Kan man male sig ind i en tro? Forstår Bibelens dybder med pensel og papir? Jeg tror, at Gud er i stand til at møde os på mange måder, og at han ofte taler stærkt til os gennem vores sanser. At bruge vores krop og vores koncentrationsevne giver os en erfaring af vores egen skabthed – af de evner og muligheder, der ligger i os, og som vi må takke en anden end os selv for. Alligevel havde jeg ikke forestillet mig, at jeg kunne føle mig tættere på Gud ved at sidde i en times tid og gøre de første ubehjælpsomme forsøg på at tegne kinesiske skrifttegn med blæk og pensel. Men den lille undervisningslektion i kalligrafi, vi fik på Tao Fong Shan, blev en erfaring af gudsnærvær for mig.
At smage på Gud, eller at male sig ind i et nærvær med ham, er smukt og meningsfuldt – måske særligt for mennesker, der som mig er vokset op i en kultur præget af en videnskabelig og ’rationel’ tilgang.
Malene Fenger-Grøndahl
Undervisningen var en kort introduktion til et forløb, der normalt varer seks dage, hvor man maler sig igennem salme 23 i Salmernes Bog. Forløbet er struktureret, så man maler nogle ord, som udtrykker essensen i salmen og samtidig udtrykker et forløb, hvor man giver slip på stress og bekymringer og overgiver sig til den godhed og nåde, som Gud vil give dem, der lader ham lede dem – selv gennem dødsskyggens dal. Processen kombineres med en teceremoni, hvor man så at sige ’smager’ på ordene og på Guds egenskaber. En smuk og meget sanselig proces, som vi naturligvis kun fik en lille forsmag på i løbet af den time, vores lektion varede. Men ikke desto mindre fik jeg både et nyt perspektiv på salme 23, som jeg ellers har læst og mediteret over mange gange, og en ny erfaring af, hvordan en kropslig praksis kan fremme en åndelig erfaring.
Da lektionen var slut, vendte jeg papiret om og fandt et billede af en mand, der vandrede i et tørt, ørkenlignende landskab langs en flod […] og mellem hans krop og hans spejlbillede stod de løfterige ord fra salme 23: ‘He leads me beside still waters’.
Malene Fenger-Grøndahl
At smage på Gud, eller at male sig ind i et nærvær med ham, er smukt og meningsfuldt – måske særligt for mennesker, der som mig er vokset op i en kultur præget af en videnskabelig og ’rationel’ tilgang til det meste, selv til troen. Og jeg blev mindet om, hvordan jeg har set lignende praksisser i forskellige kulturer og religioner. I Egypten mødte jeg en kunstner, der også var sufi, islamisk mystiker. Hun havde i en periode været elev hos en japansk maler, der havde lært hende kalligrafi og introduceret hende til en praksis, hvor man skulle øve og meditere i måneds- eller årevis, indtil man var i stand til at male et bestemt skrifttegn, der betegnede intetheden – og enheden med Gud, til perfektion. Jeg bliver næppe mester i kinesisk kalligrafi, men på min væg hænger nu den plakat, jeg brugte som underlag, da jeg gjorde mine første klodsede kalligrafi-erfaringer med pensel og blæk. Da lektionen var slut, vendte jeg papiret om og fandt et billede af en mand, der vandrede i et tørt, ørkenlignende landskab langs en flod. Hanas spejlbillede så tydeligt i vandet, og mellem hans krop og hans spejlbillede stod de løfterige ord fra salme 23: ”He leads me beside still waters”.