Mikroforlaget Vita Nuova Publisher, med fokus på eksistens, kunst og tro, står bag udgivelsen af denne smukke og professionelt designede kunstbog.
Bogens tekster og værker er skabt af Jørn Henrik Olsen — forfatter, forsker, billedkunstner, cand.theol. og ph.d.
Med denne bog sænkes tempoet. Der blændes ned. Der bliver stille — måske mere stille, end man forventer. Og netop i stilheden åbner der sig et stort og gavmildt mulighedsrum. Bogens særlige puls består af fordybelse, forundring og opbyggelse.
Det gådefulde i kunsten og livet understøttes af et unikt grafisk design med farvefelter og linjer, der både indgår i bogens sanselige univers og udfolder dens temaer:
- Den gådefulde længsel
- Når dybe længsler bliver hjemløse
- Et kærlighedens kildevæld
- I stilhedens smeltedigel
- Brudte skønhedserfaringer
- Dybt nede lyser ansigtet
- Den utrøsteliges trøst
- Skønhedens gaver på mørkedage
- Essay: Mennesket er selve gåden
Mennesket er selve gåden
“Mennesket er en gåde, og den skal tydes,” skrev den 17-årige Fjodor Dostojevskij i et brev til sin storebror Mikhail. Hvorfor skal den tydes? Det svarer han selv på:
“Med denne gåde vil jeg beskæftige mig, for jeg vil selv være menneske.”
Bogen kredser om netop denne menneskelige gåde. I mødet mellem kunst og litteratur åbnes et rum for andres liv, erfaringer og tanker — og for læserens egne.
Malerierne, som er malet med tandbørste, udgør et særligt billedsprog, der undersøger livets gådefulde spørgsmål. Hertil kommer enkle refleksioner over udvalgte bibelord, som kaster lys over menneskets længsel, kærlighed, sorg, vemod, kreativitet og skønhed.
En bog til fordybelse og eftertanke
Når vi giver os tid til at dvæle ved vores egen eksistens, sker der ofte noget vigtigt. Søgen, stilhed og fordybelse kan åbne for forløsning. Selv små og skrøbelige ord kan gøre en forskel.
Bogen lover ikke enkle svar på alt det gådefulde. Men den bærer på en tro: at det åbne og søgende menneske ikke går tomhændet bort.






