Selvom traditionen er ubrudt og oldgammel i de ortodokse og katolske kirker, er den lutherske lystænding et ægte barn af år 1968. Udgangspunktet var tragisk. Tre måneder før Kirkernes Verdensråd skulle samles i Uppsala domkirke i sommeren 1968, blev hovedtaleren skudt og dræbt: Martin Luther King Jr.
DEN HELLIGE ILD. Det had, han var vidne til, gav Martin Lönnebo, der dengang var 38 år og præst i Uppsala, ideen til “Folkets Forsoningstræ” – en stor smedejernslysestage formet som en globus med et træ og plads til mange lys. Den havde et budskab om forsoning og skulle hjælpe folk til at bede uden ord. Med reformationen var skikken med at tænde lys forsvundet. Ved den tv-transmitterede gudstjeneste fra Verdensrådsmødet kunne man nu se børn, voksne og internationale patriarker tænde lys som en bøn i den svenske kirke.
SE VIDEOEN OM MARTIN LÖNNEBO, MARTIN LUTHER KING OG DEN FØRSTE LYSGLOBEN: https://vimeo.com/294354745
En stiliseret udgave af lysgloben, med små lys omkring “ækvator” og et stort Kristuslys i midten, spredte sig hurtigt til lutherske kirker i resten af landet, Skandinavien og ned i Europa, trods en vis skepsis til at starte med.
“Det var både ‘katolsk’ og svensk,” griner Lönnebo. Nu står han ved sådan en globus i Linköpings domkirke og har endnu ikke set statistikken, der viser, at der i 2017 blev tændt cirka 100.000 lys alene i kirkerne her i byen.
“Den hellige ild har altid spillet en stor rolle i religionens væsen, der har altid været flammer i templer. Den første storslåede lysestage er nævnt allerede i Bibelens Femte Mosebog. Gud er lyset,” siger Lönnebo.
Den gamle biskop er optaget af, at tænding af lys er noget, alle kan, uanset alder eller funktionsniveau, ikke mindst som et ritual i forbindelse med sorg og ulykker.
“Det får folk, der kommer fra lande, hvor man er vant til at tænde lys i kirken, til at føle sig hjemme,” siger han og kigger hen på den ene langside i kirkerummet. Her har besøgende placeret østeuropæiske helgenbilleder og familiefotos med kuglepensskrift på bagsiden.
“At tænde lys hjælper mennesker til at finde koncentrationen i kirken, og det giver plads til ordløs bøn. Bøn er hjertets samtale med Gud, og vi skal altid lede efter det, der sænker tærsklen for at gøre det.”
ET SØLVTRÆ. Herinde, i Sveriges bedstbevarede middelalderdomkirke, synes Lönnebo, at søjlerne minder om træstammer. Ribbenene i hvælvingerne minder om grene af trækroner, som om kirken var en hellig lund.
Da han blev biskop her i 1980, fik han lov til at ønske sig noget. Det blev et stort sølvtræ til katedralen. De forgyldte blade på “Livets Træ” symboliserer alle folkeslag på jorden, og at træet tilhører dem alle. De mundblæste glasfrugter er “Åndens frugter”: kærlighed, tålmodighed, glæde, venlighed, godhed, trofasthed, fred, ydmyghed og selvkontrol.
“Du kan for eksempel stå her og tænke over, hvilken af disse dyder, eller egenskaber, du vil have mere af netop denne dag,” foreslår Lönnebo: “Og tænde lys på de bugtende lysestager, der minder om vandløb og Livets flod.”
Sølvtræet står ved starten af Via Sacra, den hellige vej, en meditativ pilgrimsrute, der snor sig gennem kirken. Den er bygget som en forstørret udgave af Kristuskransen.
GRÆSKE PERLER. Martin Lönnebos vejledningsbøger læses i hele Skandinavien, men det er “Kristuskransen”, han er mest kendt for. Ideen til den lille perlehalskæde, som man kan meditere og bede med, dukkede op på en lillebitte græsk ø i 1995. Der sad han fast i som nypensioneret biskop på en ø-ferie. Han så, hvordan grækerne fiflede med “bekymringsperler”, komboloi, som har deres rødder i religiøse bedekranse.
Da stormen var ovre, vendte svenskeren hjem med tegningen til et armbånd med 18 perler i forskellige farver og rig symbolik i kufferten. Den skulle hedde “Frälsarkransen”, som også betyder “redningskransen” på svensk, og blev lavet med træperler fra Panduro Hobby.
Hans forlag havde på forhånd meget nøgterne forventninger til salget, men gik med til at lancere det. 20 år senere er der solgt over hundredetusinde kranse.
ÅND IND. Til 20-års jubilæet åbnede Linköpings domkirke en lille hellig vandresti baseret på kransens pædagogik. Via Sacra har endda sin egen mobilapp som guide. Indlejret i stengulvet, i oplyste glasmontre, er hver af de 18 perler af mundblæst glas, så store som håndbolde.
“Har du en yndlingsperle i Kristuskransen?”
“Jeg har 18 yndlingsperler. Men det er Gudsperlen, der er den vigtigste,” siger Lönnebo og kigger ned på den store, gyldne perle, der skinner fra gulvet. Ifølge ophavsmanden til perlerne er det der, man altid skal begynde meditationen. Med bønnen “du er grænseløs, du er tæt på, du er lys, jeg er din”.
Langs den ene langside af kirken, rundt om alteret og tilbage langs den anden, ligger perlerne med god afstand til hinanden. En er koboltblå for bekymringsløsheden. To dybrøde for kærlighed. En sort til natten og krisen. Hemmelighedsperlerne, for de dybeste ønsker, er hvide. Navnet på hver perle er hugget ind i stengulvet ovenover, og i gulvmontrene er et par ord af Lönnebo. Ved en af Stilhedsperlerne står der “Ånd mørket ud, ånd lyset ind”. Pust mørke ud, indånd lys.
UDENFOR OG KRISTUS. En anden stilhedsperle ligger nær pilgrimsalteret. Der ligger også en bronzeskulptur i fuld størrelse af en ung dreng, klædt i en hættetrøje, militærbukser og lærredssko. Han ligger udsat, med ansigtet vendt væk. Kunstværket hedder “Pilgrimmen (Uteliggaren)” og er fra 2009.
Via Sacra er også en gåtur mellem kirkekunst fra meget forskellige tidsaldre. Vi går forbi den tidligere altertavle, med Jesu korsfæstelse malet af en hollandsk renæssancemaler i 1582, inden vi kommer til dagens altertavle, malet af nordmanden Henrik Sørensen i 1934. Her går en ung og blid Kristus mod beskueren ud fra en regnbuefarvet mandorla – et mandelformet omrids – med åbne arme mod menneskeheden.
Hvilken form for kunstnerisk udtryk ligger dit hjerte nærmest?
“Jeg kan rigtig godt lide forestillingen om, at Kristus er en af os, af alle mennesker. Her ligner han en nordmand,” smiler Lönnebo og fortæller, at Sørensens kunstværk er inspireret af et billede af en mand, som kom gående lige mod en kampvogn med en blomst. Maleren var glødende pacifist og en god ven af forfatteren Pär Lagerkvist.
“Men jeg er nok mest glad for ikonerne og deres stille udtryk,” siger biskoppen, der var kendt i nabolaget for den excentriske have udenfor rækkehuset med ikoner, glaskugler på granitsøjler og andre symbolske kunstværker. Nu er han og hans kone flyttet derfra til en boligblok.
“Når man er gammel og træt, skal man have det enkelt. Vi har endda en købmand på første sal, så vi kan køre indkøbskurven op af elevatoren og helt hen til køleskabet,” griner han.
UDFORSK KONTINENTET. Mens den 88-åriges ben ikke fungerer særlig godt længere, tager han gerne sin sjæl med på gåture.
Han har skrevet bogen Veven. Den store træningsbog for sjælen (Verbum 2000, tredje norske udgave udkom i 2015). Han har kaldt pilgrimsrunden i domkirken for “en lille træningsrunde for sjælen”.
Skal man træne sjælen? Er det ikke nok at gøre det bedste, man kan?
“Træning er egentlig ikke et perfekt ord. Det vigtigste er at opdage sjælen. Sid stille med den. Giv den plads til at leve. Gå en tur med din sjæl.”
I Veven skriver han, at “det indre liv er menneskets mindst udforskede kontinent, så stort og rigt”. En erklæring han stadig står for.
Hvordan skal vi udforske det indre liv? Sætte os ned i en stol og se ind i os selv? Eller skal vi ud blandt andre mennesker, ud i naturen for at udforske det?
“En praktisk oversættelse af begrebet Gud er “Den store helhed”. At tænke på sjælen er ikke det samme som at trække sig tilbage fra livet. En person, der tænker på sjælen, er en person, der er på den store rejse. Den, som Dag Hammarskjöld taler om, når han siger, at ‘den længste rejse er rejsen indad’. Nemlig rejsen mod Guds dyb. Hele eksistensen eksisterer der. Gud er som selve universets sjæl, som er nærværende i alt.”
Hvad er sjælen så?
“Sjælen er vores vindue til Gud. Det er vigtigt ikke at trække gardinerne for. For så kan man se den store helhed. Og i kristendommen er sjælen frem for alt forbundet med ‘Kristus i mig’. Hans tilstedeværelse. Det er i det rum, den indre gudstjeneste finder sted.”
For Martin Lönnebo er det, hvad stearinlysflammerne, Via Sacra og den farverige bedekrans – som både han og tusindvis af mennesker bærer i lommen eller på natbordet – handler om. At hjælpe mennesker til at turde gå den lange vej indad, hjem til sig selv og den, de måtte møde der. Det er den, som er vigtig. Det er ikke vigtigt med Kristuskransen.
“Snart er det glemt, at det var mig, der lavede den. Og det er, som det skal være,” siger han.