På Tao Fong Shan er der en lotusdam, hvor smukke lyserøde lotusblomster folder sig ud på overfladen af noget lidt grumset vand. Ved siden af dammen er der sat et skilt op, der forklarer, at en lotus i asiatisk og buddhistisk tradition symboliserer det rene, der kan vokse ud af mudderet – ude nat blive besudlet af det. Et smukt billede, som jeg kunne fornemme, at mange andre end jeg blev bevægede og eftertænksomme af at blive præsenteret for. Flere af de mennesker, jeg mødte på Tao Fong Shan, og som ligesom jeg var der for første gang, nævnte lotusblomsten som et symbol, de var blevet betagede af og ville tage med hjem som et billede på tro og skønhed. Et billede på noget, der vokser og folder sig ud som noget både komplekst og enkelt, noget sart og stærkt. Et symbol på en fremmed kultur, men også på et universelt fænomen: den fortsatte skabelse, det smukke, der kan vokse ud af mørket og snavset. Det overvældende møde med noget nærmest mirakuløst, der manifesterer sig der, hvor man har stirret sig blind på den mudrede dams mørke dyb.
Symboler, som er fremmede for ens egen kultur eller ens spirituelle tradition, kan skabe afstand, men de kan også skabe nysgerrighed og gøre det muligt at få øje på noget nyt.
Malene Fenger-Grøndahl
Symboler, som er fremmede for ens egen kultur eller ens spirituelle tradition, kan skabe afstand, men de kan også skabe nysgerrighed og gøre det muligt at få øje på noget nyt – både i den andens tradition og ens egen. Lotusblomsten, som den norske missionær Karl Ludvig Reichelt, lod et kors vokse op af – et symbol på Kristus, hvis komme var forberedt i hele skabelsen og i alle kulturer, taler stadig stærkt til besøgende på Tao Fong Shan. Og den ramme formodentlig noget universelt i menneskers hjerter, men lægger sig også ind i de billeder, vi allerede har med os.
Mødet med lotusblomsten såede et fornyet håb i mig om, at der i spiritualitetens og samtalens have kan vokse nye smukke blomster frem.
Malene Fenger-Grøndahl
Da jeg sad i flyet på vej hjem fra Hong Kong, så jeg lotusblomsten i dammen på Tao Fong Shan for mig, og jeg så situationer fra mig et liv, hvor noget nyt og rent var vokset frem – trods min manglende evne som gartner. Jeg så også de helgeners liv for mig, som jeg har læst og hørt om i den katolske kirke. Mennesker, hvis liv var fyldt af ’snavs’ og ofte også synd, af tvivl og af sorg og lidelse. Men ud af alt dette voksede noget rent og smukt, fordi de i særlig grad var i stand til at lade Guds ånd skinne igennem sig. Særligt tænkte jeg på en af de helgener, jeg holder allermest af, og hvis relikvier var på besøg i ’min’ kirke i Aarhus i 2017: Den hellige Therese af Lisieux (1873-1897), en karmeliternonne, der også var kendt som ’den lille blomst’.
Mødet med lotusblomsten såede et fornyet håb i mig om, at der i spiritualitetens og samtalens have kan vokse nye smukke blomster frem. Blomster, som stilfærdigt, men stærkt kan bryde med de mest stive og dogmatiske religiøse udtryk, og i stedet blomstre vildt og mangfoldigt. Og jeg er ikke alene om det håb. Da jeg kom hjem, fik jeg en hilsen fra en veninde, der som ung praktiserede buddhisme i mange år, inden hun blev katolik. Hun er ofte frustreret over det, hun opfatter som hierarkiske traditioner og stivende former i den katolske kirke. Men hun tror på spiritualitetens nyskabende kraft – især i grænseområderne, hvor traditionerne mødes. Som hun skrev til mig: ”Det glæder mig at høre om de mange fine aktiviteter, der tilsyneladende trives i overlapningsområdet mellem katolicismen/kristendommen og andre trosretninger. Jeg tror, det er fra det område, forandringen vil komme, specielt området mellem den østlige spiritualitet og katolicismen. Verdens behov for at blive inspireret af roden til al spiritualitet og omsætte den til handling er åbenlys.”