Over en tredjedel af danskerne er alternativt troende. Og mange af dem er medlem af folkekirken. Hvordan sikrer man en åben, inviterende og imødekommende dialog med den stadigt større gruppe spirituelle, samtidig med, at kirken bliver en autentisk samtalepartner med et reelt tilbud om hjælp? Det er udgangspunktet for bogen “Ånd og arvegods”, der udkom på forlaget Eksistensen den 25. maj 2022. Sognepræst Thomas Frovin, der indtil nytår var ansat som projektleder i Areopagos, er redaktør på bogen.
I bogen giver ni præster og teologer, heriblandt Areopagos’ generalsekretær Silje Kvamme Bjørndal, missionspræst Torsten Borbye Nielsen og tidligere missionspræst Ole Skjerbæk Madsen, deres bud på, hvordan man undgår, at fordommene om hinanden kommer til at spænde ben for et berigende og respektfuldt møde.
Bidragsyderne giver også deres bud på, hvordan kirken kan holde sig attraktiv og troværdig for det individuelt orienterede sansende og senmoderne menneske.
LÆS UDDRAG FRA BOGEN: Om kirkens helbredende tjeneste
Hvad håber du, læserne får ud af bogen?
Bogen er blevet til ud fra et ønske om at imødegå den åndelige nysgerrighed og dens indvendinger og spørgsmål overfor kirken og kirkens mennesker.
En del præster har samtaler, hvor skæbne/karma-tro, oplevelser af engle og dæmoner eller erfaringer af, at de døde endnu er hos os, optræder. Det er sådan, at en stor del af den danske befolkning har en åbenhed overfor åndelige tydninger, men den åndelighed slår sig nogle gange på kirkens mere dogmatiske greb om tingene.
Vi ønsker med bogen at vække eftertanke til, hvordan man fra kirkens side kan møde den åndelige nysgerrighed og forankre den i et kristent univers. Det kan betyde, at de af os, der står i kirken, først og fremmest selv skal arbejde lidt med at lægge vores fordomme til side om “spirituelle mennesker” og “det alternative” og være åbne om, hvilke praksisser vi selv er båret af. Og så har vi i kirkens historie meget at trække på, når vi står overfor erfaringer, der måske ligger uden for vores eget erfaringsunivers.
Hvem er bogens målgruppe?
Målgruppen er først og fremmest præster, men bogen er relevant for enhver, der har stået overfor et menneske, der gør sig erfaringer med forskellige ting, og har savnet lidt greb om samtalen.
Det nytter ikke noget, at kirken udskammer eller latterliggør de erfaringer, som vi måske selv kan finde vanskelige at tro på. I stedet må vi finde andre veje, hvor vi kan være i samtale med mennesker om det, de oplever, og der øve os i at finde veje, hvor kirkens budskab om fred, forsoning og frelse kan få mening og betydning.
Hvorfor er bogen nødvendig?
Bogen er nødvendig – det synes jeg – om ikke andet, så fordi den seneste danske værdiundersøgelse viste, at 35 procent af danskerne er enten alternativt gudstroende eller spirituelle. Og selvom vi her taler om strømninger, der ikke fylder meget i den offentlige samtale, så kan det fylde meget for det enkelte menneske.
Kirken står altid i et møde og i en opgave om at forkynde til trøst, og derfor møder kirken hele tiden disse ting. Der er ikke meget fokus på feltet i præsteuddannelsen – men nu gør vi med bogen et forsøg på at åbne samtalen.
Hvad er de vigtigste erfaringer, du har gjort dig i mødet med åndeligt nysgerrige?
Den vigtigste erfaring, jeg selv har gjort mig i mødet med den åndelige nysgerrighed er, at mange mennesker i den forbindelse også har en erfaring af Guds trofasthed og Jesu nærvær. Det betyder, at man som repræsentant for kirken faktisk går igennem en åben dør, når man gerne vil snakke om tro.
Vores egne fordomme om alt det, mennesker kan give sig i kast med, hindrer ikke Gud i at møde folk på en meningsfuld måde. Og her har vi i kirkens værktøjskasse mange ting, der kan hjælpe til, at det, der har med Jesus Kristus at gøre, bliver til liv og trøst.
Derudover har jeg mødt en masse fantastiske mennesker, som ønsker at leve liv, der hænger sammen, som er loyale overfor de oplevelser, de gør sig, og som har en åbenhed overfor Gud og en omsorg for naturen, jorden og medmennesket, som jeg sagtens kan lære af.
Hvad kan kirken lære af de erfaringer?
Der er meget godt for kirken at få af at stå i samtalen. Ikke mindst måske en genopdagelse af det, der er kristen spiritualitet. Her har vi på vores breddegrader måske en tendens til, at troen bliver noget, vi omgærder med både blufærdighed og rationalitet. Men det kristne verdensbillede er stort nok til også at rumme de, der ser og sanser på en anden måde, end mange af os gør det.