Noget af det mest særprægede ved Reichelts arbejde blev aldrig formuleret som en strategi eller en arbejdsmetode, men viste sig først og fremmest som en praksis i mødet med andre: Venskab, venlighed og ægte nysgerrighed i forhold til ”den anden”. Det kom til udtryk i de betegnelser, Missionen (altså Buddhistmissionen) brugte, som Dao-vennernes eller Logos-vennernes selskab, Broderhjem og Broderskab.
Venskab er en teologisk kvalitet, som kan være vigtigere i formidlingen af evangeliet end intelligente teorier, gode argumenter og fine formuleringer
Notto R. Thelle
Tanken var, at ethvert søgende menneske er en ven og bror og søster. Han var sig bevidst, at man kunne være åndsbeslægtede uden at mene det samme. Nogle mistænkte Reichelt for at bruge venskabet som et middel til at vinde proselytter, men han var hele tiden åben om sin egen tro og havde ingen skjulte dagsordener. Det hovedindtryk, man får, er, at han havde en helt særegen evne til at skabe venskab på tværs af tro og livssyn, en næsten grænseløs nysgerrighed og en sindets gæstfrihed, som gjorde dybt indtryk.
En side af denne venlighed var Reichelts næsten naive tillid til folks gode intentioner. Det skabte af og til problemer. Han blev snydt af utro tjenere, han var godtroende i sin forventning til munkenes åndelige kvaliteter, han troede, at det var muligt at samarbejde med både liberale og konservative, mens kirkestriden rasede heftigt; han ville have fred med alle. Han blev da også skuffet og nedtrykt, når forventningerne igen og igen blev brudt. Den venlige tillid blev af nogen betragtet som en svaghed.
Når han alligevel holdt fast ved sin forventning, bundede det i hans teologiske menneskesyn. Han troede, at Gud ikke var langt væk fra noget menneske og appellerede til den enkeltes iboende gudslængsel. Det er en sårbar teologi, som stadig bliver anfægtet af livets realiteter, men den er antagelig mere livskraftig end den ensidige koncentration omkring menneskets syndighed, som har præget store dele af den lutherske tradition, han voksede op i.
Reichelts virke er en stadig påmindelse om, at netop tillid er et grundlæggende udtryk for tro. Venskab er en teologisk kvalitet, som kan være vigtigere i formidlingen af evangeliet end intelligente teorier, gode argumenter og fine formuleringer.