“Gud er altid nær,” fastslår Henrik Lausten Madsen, der er præst, medvandrer og pilgrim i Areopagos. Han står også med ansvaret for Skovkirke i Areopagos.
“Vi kan møde Gud i stilheden, i den store katedral og i særdeleshed i Guds egen natur. I naturen kan vi blive stille for, at jeg er en del af noget større, og at der i naturen er et du.”
Når Henrik Lausten Madsen taler om et du, mener han, at der er et du i naturen – en “væren bag ved alt, der er dybere end ord. En erfaring af det guddommelige.”
I naturen opdager vi ifølge Henrik Lausten Madsen stilheden og aleneheden. Det kan være frustrerende. Men det kan også give en oplevelse af at blive fyldt op:
“I naturen kan vi erfare, at vi står her på den blå planet. Vi er en del af noget større og er forbundet til naturen, hinanden og til Gud. Det er noget af det, vi erfarer, når vi bliver stille i bøn og reflekterer over naturen,” fortæller han.
Forbundet til Kristus med altet
Skovkirke handler ikke om at tage kirkerummet og gudstjenesten ud i det fri, fortæller Henrik Lausten Madsen.
“Skovkirke handler om at blive forbundet med naturen og hinanden gennem den stilhed vi kan møde i naturen. Kristus selv var med ved skabelsen. Han er også den, som opretholder alt. Det er ham vi søger, når vi laver meditative vandringer, eller rundt om bålet deltager i en bøn og meditation. Det handler om at være stille sammen og blive forbundet med ham, som er bag altet.”
Hvad mener du med altet?
“Jeg mener, at vi kan blive forbundet med Skaberen bag det hele. Vi er her som gæster på hans jord. Blive forbundet med ham, som er alt kærligt – kærligheden bag det hele. Vi mediterer over, at der er et mig, og der er et du. Vi vender vores tanker mod det skabte, mod fuglene, der får det, de har brug for af deres skaber,” siger han og fortsætter:
“Jesus refererer ofte til naturen. Han refererer blandt andet til markens liljer, og til at Skaberen vil sørge for fuglene på himlen. Den tillid, ro og forbundethed til Skaberen forsøger vi at læne os ind i naturen. Læner os ind i de billeder Jesus giver os, og lytter til dem, mens vi er midt i naturen.”
Erfaringen gennem naturen
Henrik Lausten Madsen mener, at vi mennesker ofte forsøger at forstå Gud med vores hoved, og at vi prøver at forklare, hvem han er. Men for Henrik Lausten Madsen er Gud altid større og ikke mulig at udtrykke alene med ord.
“Ude i naturen kan vi bedre erfare, at Gud er større. Nogle oplever Guds storhed i naturen ved at ligge stille i skovbunden, at kigge ud over vandet eller sanse naturen med hænderne. Nogle deler det, de har erfaret,” siger han og fortsætter:
“Naturen kan rumme en dyb spiritualitet. Naturen er en gudgiven virkelighed for os mennesker. Når jeg trækker vejret, tænker jeg ikke over det. Men ude i naturen kan jeg blive bevidst om mit åndedrag.”
”Jeg er afhængig af, at kunne trække vejret. Jeg er afhængig af vandet. Jeg er afhængig af den mad, jorden frembringer. Jeg er afhængig af den levende gud, der giver mig livet. Det er det, vi erkender, når vi bliver forbundet med naturen,” afslutter Henrik Lausten Madsen.