hvad det vil sige at være der for den anden, når man er midt i en situation som denne.”

”En tidlig fredag morgen ringede hans kæreste til mig. Jeg var meget insisterende på, at han skulle indlægges. Vi fik ham ind på akutafdelingen på Rigshospitalet op ad formiddagen. Og det skete på trods af, at vi for mange år siden havde aftalt aldrig at ville indlægge hinanden.”

”Vi havde engang en fornemmelse af, at hvis man var omsorgsfuld nok, så kunne man hjælpe alle. Men da vi fik Peter indlagt, var han psykotisk. Vi kunne ikke drage omsorg for ham – vi kunne ikke hjælpe ham. Det var helt ekstremt hårdt at indse,” fortæller Niels Mosumgaard. 

Men på den anden side af indlæggelsen ventede der sig en befrielse for Niels. For personalet, der tog imod Peter Øvig, var yderst kompetente, og der faldt en sten fra Niels’ hjerte. Han indså, at personalet var meget bedre i stand til at hjælpe ham, end Niels var.

”Han ville virkelig ikke ind til at starte med. Det var en helt forfærdelig formiddag. Jeg stod meget alene med synspunktet om, at han skulle indlægges, og han ville blive ved med at diskutere det. Men han blev noget mere medgørlig, da først vi kom ind på hospitalet, men hele den episode var ekstremt ubehagelig.”

Men selvom det var ”totalt grænseoverskridende” for Niels Mosumgaard at tvinge indlæggelsen igennem, så han sig forpligtet til at tage en beslutning på sin bedste vens vegne.

”Jeg havde besluttet mig, men det var hårdt, at det var min standhaftighed, der fik ham gennem behandlingen, der kunne indebære elektrochok. Men jeg måtte ikke være i tvivl. For så ville diskussionerne fortsætte. Og ja, jeg følte mig skyldig, men der var ingen anden vej. Hvilket de også mente på Riget – vi skulle have været inde med ham for nogle måneder siden, sagde de. Han røg ind på Den Lukkede med det samme.”

Efter nogle måneder besøgte Niels Mosumgaard sin ven. Denne gang på Den Åbne. De begyndte at gå ture, og nu var Peter blevet mere sig selv, på trods af at han havde glemt mange ting ovenpå sine elektrochok.

”Jeg er ekstremt påvirket af det stadigvæk,” fortæller Niels Mosumgaard der erkender, at han har svært ved at tale om det, selvom han i dag sidder med en følelse af, at han gjorde det rigtige. Det, at tage så afgørende en beslutning på et andet menneskes vegne, sidder stadig i ham som noget, han må leve med, fortæller han.

Af forskellige årsager valgte både Niels Mosumgaard og Peter Øvig deres familier fra, da de boede i Aarhus. De søgte begge mod København og skulle hver især finde det sted, de hørte til.

”Vores relation blev broderagtig, idet vi valgte hinanden til. Vi var ikke knyttet sammen gennem arbejde, for jeg var musiker, og Peter var journalist. Vi blev snarere knyttet sammen af vores refleksioner om, hvad livet var for noget, og hvor det bar os henad. De værdier, vi har, er noget, vi er kommet frem til i fællesskab, hvilket har krævet, at vi ofte har været uenige med hinanden.

Nu hvor I begge er opvokset i familier, som på hver sin måde ikke har været ’en stor lykkelig familie’, har der så ligget et potentiale i at forpligte sig på hinanden og blive hinandens familie? 

”Ja. Men det kræver omsorg – på den måde minder det om kærlighed, som jeg har sagt. Der ligger noget uden for rationalet, der i vores tilfælde binder os sammen. Det tror jeg handler om respekt – Peter og jeg har dyb respekt for hinanden.

”Både når det kommer til parforhold og den her type venskaber, er respekt helt afgørende. Man kan ikke tvinge sig til loyalitet, omsorg eller kontinuitet, hvis ikke man dybt nede respekterer hinanden. Og man er heldig, hvis man bliver ved med at respektere hinanden, men på samme tid tror jeg også, at der skal en stærk vilje til for at vælge hinanden til,” fortæller Niels Mosumgaard og fortsætter:

”I sådanne type venskaber, som nærmest bliver familiære, er det afgørende, at begge parter bevarer motivationen til venskabet og er udholdende. På samme måde som ægteskaber går i opløsning, når respekten og udholdenheden forsvinder, gør venskaber det også. Der skal være en strøm af noget uforklarligt; en indstilling fra begge parter om, at jeg virkelig vil den her relation.”

Så hvordan bliver man ifølge Niels Mosumgaard en god ven? For ham handler det om, at venner ser hinanden. ”En god ven ser en. Gode venner får en til at føle, at man bliver set,” siger han.

Men at se hinanden handler også om at kunne sætte sig selv til side og forstå, at man ikke er relationens omdrejningspunkt, mener han.

”Der er stor integritet i et venskab. Man ser hinanden, og man skal respektere hinanden som noget andet, der ikke er mig. En god ven er en, der anerkender, at man ikke er i symbiose. Man er i virkeligheden ensom. Men man får gaven af at have oplevelsen af at blive set, anerkendt og respekteret.”

”Derfor var det meget grænseoverskridende, da jeg måtte få Peter tvangsindlagt. For her måtte jeg overskride nogle grænser, jeg dybest set ikke havde lyst til, men som i situationen var nødvendige.”

Og, tilføjer Niels Mosumgaard, det er essentielt at lave noget meningsfuldt sammen. For ham og Peter indebar det at lave et skoleblad sammen, tage på vandreture med hinanden på Samsø og cykle lange ture, hvor de endte på Roskilde Festival.

”Om man fisker, spiller fodbold eller lignende sammen, så tror jeg, at der skal være et rum for fælles aktivitet, hvor man får fælles minder.”

Efter indlæggelsen er Peter Øvig kommet om på den anden side og er blevet rask. Peter har ifølge Niels Mosumgaard været smerteligt bevidst om, at han har været en belastning for sine relationer og har efterfølgende været god til at tage hånd om sig selv, når han var på vej tilbage i sit mørke.

”Han kunne godt være kommet tilbage og have været stjernevred på mig, fordi vi fik ham indlagt. Men det har han ikke været. Han har været respektfuld, forstående og tilgivende. Vi har fundet ny grund i vores venskab og kontinuiteten i vores venskab er bevaret.”

Jeg kigger på uret og fornemmer, at vores samtale er nået til vejs ende. Kaffen er drukket, og vi har for længst overskredet tiden. Men der er alligevel et spørgsmål, der trænger sig på fra min side.

Hvis jeg siger åndeligt forbundethed. Hvad siger du så?

”Peter og jeg er bestemt åndeligt forbundne. Vi har på mange måder det samme værdisæt i forhold til, hvad vi synes, man bør gøre og ikke bør gøre. Vi deler humor, og det var noget af det forfærdelige, vi mistede sammen, da Peter blev syg.”

”Vi har talt en del om åndelighed og kristendom sammen i løbet af årene. Jeg føler mig i kontakt med noget sprogløst, der følger mig. Noget, der er til i verden. Sådan tror jeg også, Peter har det. Men for mig er det hverken agnostisk, kristent eller ateistisk. Det er noget, som er. Men det er som om, at når sproget kommer, så bliver billedet forstyrret. Måske der i virkeligheden er noget åndeligt over venskaber, men det tør jeg ikke sige noget om,” afslutter Niels Mosumgaard.