Parterapeut: ”Vi kan ikke være en landsby for hinanden. Ingen kan være alt for et andet menneske”

I min jagt på at forstå, hvilken rolle venskab spiller i et sundt parforhold, har jeg interviewet sexolog, parterapeut og forfatter Amanda Lagoni. Hun er forfatter til bøgerne ”At elske er ikke en følelse”, “Lidt om Lyst” og “Voksenkærlighed i børnefamilien”. Vi vender og drejer centrale spørgsmål, der kredser sig om venskab, romantik og forventninger i forholdet.

Man kan jo godt være venner uden at være kærester. Men kan man være partnere (på den lange bane) uden at være venner?

Det kommer an på, hvordan vi definerer venskab. I ordbogen beskrives venskab som et nært, fortroligt og tillidsfuldt forhold mellem to eller flere personer. Det er jeg meget enig i. De elementer, mener jeg, er nødt til at være i et parforhold. Hvis dét er venskab, kan vi godt være venner uden at være kærester, men vi kan ikke være kærester uden at være venner på den lange bane.

Vi behøver ikke at være hinandens bedste venner, men venskab er en forudsætning, vil jeg mene. Vi skal have lyst til at være sammen med hinanden. Vi skal have lyst til at dele ting med hinanden. Vi skal have lyst til at pleje relationen. Men venskab er bare én del af en romantisk relation.

Vil du sige, at venskab er nok til at skabe et godt parforhold?

Nej. Jeg mener, at et sundt og bæredygtigt parforhold har tre ben at stå på. Det ene er, at vi oplever os elskede, valgt og villet. Under den paraply ligger den venskabelige fortrolighed og tillid. Det andet er god kommunikation. At vi føler os set, hørt, mødt og næret af hinanden. Det tredje ben hedder intimitet. Den seksuelle og romantiske forbindelse. Hvis ikke de tre ben er intakte, vil parforholdet halte.

Du siger, at man ikke behøver at være hinandens bedste ven. Hvorfor ikke?

Det behøver man bestemt ikke. Min mand er ikke min bedste ven. Han er min elsker. Han er min partner. Han er den, jeg har valgt at leve med. Derfor har vores forhold også venskab som en del af det. Men bare fordi det er en romantisk relation, er han ikke automatisk min bedste ven.

For mig er der en kæmpe forskel på karakteren af mine venskabelige relationer og min romantiske relation. Fordi han skal også være min medforælder. Ham, jeg bor med. Ham, jeg ordner økonomi med. Ham, jeg har seksuel intimitet med. Venskab er kun én dimension ud af alle de roller, vi har med hinanden i et langvarigt parforhold.

Med mine venner er venskabet den primære rolle. Derfor bliver venskabet i de relationer ofte plejet mere. Med min mand plejer vi både vores romantiske-, økonomiske-, praktiske-, logistiske- og venskabelige relation. Men jeg hører mange sige, at deres partner er deres bedste ven og mest fortrolige – og det er fint. Men sådan er det ikke automatisk, og sådan behøver det ikke være.

For mig er der en kæmpe forskel på karakteren af mine venskabelige relationer og min romantiske relation. Fordi han skal også være min medforælder. Ham, jeg bor med. Ham, jeg ordner økonomi med. Ham, jeg har seksuel intimitet med. Venskab er kun én dimension ud af alle de roller, vi har med hinanden i et langvarigt parforhold.

Med mine venner er venskabet den primære rolle. Derfor bliver venskabet i de relationer ofte plejet mere. Med min mand plejer vi både vores romantiske-, økonomiske-, praktiske-, logistiske- og venskabelige relation. Men jeg hører mange sige, at deres partner er deres bedste ven og mest fortrolige – og det er fint. Men sådan er det ikke automatisk, og sådan behøver det ikke være.

Jeg tror netop, det handler om fortrolighed, når folk tænker, at deres partner skal være deres bedste ven. At de partout tænker, at det skal være deres mest fortrolige for at have et sundt forhold. Hvad tænker du om det?

Der er forskellige former for fortrolighed. Min mand og jeg har en fortrolighed, som andre ikke bliver lukket ind i. Samtidig har jeg fx tanker og følelser som kvinde og mor, som jeg ikke partout forholder for min mand, men som jeg deler mere med gode veninder, hvor jeg har en anden fortrolighed.

Jeg tror, vi skal passe på med at føle, at vi skal sætte vores parforhold øverst på alle parametre. At det skal være det mest fortrolige. At det skal være vores bedste ven. Vi skal være bevidste om, at vores partner ikke kan være en landsby. Vi kan ikke være alt for hinanden. Vi kan ikke både være elskere, hinandens største eventyr, den bedste samtalepartner, konstant stimulans, gøgl, erotik og bedste ven. Det er meget høje krav at stille til en relation. Vi er nødt til at have flere mennesker, der kan fylde os op i livet.

Men hvis vi savner fortrolighed, et stærkere bånd eller mere venskab i forholdet, er det noget andet. Så skal der måske arbejdes på det og skrues op for det.

Jeg hørte for nyligt nogen, der snakkede om, at mange folk har svært ved at finde en partner i dag, fordi vi forventer, at en partner skal udfylde mere eller mindre alle behov og roller, mens vi i venskaber kun forventer, at venner skal udfylde specifikke behov.

Lige præcis. Det er det, jeg mener. Der er mange forventninger i et parforhold, hvilket også er naturligt. Men vi skal passe på ikke at blive urealistiske.
Jeg møder par, der siger, at deres partner egentlig ikke er en vildt god ven, men er en dejlig elsker, en dejlig samlever og en dejlig medforælder, som de kan dele nogle ting med, selvom de ikke deler alt. Hvis man er tilfreds med det, er det superfint, og den forventningsafstemning kan gavne forholdet.

Venskaber er ofte der, hvor vi deler interesser. Det er der, hvor vi spejler os i hinanden, og hvor vi synes, vi ligner hinanden. Men det er jo ikke sikkert, at vores partner gør det, og det skal vi ikke tvinge dem til. Vi kan selvfølgelig inspirere hinanden, men vi må også acceptere og elske hinanden, som dem vi er, såvel som dem vi ikke er.

Jeg vil gerne sætte streg under, hvor vigtigt det er for forholdet, at vi har et godt økosystem af familie og venner omkring os. At vi tænker over, hvem vi har, der kan møde vores behov. Det er simpelthen ikke meningen, at vi skal være hinandens alting. Det har det aldrig været. Vi er flokdyr, og vi har altid boet i landsbyer og indgået i sociale systemer. Det, at vores partner skal bære det hele og møde alle behov, er alt for store krav.

Jeg sad med et par for nyligt, hvor kvinden sagde, at hendes mand ikke var stabil og ikke kunne bære hende i kriser. Derfor var hun i tvivl, om hun var det rigtige sted. Jeg spurgte, om hun havde andre, der kunne bære hende i kriser. Hun havde gode veninder og noget familie. Jeg spurgte, hvorfor det er ham, der skal være den støtte i krisen. Hvis han kan være en god elsker, medforælder og samlever på så mange andre plan, og hvis de grundlæggende har det godt sammen. Hvorfor kunne hun ikke bruge resten af sit økosystem?

Det havde hun simpelthen ikke tænkt over.

Det er vigtigt. Vi stiller ekstremt høje krav til hinanden. Det gælder også i venskabet. Forventningen til, at vi skal kunne stå der i storm. At vi skal være der, når alting brager derudaf. Det er ikke sikkert, at vi altid kan det for hinanden. Det er nødt til at være okay. Der er ingen, der kan alt.

Derfor tænker jeg, at et sundt parforhold, der også bygger på venskab, indebærer at vi er bevidste om, hvilke relationer vi har rundt om vores forhold, der kan støtte op om os, når vi ikke rækker til for hinanden.

Hvordan kan man opretholde et romantisk forhold samtidig med, at man er gode venner og til tider praktiske kollegaer, der prøver at få tingene til at spille i hverdagen?

Romantik og erotik er noget, vi skaber. Noget, vi vælger. Noget, vi inviterer til. For at vedligeholde det ved siden af en venskabelig og familiær relation, skal vi skabe lommer til det. Vi skal ikke tro, at romantik, gnist, begær og lyst kommer af sig selv som et naturligt biprodukt af, at vi lever sammen og har valgt hinanden. Faktisk tværtimod. Det kan ofte falme i takt med det familiære, genkendelige og gentagende. Jo længere tid vi lever sammen, jo mere fortrolige vi er, jo bedre venner vi er, desto mindre afstand er der og dermed ofte mindre begær.

Længsel opstår tit i alt det, vi ikke har. Så når vi for alvor har valgt hinanden til, kan det være svært at fastholde den gnist. Derfor skal vi fortsat pleje det aktivt og søge efter at se nye sider af hinanden – invitere til erotik og romantik. Tænde stearinlys. Sætte musik på. Finde massageolie frem. Gøre noget nyt. Både seksuelt, men også i det hele taget, så vi ikke stagnerer, og det udelukkende bliver fortroligt og tillidsfuldt. Det rimer ikke nødvendigvis på lyst, begær og romantik.

Hvis man primært har bygget forholdet på seksuel kemi, passion og gnist, men opdager, at man faktisk ikke er særlig gode venner, og at det mangler for at få forholdet til at holde på den lange bane. Hvordan kan man så pleje og udvikle den del?

Det tror jeg faktisk sker for flere, end man lige regner med. Der vil jeg minde om, at venskab bygger på fortrolighed, sårbarhed og gensidighed.

Hvis man vil opbygge mere af det, kan man fx købe samtale-kort. Det er en øvelse i at have samtaler, hvor vi prøver at lære nyt om hinanden. Hvor vi prøver at dele ting, vi ellers ikke ville dele og får stillet spørgsmål, vi ikke selv kunne finde på at stille.

Derudover vil jeg se på, om I kan finde nogle fælles interesser eller skabe nogle nye sammen. Måske gå til dans, spille padel eller noget tredje. At lave ting, der skaber gode minder og historier.

Alle følelser er grundlæggende bagudrettede. Det vil sige, vores følelser og oplevelser af forbindelse, bygger på minder og gode historier. Hvis vi primært skaber minder og historier med andre mennesker, vil vores venskabelige og varme følelser ligge der. Men hvis vi prioriterer det i parforholdet, vil der opstå varme følelser der. Der er sex ikke nok. God sex er ikke gode nok historier. Hvis vi bare har en intim relation med lidenskab og begær, er det ikke tykt nok til at hænge krogen på til et langvarigt parhold.

Hvis ikke vi bliver ved med at pleje relationen og skabe gode minder og historier sammen, holder vi op med at synes, at hinanden er interessante. For der mangler ny data. Det er gamle data. Vi forandrer os hele tiden. Derfor må vi forblive nysgerrige på hinanden.