Vi vil i fremtiden søge mere sammen

“Jeg er allerede gammel,” konstaterer Elise Kruse, der fylder 30 år her i år 2022.

“Dem, der er yngre end mig, er meget mere optaget af fællesskabet end alle os på min alder og ældre. Det er helt utroligt så stor en forskel, der er.”

Netop Elise Kruses evner til at se forandringer og handle på dem, har gjort, at hun fra i år er religionsredaktør på Norges store kristne avis, Vårt Land.

“En avis som vores har ikke nogen fremtid, hvis vi ikke er relevante for læserne, det siger sig selv. Derfor skal vi vide, hvad de vil de kommende år. Og det er at søge sammen,” fastslår hun.

Hendes ord står i direkte kontrast til, hvad mange ellers siger om den tid, vi lever i. Nogle kalder den sågar individualiseringens tidsalder, hvor enhver vil sit. Den udbredte asatro afløstes for 1000 år siden af en dominerende kristentro. Først 500 år med katolicismen. Efter reformationen fulgte 500 år med den protestantiske kirke, som flest stadig tilslutter sig: Den norske kirke 67 procent, den danske folkekirke 75 procent.

At de er medlemmer, betyder dog ikke i dag, at de søger det samme. Nogle mener, de end ikke søger sammen, men kun kommer i kirken, når de selv eller deres kære skal døbes, giftes eller begraves.
Mange taler om, at andre søger hver for sig og finder frem til deres helt eget miks af religioner. Der plukkes hist og pist alt efter, hvad der får nutidsmennesket til at få det bedre selv.

“Det har nok været rigtigt, men de senere år er der sket noget meget markant, men vi kan knap måle det endnu,” fastholder Elise Kruse.

“Flere er mere interesserede i at tale sammen om det, vi alle sammen undrer os over: Hvorfor er vi til? Og de vil undersøge det sammen. Det store mysterium i troen er vi endda fælles om på tværs af generationer. Det vil jeg italesætte. Ved at gøre det håber jeg at hjælpe os til at rumme hinanden bedre, for det er det, flere og flere vil.”

Netop fordi, Elise Kruse skal sørge for en indtjening, skal hun være sikker i sin analyse. Og det er hun:

“De unge er i front med deres fokus på at være sammen. Heldigvis er de ældre mere og mere interesserede i at følge med, og det forstærker udviklingen,” observerer hun.

Biskop i Den norske kirke Halvor Nordhaug tilhører hendes forældres generation. Han ser den samme forandring ske fra sit kontor i Norges næststørste by, Bergen.

“De seneste to års pandemi har understreget, at vi alle gerne vil være noget for hinanden, og at vi finder nye måder at mødes på, så det kan lade sig gøre,” fastslår han og fortsætter:

“Især de unge vil fællesskabet, men de vil det i deres eget kulturelle udtryk. For dem er gudstjenesten temmelig uncool, så vi må og skal være kirke på andre måder, hvis vi vil have dem til at komme og være sammen,” konstaterer han.

I Bergen har de unge i lighed med andre steder i både Norge og Danmark derfor fået deres egen kirke, St. Jakob.

“Fællesskabsdriften skal kirken understøtte, men vi skal også hjælpe dem med ikke kun at være optaget af selve det at søge sammen. De skal også lære om det, de søger. Følelser og kundskaber skal følges ad, ellers er det for skrøbeligt for den enkelte og for fællesskabet,” siger biskoppen og kommer med en opfordring.

“Vi må dele viden om, at det ikke er nok bare at tro ud i det blå. Det, at vi kan have en relation til Gud via Jesus, er afgørende i kristendommen. Det er den sandhed med stort S, vi skal søge efter.”

Ifølge biskoppen kan kun få svare klart på, hvad deres søgen retter sig mod. Mange synes ikke, de ved nok til at kunne formulere det, fordi de ikke har lært så meget om tro i skolen og familien. Kirkens svar kan være at gå til kernen og dermed gøre det mere enkelt for flere.

“Den tendens er i gang. I dag er vi i kirkesamfundene ikke så optagede af, hvad der skiller, men af hvad der samler,” erfarer han.

“Vi bør også lægge mere vægt på, at det at være discipel er en måde at leve sammen på. Tro handler ikke bare om at hygge sig alene, men at gå ud og gøre noget med andre. Arbejde med diakoni eller med de udfordringer, klimaforandringer fører med sig, fattigdom som eksempel,” foreslår Halvor Nordhaug og understreger:

“Hvis ikke kirken kan sige noget om klimakrisen, så er den jo irrelevant.”

“Hvis det er relevant for mig, så ja,” lyder forsker Merete Thomassens korte svar på, om vi fremover vil søge mere sammen.

På Universitetet i Oslo underviser hun som doktor i teologi kommende præster. Hun forsker også, er selv præst og har forfattet brugsbogen ”Gud til hverdags”.

“I dag søger folk for at få det bedre, men også for at kunne yde mere til fællesskabet. Hvis de får det bedre, får de større overskud til andre, mener de, og det er reelt nok,” påpeger hun.

For 100 år siden søgte folk sammen i kirker og bedehuse, når de havde mistet en mand på søen, en mor i barselsseng eller et barn til sygdom. Døden fyldte i livet. Det var relevant at samles og søge svar på, hvordan man kunne leve med den.

“Folk slider med ensomhed og rodløshed i dag. Med fremmedgjortheden overfor det digitale og globaliseringen. Det er de fælles udfordringer, vi hver især mærker, og som vi sammen har brug for at søge sandhed om.”

Historien viser, at mennesker altid har søgt sammen ind i det guddommelige, så åndeligheden vil overleve,” mener hun, der derimod er usikker på, om kirken kan klare 100 år mere i den form, den har nu.

“Den enkelte vil i dag ses og anerkendes med sine egne erfaringer. Derfor er den hastigst voksende religion verden over pinsebevægelsen, der netop bygger på folks egne oplevelser med Gud,” forklarer Merete Thomassen og regner med øget inspiration religionerne imellem også globalt set.

“Jeg er håbefuld, når jeg ser de mange initiativer med religionsdialog som på norske Areopagos´ dialogcentre, for vi hører sammen, alle os på kloden. Det lærte pandemien os – også på den barske måde,” siger Merete Thomassen, men det er et spinkelt håb, frygter hun.

Hendes seneste forskning i, hvad vi gør, når vi beder, afslører nemlig en ”brutal” sandhed, som hun kalder den.

“Før i tiden bad vi i fællesskab Gud om hjælp. Det gør vi ikke i dag. Nu beder folk hver især om sindsro og om flere kræfter til at klare mere. Tænk, hvilken lettelse, det kunne være, hvis vi søgte sammen, søgte Gud, lagde noget over til ham.”

Som leder af Center for Samtidsreligion på Danmarks næststørste Universitet i Aarhus ser Henrik Reintoft et velkendt mønster, der i disse år forstærkes. De seneste 1000 år har Norden øget sin velfærd. Når man ikke skal koncentrere sig om at holde sig varm og mæt, er der plads til andet.

“Folks egne følelser fylder mere og mere. Hvad der er praktisk og logisk, er ikke så afgørende som før, heller ikke regler og gamle dogmer. Mange vil selv bestemme, men det betyder ikke, at de ikke vil hinanden. De vil søge sammen. Men de vil selv vælge med hvem,” forklarer religionssociolog Henrik Reintoft.

Teknologien skubber på udviklingen. Enhver kan finde frem til et fællesskab med andre med eksakt samme interesser, samme kultur eller samme udtryksform.

“Det ser man også spirituelt,” siger forskeren.

Flere små menigheder dukker op. Folk tager på retræter, samles i bibelgrupper, nogle mødes hjemme til andagt som i det danske Areopagos-fællesskab Nautilus.

“At grupperne, vi samles i, er mindre, betyder ikke, at vi ikke søger efter den samme sandhed med det store S, men det er klart, at det er en teologisk udfordring for de store kirkesamfund. Det har de indset og koncentrerer sig om at få slebet kanter af og fokusere på det, mange kan samles om,” observerer han og ser, som han siger det, afgjort en fremtid for en fælles søgen i troen.

I et større studie blev 2500 konfirmander og præster spurgt om, hvad de synes var vigtigt at bruge tid på ved konfirmationsforberedelsen. Svaret var overraskende, men positivt for kirken, påpeger forskeren. De unge havde tillid til, at tiden med præsten var et rum, hvor de kunne tale om det, der var vigtigt for dem.

“De ville tale venskab, mens præsterne svarede, at de ville forkynde mere direkte om Jesus. Præsterne skal nu ændre sig, for alle er børn af deres tid, også præsterne i kirkerne,” konkluderer Henrik Reintoft.

Ikke langt fra universitetet i Aarhus sidder hans tidligere forskerkollega, ph.d. i religionsvidenskab Iben Krogsdal. Hun er nu forfatter og i en romantisk præstegård i landsbyen Hjortshøj skriver hun ved sit flygel sine eftertragtede moderne salmer, nogle af dem gendigtninger af gamle salmer, også fra Det Gamle Testamente.

Også hun er barn af sin tid, men kan bedre end de fleste finde ordene frem.

“Jeg er ikke længere så optaget af, hvad jeg tror og er slet ikke fokuseret på dogmer. I stedet er jeg mere og mere modtagende overfor livet. Det, der kommer,” beretter hun og funderer over, om hun vil kalde sig selv pessimist, når hun skal give en vurdering af, om flere vil søge sandhed sammen.

“Umiddelbart ser jeg ikke overbevisende tegn på, at vi ønsker mere fællesskab i vores liv, men at der er en større åndelighed, er der slet ingen tvivl om. Måske er det også en søgen efter det fælles,” spørger hun sig selv og fortsætter:

“Det tror jeg egentlig godt, man kan sige. Når den enkelte sidder alene hjemme i stuen i bøn, er det vel en søgen efter at være en del af menneskeheden.”

Hvad, det er at være en del af denne fælles menneskehed nu, før og altid, kan der ikke findes simple svar på, mener digteren. Det er en gåde, der kun ”anes i poesien og kunsten”, og som er troens kerne. Kun det at søge efter sandheden er muligt. Svaret fås ikke. Og det er meningen med det hele.

“Efter alle de år med fokus på det rationelle, er vi nok – håber jeg – ved at gå ind i en tid, hvor vi bliver mere optagede af det uforklarlige, som er lige der, al skønhed ligger,” fastholder hun.

“Hvis alt er til at forstå, bliver det endimensionelt og koldt. Det ved vi mennesker godt,” siger Iben Krogsdal.

Samtidig med en øget forståelse for vores sammenvævethed som menneskehed tror hun også, at vi vil blive mere optagede af vore egne kulturers spirituelle traditioner for at finde ståsteder i en globaliseret verden.

“Jeg tror, vi er på vej ind flere små, nye vækkelser, hvor vi sammen vil dykke ned i vores egne tros-traditioner for at finde forbindelse til hinanden og vores forfædre. Vi vil søge sandhed ved at se mere tilbage,” spår Iben Krogsdal.