Guddommelig morgenkaffe

Gud kan findes i stort set alt. Sådan lyder det fra 42-årige Daniel Nørgaard. Det er med årene blevet tydeligere og tydeligere for ham. Når han fortæller om, hvor han finder Gud, fremhæver han naturen. En gåtur i skoven, en smuk solnedgang såvel som i sin egen krop. Han uddyber:
– I mit åndedræt. I det, at der er noget, der opretholder mig. Alene i den energi som findes i, at jeg er til. Dér finder jeg Gud.

Men det har ikke altid været så åbenlyst for Daniel Nørgaard. Det var først for nogle år siden, at han begyndte at kunne nyde sin morgenkaffe, mens han bad.
– Det var min iver efter at være helhjertet og dedikeret i mit fokus på Gud. Jeg ville ikke distraheres af noget. Heller ikke en kop kaffe. Men jeg overså, at Gud møder os, hvor vi faktisk er.

Nu ser han i retrospektiv, at det i virkeligheden ikke var kaffen, der distraherede ham, men sin egen selvretfærdighed og stræben. I dag finder han Gud i nydelsen af morgenkaffen eller et godt måltid mad såvel som i foldede hænder.
– Vi gennemgår alle forandringer. For mig var det en omvendelse af mit perspektiv. Jeg fandt ud af, at religiøse praksisser ikke bør separeres fra hverdagslivet. Jeg overså, at min kop kaffe eller en smuk udsigt er fra Gud og kan være en vej til at finde ham lige her. Jeg er gået fra at afskære en masse i ønsket om at have fokus på Gud alene til at inddrage stort set alt som en vej til at finde Gud endnu mere.

Daniel Nørgaard er blevet glad for udtrykket ‘at spilde sin tid’ på Gud. Der er ikke et særligt mål for samværet med Gud.
– Nu sidder jeg blot i taknemmelighed med Gud. Det kan være så simpelt som at registrere, det er blevet så lyst, at jeg kan sidde og meditere i vores havestue og nyde den smukke udsigt. Det efterlader noget godt i mig.

Han griner let og fortæller, at han ikke kan sige om sin daglige morgenbøn, at der var ild i en tornebusk som med Moses i Bibelen, eller at tydelige guddommelige ord blev talt til ham.

– Men summen er, at jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, det er godt, at jeg er til. Og jeg bliver taknemmelig. Der vækkes en glæde over dagen, der skal til at begynde. Jeg begynder at se dagen i Guds lys og ser frem til dens gøremål. Det er i virkeligheden banalt. En ateist kunne sandsynligvis opleve det samme, men jeg kobler det på Gud. Jeg kan ikke lade være med at sige tak og føle det som gaver fra en afsender – ikke bare tilfældigheder. Hovedbudskabet, jeg får ud af det, er: Der er en Gud, der vil mig det godt.

Daniel Nørgaard mener, at en nøgle til at få øjnene op for Gud ligger i at bryde med illusionen om, at Gud ikke vil mig det godt og ikke giver mig noget.
Han oplever, at særligt selvmedlidenhed fodrer den tanke og slører blikket for Guds tilstedeværelse i og omkring os.
– Taknemmelighed er den vigtigste modgift mod selvmedlidenhed. Der ligger en befrielse i at takke Gud – selv i modgangen.

Han uddyber, at det er en øvelse i omvendelse – ikke som en moralsk omvendelse, hvor vi skal opføre os bedre – men som en omvendelse af perspektiv. Et perspektiv, hvor man får et nyt syn på virkeligheden og ser Guds gaver i det daglige. Et perspektiv, hvor selv ens nederlag kan ses som en vej til at forstå Guds storhed og nåde.

– Jeg tror, syndefaldet først og fremmest er et ‘fald af perspektiv’. Altså, den grundlæggende tvivl om: Vil Gud mig det virkelig godt? Det er dér, synd begynder. Omvendelse leder til nye linser, hvor vi ser, at han har givet os det hele, at han vil os det godt, at han hjælper os til at fravælge ondt og gå mod det gode, skønne og sande.

Med et holistisk fokus på at finde Gud i alt, mener Daniel Nørgaard, at man finder frem til en dybere og sundere spiritualitet, end hvis man konstant prøver at adskille det guddommelige og menneskelige.
– Hvis vi begrænser Gud til at findes i kirken, når vi folder hænder og beder, så overser vi, de mange muligheder i løbet af dagen, hvor vi er i Guds nærvær og kan erfare ham lige der.

Da jeg til sidst spørger, hvordan han undgår, at hans tilgang til tro og spiritualitet bliver et selvoptaget projekt, svarer han smilende med en anekdote: En katolsk præst bliver ringet ud af sengen om natten af en from katolik, som absolut vil skrifte nu og her. Katolikken siger til præsten: Jeg er den største synder i hele verden. Hvortil præsten svarer: Vel er du ej, du er bare en skiderik ligesom os andre!

– Jeg tror, det er afgørende, at vi ikke tager os selv for selvhøjtideligt, siger Daniel. Jeg beder nogle gange: Gud, lad mig blive misforstået. Jeg bruger meget energi på at blive forstået, og at folk må anerkende, hvad jeg har at byde ind med. Det er en sørgelig stræben, og der er det nogle gange bedre at blive misforstået.