Anne Sophia Hermansen har ikke haft behov for at kalde sig et religiøst menneske. Tværtimod har hun i store dele af sit liv forstået sig selv som sekulær. Hun meldte sig ud af Folkekirken og delte den udbredte forestilling om, at mennesket først og fremmest er autonomt og selvberoende, i stand til selv at definere mening, retning og ansvar.
”Jeg har tidligere abonneret på den holdning, at vi er gud i eget liv. At det er os selv, der skal forklare, forstå og kontrollere vores liv. At det er individet, der er målestok for, hvad der er rigtigt og forkert, meningsfuldt eller mislykket,” siger hun.
Det er en forestilling, hun i dag ser anderledes på. Ikke fordi hendes temperament har ændret sig, eller fordi hun har forkastet sin grundlæggende kritiske tilgang til verden, men fordi hun med tiden er blevet mere opmærksom på, hvad denne selvforståelse kræver af det enkelte menneske.
“Det er en frisættelse at forstå, at man ikke er gud i eget liv.”
Anne Sophia Hermansen
”Der er en pris ved at tro, at man selv skal være målestok for alting. At man både skal være udgangspunkt, centrum og endepunkt for sit liv. Det er en tung opgave at påtage sig og en opgave, som jeg tror, mange moderne mennesker undervurderer,” fortæller Anne Sophia Hermansen, der til tider ytrer lignende ideer i podcasten ”Damerne Først” på Danmarks Radio.
Erkendelsen kom sent, understreger hun. Ikke som en omvendelse, men som en langsom, gradvis indsigt.
”Det var sent, det gik op for mig, at jeg faktisk havde et forhold til kristendommen. Ikke sådan at jeg pludselig begyndte at tro noget helt nyt, men at jeg opdagede, at der var et religiøst ståsted, jeg allerede havde. Jeg havde bare ikke tidligere kaldt det for tro.”
Samtidens skråsikkerhed
Anne Sophia Hermansen er kritisk over for den skråsikkerhed, hun oplever præger den offentlige samtale. Ikke fordi mennesker engagerer sig eller mener noget, men fordi tvivlen ofte synes fraværende.
”Vi lever i en tid, hvor mange udtaler sig med meget stor sikkerhed om ekstremt komplekse forhold. Det gælder politik, kultur og religion. Der er meget lidt plads til tøven eller usikkerhed.”
Hun ser en klar forbindelse mellem denne skråsikkerhed og forestillingen om mennesket som selvberoende.
”Hvis man selv er målestok for sandhed og mening, bliver det meget svært at indrømme usikkerhed. For hvad er man så, hvis man ikke har regnet det hele ud?”
Her mener hun, at kristendommen rummer et vigtigt korrektiv.
“At erkende, at man ikke har hele sandheden, er ikke et nederlag. Det er en lettelse.”
Anne Sophia Hermansen
”Kristendommen minder os om, at vi ikke kan forstå alting. At vi ikke har hele overblikket. Og det er faktisk sundt, både menneskeligt og samfundsmæssigt.”
Samtidig advarer hun mod religion, der bliver dogmatisk eller magtsøgende.
”Religion bliver først farlig, når den vil krænge sig ned over andre. For mig er tro et individuelt anliggende. Et forhold mellem mig og Gud.”
For Anne Sophia Hermansen er tro i dag ikke et program, men et ståsted. Noget, der sætter hendes liv i perspektiv uden at lukke verden af.
”Jeg tror, vi har brug for mindre skråsikkerhed og mere ydmyghed. Mindre selvtilstrækkelighed og mere erkendelse af, at vi ikke står alene.”
I en tid, hvor mange insisterer på at have svarene, ser hun det som en styrke at kunne sige det modsatte.
”At erkende, at man ikke har hele sandheden, er ikke et nederlag. Det er en lettelse,” afslutter hun.
