I Aarhus, hvor jeg bor, går jeg flere gange om ugen tur på en af byens større kirkegårde. Jeg holder af at se på de efterhånden ret forskellige gravskikke, der er repræsenteret, og læse indskrifterne på gravstenene (dem af dem, jeg kan tyde – for nogle er gamle og næsten slidt væk, andre er skrevet med kinesiske skrifttegn eller kyrilliske bogstaver, og så er jeg sat af). Jeg prøver ofte at forestille mig, hvilket liv der gemmer sig bag et navn og en fødselsdag- og dødsdato. Hvilken skæbne har dette menneske haft? Hvilke glæder og sorger har præget vedkommendes liv? Og hvilke spor har dette menneske sat i verden? I hjerter, haver, bøger, bygninger…
Jeg tænker på døden hver dag, og det er tankerne om døden, der giver mig energi og glæde til at leve.
Malene Fenger-Grøndahl
En del af mine venner har samme glæde ved kirkegårde som jeg, mens andre synes, at det er triste eller uhyggelige steder at befinde sig. De bryder sig ikke om at tænke på døden, men vil hellere koncentrere sig om at leve, som de siger. For mig er det nærmest omvendt. Jeg tænker på døden hver dag, og det er tankerne om døden, der giver mig energi og glæde til at leve. Men indimellem gør tanken om døden mig også bange. For her møder jeg både håbet om den største kærlighed og frygten for den største ensomhed.
For her møder jeg både håbet om den største kærlighed og frygten for den største ensomhed.
Malene Fenger-Grøndahl
På Tao Fong Shan er der kurser, hvor man beskæftiger sig med døden og med traditioner omkring død og begravelse i forskellige kulturer og religioner. Med afsæt i religionernes livs- og verdenssyn taler man om døden og de praksisser, der kan udfolde sig op til og efter døden. Jeg ved ikke, om det er mindre uvant at tale om døden i kinesisk kultur end i det sekulariserede Skandinavien. Med tanken på, hvordan man ofrer til og ærer forfædrene, forestiller jeg mig, at kineserne har et mere udviklet sprog for at tale om døden, end vi har. Og jeg tænker, at kurserne på Tao Fong Shan er noget, vi med fordel kan lade os inspirere af i Danmark. Så kan døden blive nærværende i livet, ikke som en trussel, men som en realitet, det ikke kræver en tur på kirkegården at blive bevidst om. Og som det mest naturlige mødested for samtalen mellem mennesker. Fordi det er den eneste fremtidsudsigt, vi med sikkerhed har til fælles.