Længslen efter en sjæleven

Af Johan Nielsen og Mia Bro Jakobsen
Refleksion: I denne artikel reflekterer Johan Nielsen og Mia Bro Jakobsen over det keltiske venskabsbegreb, Anam Cara
Udgivet 30. januar 2025
Ordbog


Venskab er Guds natur

“Venskab er Guds natur. Den kristne forestilling om Gud som treenig er det mest sublime udtryk for forskellighed i intimitet; en evig, gensidig strøm af venskab.”

Sådan giver John o’Donohue, irsk poet, forfatter og præst, udtryk for den helt særlige sensitivitet og opmærksomhed, der i den keltiske kristne tradition er på venskab.

Venskabet har en betydningsfuld position i den keltiske kristne tradition, og ikke bare som en konkret praksis, men en dyb gennemgående tråd. Selve Guds natur som den treenige er her et spejl, som den keltiske bror eller søster stillede sig overfor i både kontemplation og i livets bønner og tjeneste.

Treenigheden er et billede og en sandhed, som både farver blikket på Gud i gudstjeneste, meditation, poesi og kunst – men også et billede, der præger mødet med verden: Skaberværket, naturen, er en virkelighed, som vi møder med ærbødighed, og hvor vi leder efter Guds fingeraftryk og tilstedeværelse.

Men naturen er også medskabning, og derfor selv en potentiel ven. I den keltiske salme “Må din vej gå dig i møde” synger vi til naturen, for at den må velsigne lytteren; vi beder om, at “vinden må være din ven”.

Skaberens dybeste natur er venskab. Derfor er venskabets struktur, aftryk og længsel til stede i alt, der er til. Naturen og universet spejler Gud, og Gud er kærlighed og venskab.

Som sagt er venskab for det keltiske kristne menneske også en dyb og konkret praksis, og særligt unikt det at være en “Anam Cara”, en sjæle-ven.

Med det keltiske blik på venskabet inviteres vi ind i dybere venskab, ind i intimitet og kærlighed. Det venskab, vi er skabt til, er ikke en “light-version” af andre typer relationer.

Vi har brug for, at andre kan være vores spejl. Vi har brug for hjælp til at se vores blinde vinkler

Johan Nielsen

Venskabet er helligt. Venskabets mønster er Kristi frie og selvopofrende kærlighed til os. Den keltiske vision om, at Gud er kærlighed og venskab kalder os ind i en dyb ømhed og åbenhed i vores egne relationer.

En vigtig del af Anam Cara-venskabet i keltisk tradition er også rummet til udfordring. Eller måske egentlig mere præcist rummet til fuld ærlighed.

I de gamle keltiske klostre kom det ofte til udtryk helt konkret ved, at din Anam Cara også ville være din skriftebror eller -søster – den i dit fællesskab, der som den første (og i nogle tilfælde eneste) i fortrolighed hører om alle kampe, fejl og skuffelser.

Under de steder, vi er blevet brudt og såret, dér ligger vores naturlige længsel efter dybt, intimt venskab.

Johan Nielsen

O’Donohue fremhæver også lignende relationer i andre religioner, f.eks. Kalyana-Mitra, “den ædle ven”, i buddhistisk tradition. Den ædle vens rolle er mildt og vedholdende at konfrontere os med vores blindhed. At være et spejl, der nøgternt sætter fokus på de vinkler, vi mere eller mindre bevidst undgår gennem livet. På tværs af kulturer og generationer er det tydeligt, at når mennesker søger sammen for at vokse i modenhed og søger det guddommelige, så bliver dette element af venskabet helt centralt.

Vi har brug for, at andre kan være vores spejl. Vi har brug for hjælp til at se vores blinde vinkler.

Når vi på denne her måde får lov at være et spejl for hinanden, så er det som med et spejlbillede på en vandoverflade. Vandet er nødt til at være i ro, for at billedet ikke bliver forvrænget. Vi er nødt til at være trygge og føle omsorg, for at vi kan lade paraderne falde og se bristerne i os selv.

Trygheden, ømheden og ydmygheden er lige så vigtige som ærligheden, for at venskabet bliver til liv. Og det kan godt være udfordrende at prioritere begge dele.

Der er i den keltiske tradition dog heldigvis en fornemmelse af, at det dybest set er naturligt for os at stå i den levende spænding: Vi er skabt i Guds billede. Også vi, ikke kun universet omkring os, bærer venskabets dybe aftryk.

Under de steder, vi er blevet brudt og såret, dér ligger vores naturlige længsel efter dybt, intimt venskab. Vi længes efter at elske, fordi det er vores egentlige kerne, vores egentlige mål. Ligesom Gud selv i sin natur er kærlighed, frit givet og modtaget i en evig udveksling, så er det i den frie, elskende kærlighed og i venskabet, at vi lever i overensstemmelse med vores natur. Gud er venskab, og hele universet bærer venskabets aftryk. Gud er venskab, og vi er skabt i Guds billede.

Vi står altså ikke overfor et enkelt spejl, men mellem to: Både mødet med Gud såvel som mødet med verden, venner, den fremmede. Det kan blive en opdagelsesrejse ind i nye dimensioner af venskab og liv.

Når vi bliver stående mellem de to spejle, mellem Gud og den anden, så får vi lov til at erfare, at livet og verden udvider sig. At der kan tænkes og føles større om både Gud og os. Vi mærker og ser en større vision for, hvad venskab kan være.

Og jeg tror, vi får en oplevelse af sammen med Paulus og vores keltiske venner fra kirkens tidligste år at få “(…) styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås (…)” (Ef 3, 18b-19).


Det hellige venskab

Hvor fantastisk at have en ven!

En, som jeg kan stole på, som jeg er tryg ved, har en lang historie med og kan fortælle stort set alt til. Hvis vi ikke har sådan en ven, kan vi have en dyb længsel efter at finde en.

Sandheden er, at for de fleste er der forskellige typer venskaber, som kan noget forskelligt. Men de færreste har den helt betroede ven, der altid er der og ved alt om dig. Endnu sjældnere finder vi det, som kelterne kalder en Anam cara. Det kan oversættes med sjæleven, men det er mere, end hvad vi lægger i ordet. Det er ikke bare en ven men også en medvandrer eller åndelig vejleder og en, som følger min åndelige rejse på tætteste hold. En, som jeg kan betro, præcis hvor i troens og tvivlens landskab, jeg befinder mig, uden at jeg behøver at bekymre mig om at føle mig forkert.

Men, understreger han, der er også venskaber, som kan forskellige ting. Og det er helt okay. Alle venskaber behøver ikke at kunne rumme en stor dybde, og nogle er fine at have til at spille dart eller fodbold sammen med. Og så er man klar over, at det er det, relationen kan.

Problemet opstår, når mænd slet ikke har nogen tætte venskaber. Og det vil påvirke ens parforhold, mener Mikkel Braginsky:

”Mænd, der ikke har nogen tætte venskaber vil mangle nogen at reflektere sammen med. De har for eksempel brug for at kunne reflektere over deres parforhold sammen med deres venner. De har brug for nogen, der kender dem, der siger til dem, at de er kommet ud på et vildspor, hvis de er det. Eller nogen, der fortæller dem, at det forhold, de er i, måske er værd at mærke efter, om det er sundt for dem at være i. Eller spørger dem, hvorfor de er fraværende, og at man aldrig ser dem længere og så videre.”

”Hvis ikke man har den sårbarhed og dybde i et venskab, er det svært at sige, at man savner hinanden. Det er også svært at være ærlige overfor hinanden. Jeg har efterlyst flere af mine venner i løbet af mit liv, hvor jeg har spurgt dem, hvor fanden de er blevet af. Og for nogle kan det virke feminint, at man udtrykker, at man savner sine venner.”

Jeg tror, vores længsel er lagt i os, for at vi skal søge efter og gradvist finde den ven, der allerede er her og selv længes efter vores venskab

Mia Bro Jakobsen

”Så får man børn, huskøb og travlt med familielivet, og pludselig bliver man skilt igen. Så er du 52 år og har glemt alle dine venner. Vi mænd har ikke altid en naturlig social interesse i at vedligeholde vores venskaber, mens det er noget, kvinder enormt dygtige til.”

Og Mikkel Braginsky er ikke i tvivl om, at konsekvenserne af de manglende relationer ender ud i mange af de problematikker, vi ser angående mænds sundhed i dag; en udbredt ensomhed og psykiske sygdomme hos mænd.

Gælder den her problematik for alle mænd – eller er det primært et fænomen vi ser i Udkantsdanmark eller blandt mænd, der er dårligt uddannede eller med en negativ social arv?

 ”Det er over det hele. Det er både stilladsarbejderen i Skjern og konsulenten i Rungsted, der føler sig alene. De mangler samtaler med betydning og på baggrund af det føler de sig ikke forbundet til nogen på et dybere plan.”

Jeg har fulgtes med mange og betroet mig til dem på forskellig vis, om hvad der rørte sig i mit åndelige liv. Men de fleste har kun været rejsekammerater i kortere tid. Så skiltes vores veje som regel fysisk men også nogle gange bare på grund af livets almindelige travlhed og udfordringer. Det er svært at bevare en stor fortrolighed og et dybt kendskab, hvis man kun ses meget sjældent.

Thomas Merton fortalte engang en af sine elever, at åndelige vejledere og sjælevenner var sjældne at finde, og ofte var de også kun midlertidige. I min drøm om at finde en Aman cara har jeg nok forestillet mig en tryg ledsager, der vidste alt om mig, og hvis guidning jeg kunne stole på. Lidt ligesom nogle følges med en psykolog eller terapeut i flere år. Men også det forhold er midlertidigt og endda både dyrt og måske præget af en professionel distance.

Hvad jeg i virkeligheden søger, er nok, nu vi alligevel er ved terapien, den perfekte forælder, som til stadighed favner mig og guider mig. Eller en form for skriftefader, som går dybere ind i mine bekendelser.

Anam Cara er ikke bare en ven, men også en medvandrer eller åndelig vejleder og en, som følger min åndelige rejse på tætteste hold

Mia Bro Jakobsen

Hvad jeg søger, er nok en utopi. Få får den slags venskab i gave hele livet. Ikke engang Jesus fulgtes fysisk med disciplene særligt længe. Og det, jeg længes efter, er måske en mere fysisk manifestation af Guds kærlige blik på mig, fysiske ord, en fysisk hånd i min hånd eller på min skulder.

Jeg har mange skønne venner og familiemedlemmer, som jeg kan dele alt muligt med. Jeg får også med jævne mellemrum dybe samtaler med folk, jeg møder undervejs. De er alle skønne og kærlige ansigter, som kan give fysiske udtryk for det dybeste åndelige venskab. Dette venskab må jeg efterhånden indse, at intet menneske kan bære, lige så lidt som intet menneske kan indfri drømmen om den perfekte eneste ene. Varme venskaber, kram og midlertidig åndelig vejledning, kan jeg tage imod som gaver fra den virkelige åndelige ven, som jeg ikke kan se, men som kender mig længere ind end i min inderste knoglemarv, alligevel elsker mig ubetinget og dagligt velsigner mig ved hvert eneste åndedrag og hjerteslag.

Den længsel, jeg føler, er en spejling af denne vens længsel efter mig. Og når vi leder efter at få opfyldt vores længsel gennem menneskelige relationer, hvor dybe og åndelige de end måtte være, må vi nødvendigvis blive skuffede. For intet menneske kan bære os på den måde, vi længes efter at blive båret på. Mysteriet er, at vi allerede bliver båret i ubetinget kærlighed og gennemstrømmende venskab. Jeg tror, vores længsel er lagt i os, for at vi skal søge efter og gradvist finde den ven, der allerede er her og selv længes efter vores venskab.

Den længsel, jeg føler, er en spejling af denne vens længsel efter mig

Mia Bro Jakobsen

Nu er alle mine relationer sat fri til at være lige præcis så uperfekte, skæve og sammensatte, som menneskelige relationer altid vil være. Nogle venner har fulgt mig langt, andre kort. Intet menneske kender mig på alle leder og kanter, men alle kan være midlertidige fysiske udtryk for min hellige vens evigt bankende hjerte.

Og når jeg går alene i skoven eller sidder i en solstribes stilhed, er jeg ikke alene. Jeg er sammen med min hellige ven, hvis kærlighed jeg får i små portioner. Ellers ville mit menneskehjerte slet ikke kunne rumme den.

1200 675 Martin Krath-Andersen
Søg her