x
Lige siden jeg lærte at svømme har jeg elsket at iføre mig dykkermaske og snorkel for at kunne kigge ned i vandverdenen under mig, Jeg tog dybe indåndinger inden jeg svømmede ned til fiskene og søstjernerne. Som voksen tog jeg et kursus for at kunne dykke med en iltbeholder på ryggen, og så blev de vægtløse gæstevisit 20 minutter lange. Vandet trykker sig mod mig fra alle sider – som en enorm omfavnelse – og tvang mig til at bevæge mig langsomt, men yndefuldt, ledsaget af en slags enorm stilhed.
Stian Kilde Aarebrot. Foto: Tone Leksbø
Men det, der for mig var et ekstatisk eventyr fremstod som grå hverdag for fiskene, som sneg sig forbi mig. «Vi ved ikke, hvem der opdagede vandet, men vi er rimelig sikre på, at det ikke var en fisk», sagde medieteoretikeren Marshall McLuhan.
«Fisk ved ingenting om vand, før de strander.»
Er det lidt på samme måde for mennesker, at vi kæmper med at “opdage” Gud, fordi Gud er vandet, vi svømmer i? Paulus sagde det faktisk omtrent sådan – at Gud er vandet: “For i Ham lever vi, ånder vi og er vi.”
Augustin havde den samme refleksion nogle hundrede år senere, efter sin egen omvendelse: Du var hos mig, men jeg var ikke hos dig […] Du glimtede, strålede frem og drev min blindhed på flugt. Du duftede, jeg trak vejret ind, og nu ånder jeg for dig. Jeg smagte, nu hungrer jeg og tørster efter dig.
Mange leder efter Gud i det ekstraordinære. Men Gud er først og fremmest helt ordinær. Også i Guds hav er der en overflade, som bølger og sprutter. Men ingen fisk har godt af at opholde sig der længe. Hav består først og fremmest af store dybder, og i dybet er der stille. Umærkeligt stille. Og vandet trykker sig kærligt mod os fra alle sider, om vi anerkender vandet som Gud eller ej. Det, jeg stadig længes efter, er altså det, jeg allerede svømmer rundt i.