Mia Christina Boe Jakobsen er 44 år og bor i Jylland mellem Vejle og Horsens med sin mand og deres tre børn. Hun er uddannet kunsthistoriker og har arbejdet bredt med formidling og kultur – fra kunstmuseer og biblioteker til livet som selvstændig. Senest har hun været kirke- og kulturmedarbejder i folkekirken.
“I mit liv har det været nødvendigt at finde roen og balancen mellem arbejde og hvile. Den finder jeg i naturen og i den kontemplative tradition.”
Den søgen har ført hende ind i et liv med vandringer, meditation og fordybelse, som i dag også præger hendes arbejde med retræter, foredrag, kurser og guidede meditationer – blandt andet på Ånd ind. Hun er også blevet Bøn i Bevægelsesleder og har skrevet bogen Lysningen – Året med Gud i naturen.
“Jeg er evigt nysgerrig på natur og mennesker, religionshistorie og åndelig længsel.”
Netop den åndelige længsel er central i hendes motivation for at blive en del af Areopagos.
“Areopagos peger på en tilgang, jeg er vild med. Der er en stor åndelig nysgerrighed, men også forvirring og mangel på retning. Jeg vil gerne møde alle mennesker med åbenhed, lytten og ligeværdig dialog.”
Samtidig ønsker hun at bringe de traditioner i spil, som selv har givet hende retning:
“Jeg vil gerne dele inspirationskilder fra naturen, fra keltisk spiritualitet, ørkenfædrene og klostertraditioner – og selvfølgelig relationen til Gud.”
I rollen som pilgrimsmedarbejder ser hun frem til at arbejde både digitalt og fysisk med menneskers vandring.
“Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med Ånd ind – nu som en del af teamet,” siger hun og peger samtidig på ønsket om at bidrage til både kvalitet og udvikling.
Arbejdet vil også folde sig ud i naturen gennem stilleretræter, skovkirke og andre rum for fordybelse og kontemplative praksisser, ligesom hun glæder sig til at arbejde videre med det æstetiske og det skrivende i samarbejde med kollegerne.
“Arbejdet som pilgrimsmedarbejder er på alle måder lige mig. Jeg vil se frem til at slå følgeskab med alle dem, der er på pilgrimsvandring.”

