“Det, der er større end os”. Ordene faldt, da Danmarks nye konge, Frederik X, en kold januardag trådte frem på balkonen på Christiansborg foran de 300.000 danskere, der havde fundet vej til hjertet af København, og de tre millioner, der fulgte med i proklamationen hjemmefra.
– Jeg får brug for alt den støtte, jeg kan få, fra min elskede hustru, fra min familie, fra jer og fra det, der er større end os, sagde han.
Stina Ørregaard Andersen. Liv&Sjæl-redaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen
Siden er ordene blevet både rost og kritiseret og senere også uddybet i bogen “Kongeord”, som udkom få dage efter tronskiftet. Den debat skal det ikke handle om her, men når man taler om åndelighed og åndelige behov anno 2024, er ordene fra balkonen et godt sted at begynde.
For hvad er åndelighed egentlig? Og har åndelighed overhovedet noget med Gud eller religion at gøre? Eller dækker åndelighed bare over alt det, der ikke hører krop og praktik til?
Det er ikke alle, der tolker det på helt samme måde. At åndelighed og dermed åndelige længsler til gengæld handler om en tilknytning til noget, “der er større end os” – eller manglen på netop det i en på mange måder individualistisk og selvcentreret tid – er lettere at blive enige om.
Derfor var det selvfølgelig heller ikke tilfældigt, at det var de ord, der kom ud af munden på kong Frederik, der i øvrigt bar et buddhistisk inspireret armbånd foruden uniform og kors, og som gennem årtier er blevet kendt som et menneske, der, ligesom mange danskere, finder stor værdi i at opholde sig i naturen. For med ordene afspejlede han netop den type åndelighed, der gør sig gældende i disse år. Danskerne er nemlig ikke afvisende over for det åndelige, slet ikke. Det er derimod kasserne, de har det svært med.
At beskrive sig selv som religiøs, som kristen, som havende en gudstro, eller tale højt om Jesus Kristus – det er svært for mange. Men når sætningerne blødes op – når det handler om at tro på det, “der er større”, eller på, at der er “mere mellem himmel og jord” – kan mange flere være med.
I Danmark er der sjældent brug for de store ord, brug for at råbe Gud af sine fulde lungers kraft. Men det betyder ikke, at der ikke bliver kaldt på “noget større”. Det gør der. Hele tiden.
Stina Ørregaard Andersen
At beskrive danskerne som et sekulært folk er en fejltolkning. For den brede tendens er ikke at afvise det åndelige, tværtimod er danskerne åbne over for en bred vifte af muligheder for at invitere det åndelige ind – gennem naturen, gennem buddhistisk inspirerede åndedrætsøvelser, gennem krystaller og astrologi, gennem tarotkort eller andre former for spiritualitet foruden kirkegang, idet langt de fleste danskere stadig er medlem af folkekirken. Denne brede åbenhed og sammenblanding af traditioner er netop et udtryk for en åndelig længsel. Mange har et stort ønske om at føle sig forbundet til noget, der er større end dem selv og forstå sig selv gennem den prisme.
Danskerne er et blufærdigt folkefærd, der, modsat vores skandinaviske naboer, lever i et land uden høje bjerge, i et samfund, der har et solidt sikkerhedsnet spændt ud under dets borgere. Her er der sjældent brug for de store ord, brug for at råbe Gud af sine fulde lungers kraft. Men det betyder ikke, at der ikke bliver kaldt på “noget større”. Det gør der. Hele tiden.
Det gjorde der også den dag i januar, hvor Danmark fik en ny konge. For det var ikke bare kong Frederik, der efterspurgte det, “der er større end os”. Det gjorde også de tusindvis af danskere, der var mødt op for at mærke noget, for at tage del i den historiske begivenhed, i fællesskabet, og som endte med at føle sig spejlet i ordene, der lød fra balkonen.