Den senmoderne virkelighed, vi lever i, er sammenstykket, forvirrende og larmende. Der er mange spændende muligheder at gribe hvert øjeblik, men der er næsten for mange. Vi kan blive forpustede og svimle over det væld af veje og indtryk, vi kan vælge imellem. Nogle gange kan verdens mange informationer føles som en malstrøm, der trækker os med sig og forvirrer og fortravler os, hver gang vi prøver at skabe overblik over, hvilken retning vi ønsker, at vores liv skal tage.
Når vores liv føles som et skib fanget i stærke havstrømme, og vi oplever, at vi har mistet retningssansen, er det tiltrængt med et kompas. Et sådant kompas kan være de dybe værdier, du ønsker skal sætte kursen for dit liv. For mig er dette kompas blevet de syv pilgrimsord – eller pilgrimslængsler – som den svenske præst Hans-Erik Lindström har formuleret.
De syv ord er: frihed, enkelthed, stilhed, bekymringsløshed, langsomhed, åndelighed og fællesskab.
De syv ord er: frihed, enkelthed, stilhed, bekymringsløshed, langsomhed, åndelighed og fællesskab.
Mia Christina Broe Jakobsen
Med jævne mellemrum forsøger jeg at stoppe op og tjekke kompasset. Når jeg føler, at verden overvælder mig, og jeg bliver revet med af travlhedsidealer og præstationskultur, sætter jeg mig et stille sted. En solstribe i min stue er et godt sted, men skoven er måske endnu bedre. Her lukker jeg øjnene og fokuserer på pilgrimsordene, som jeg tror kan bevæge mig i retning af det liv, Gud ønsker for mig og mine medmennesker. Jeg sender et kærligt tilbageblik ud over de forgangne dage og ser med mildhed efter, om der var nok stilhed eller enkelthed i dem. Var der dryp af åndelighed, fællesskab, frihed og langsomhed? Og har jeg givet mig selv lov til at hvile lidt i bekymringsløsheden? Hvis ikke, hvordan kan jeg så lægge disse værdier ind i de kommende dage?
Det er vigtigt at have stor mildhed over for sig selv i denne proces. Vi er kun mennesker, og vi bliver så let revet med af den stærke kulturelle tendens til at ville skabe en performativ platform i verden, hvor vi står alene med det tunge ansvar at fremstille et billede af, hvem vi er. Men friheden er, at vi slet ikke behøver at skabe en platform selv, når vi opdager, at vi allerede har en gudskabt, unik plads i verden. Vi behøver ikke at blive nogen, for det er vi allerede. Vi er altid allerede dybt elskede af Gud. Kompasset af pilgrimsord skal derfor ikke være endnu en præstation, men snarere noget, jeg kan hvile i.
Det føles i høj grad som en lettelse at arbejde på at gøre mit liv mere enkelt, søge stilheden og langsomheden, søge fællesskab med Gud og andre og huske på, at jeg er helt fri til at være lige præcis det menneske, jeg allerede er. Disse værdier er en form for nåde, jeg allerede har fået, men som jeg kan øve mig i at gøre mere bevidste i mit liv.
Jeg har engang malet et billede, hvor jeg gjorde de syv pilgrimsord til min rustning mod verden. Og når vi taler om åndelig oprustning, har de en central plads for mig som rettesnor i livet. Samtidig er de nærmere en afvæbning – et helle, jeg kan søge til.
Når jeg lader mig rive med af min samtid og hverdagens mange forpligtelser, minder jeg mig selv om Benedikt, der i 500-tallet skrev sin klosterregel. Han blev engang spurgt, hvad munkene i klostrene fik tiden til at gå med. ”At falde og rejse sig op igen,” var hans svar. Vi kommer ofte til kort i forhold til vores kærlige og intentionelle retning i livet. Men med pilgrimskompasset kan vi skabe stille dryp af forandringer i vores liv, som alligevel udgør en virkningsfuld modkultur til de negative højhastighedstendenser i den tid, vi lever i. Husk på, at selv en lille kursændring for et skib på længere sigt kan gøre en stor forskel.
Eksempelvis kan en kursændring mod en mere enkel og langsom livsstil fordybe det enkelte øjeblik og gøre det nemmere at være til stede og sanse det, jeg oplever. Derved forsvinder meget af min FOMO (Fear Of Missing Out), for hvis jeg skal opleve tre gange så meget, som jeg engang havde for vane, oplever jeg slet ikke nær så intenst – og så har jeg svært ved overhovedet at huske alt, hvad jeg har oplevet. De dybe sansninger og møder med andre mennesker, med naturen og med Gud kræver tid og nærvær. Det hjælper langsomheden og enkeltheden mig til. Og stilheden gør det muligt for mig at lytte nøjere efter, hvad jeg dybest set har brug for og længes efter.
Det vil mange medier og producenter gerne fortælle mig, men deres mange tilbud tilfredsstiller kun kortvarigt og overfladisk. Mine dybeste længsler har en anden retning. De hjælper mig mod mere skønhed, dybde og en mulighed for at opdage mere af Guds kærlighed, som allerede er flettet ind i mit liv som de fineste guldtråde alle vegne.
