Indre ro og forsvunden livskraft: Sådan ser de åndelige længsler ud i dag

Af Martin Krath-Andersen
Danskerne søger stadig efter det åndelige. Det fastslår undersøgelser og eksperters vurderinger. Men hvilken rolle spiller kristendommen og religiøsitet hos danskernes åndelige længsler?
Udgivet 15. maj 2024
Ordbog

Niels Christian Hviidt

Niels Christian Hviidt er en af forskerne, der står bag en undersøgelse fra SDU, der klarlagde danskernes åndelige behov. Han peger på, at danskernes åndelige behov ikke helt er det samme som åndelige længsler. Men, fortæller han, behov og længsler siger noget om det samme:

– Vi sendte undersøgelsen ud til 100.000 tilfældigt udvalgte danskere og fik en svarrate på omkring 25%. Vi ser, at det i særdeleshed er behovet efter ”at finde fred i sit liv”, der står ud som det største behov,” siger Niels Christian Hviidt.

Niels Christian Hviidt. Foto: Mette Frid Darré

Behovet for indre fred kan betyde mange ting, fortæller han. Ifølge ham kan det tolkes sekulært på den måde, at mennesker ønsker ro, tjek på sit liv og ikke at have stress. Men behovet for indre fred kan også lægge sig op ad en åndelig længsel, som en sammenhængskraft i sit liv, fortæller han.

– Vi danskere ønsker at opleve forbundethed – og måske i særdeleshed med det, som er større end os selv, som den danske konge beskrev det, da han blev indsat, siger Niels Christian Hviidt.

Vi danskere ønsker at opleve forbundethed – og måske i særdeleshed med det, som er større end os selv

Niels Christian Hviidt

Nummer to på listen over danskernes åndelige behov, som Niels Christian Hviidt og de andre forskere fandt i undersøgelsen, var behovet for ”at gøre en forskel”. Det er det domæne, der hedder generativitet. Det handler om at være noget for andre mennesker og gøre en forskel i verden.

Det tredje åndelige behov hos danskerne er det, Niels Christian Hviidt kalder et eksistentielt behov – nemlig at ”finde mening i tilværelsen” eller at tilgive eller blive tilgivet. Og herefter kom behov, der karakteriseres som religiøse behov, såsom at bede med nogen eller blive bedt for.


Forskrækkelse for religion

Men længes danskerne i vores tid efter religion eller kristendom? Ifølge Niels Christian Hviidt er der en ”kæmpe forskrækkelse” for begrebet religiøsitet.

– Vi er i dag frisindede på den måde, at vi må gøre, hvad vi vil, have de seksuelle præferencer, som vi vil og så videre. Men at være religiøs bliver ofte brugt som et fy-ord eller som noget, man anklager andre for at være,” siger han og fortsætter:

– Forskeren Ina Rosen fra Lunds Universitet interviewede unge danskere og svenskere om deres tro og spiritualitet. Hendes afhandling kom til at hedde ’I am a believer, but I will be damned if I am religious’. Det er typisk, at vi ser, at man godt kan være troende, men at være religiøs er der få, der vil stå frem og være.


Vending mod kristendom

På den anden side, pointerer Niels Christian Hviidt, er der nogle tegn på, at kristendom igen er blevet populært.

– Selvom kristendom ofte kan ses som en varm kartoffel – at kristendommen kan vække anstød hos mange – er der mere og mere der tyder på, at folk gerne vil bekende sig til de kristne værdier. Men ikke nødvendigvis på en dogmatisk måde, hvor det bliver religiøst og med fast kirkegang.

Forskeren er imidlertid tilbageholden med at spå, hvordan åndeligheden i Danmark kommer til at udvikle sig fremadrettet. Men han fastslår, at sekulariseringsteorien hos blandt andet Peter Bürger ikke holdt vand. Sekulariseringen har ifølge Niels Christian Hviidt ikke formået at gøre det af med den religiøse overbevisning hos moderne mennesker, som man tidligere havde spået.

– Det kan godt være, at der sker religiøse forandringer. Men vi ser, at mennesket har brug for mening og noget at holde sig til, der ikke kun afhænger af, hvad vi selv kan, og hvad vi selv evner. Derfor taler Jürgen Habermas om det postsekulære samfund, som vi lever i i dag, hvor sekulariseringen ikke har formået at gøre det af med det åndelige.

Sørine Godtfredsen

Sørine Godtfredsen er en dansk teolog, forfatter og podcastvært, der har været aktiv i mediebranchen i mange år.

For hende er det klart, at vi står i en tid, hvor begrebet ånd er blevet vakt til live.

Sørine Godtfredsen. Foto: Carsten Lundager

– Der findes en generel erkendelse i samfundet af, at der er noget i vores liv, der mangler. Der er en dimension og en styrke ved at være menneske, som mange mennesker ikke kan mærke nok, fortæller hun og fortsætter:

– Da vi har levet længe med stor velfærd og en temmelig rationel tilgang til verden med stor tro til videnskab og fremskridt, så er vi der, hvor vi begynder at stille os selv spørgsmålet: Hvad er det egentlig ellers, der giver mennesker mening i livet og styrke til at leve det?

Der er en dimension og en styrke ved at være menneske, som mange mennesker ikke kan mærke nok

Sørine Godtfredsen

Her vender begrebet om ånd tilbage, mener Sørine Godtfredsen. Men ånd er ifølge hende ikke noget mennesker nødvendigvis forbinder med kristendom. Det handler snarere om, at mennesker i dag er bevidste om, at der er en dimension i livet, de ikke er i kontakt med. At der findes en kilde til livsinspiration, lykke og begejstring.

Begrebet om ånd er ifølge Sørine Godtfredsen en samlebetegnelse for det, man ikke mærker nok.

– Ånd er en form for trøst eller livskraft, som mange mennesker har mistet kontakten til. Mange politikere er begyndt at bruge ordet ånd som et kodeord om det andet. Men hvad det andet er, tror jeg ikke mange vil være begejstrede for at udfolde.


Fra Helligånd til ånd

Der er ifølge Sørine Godtfredsen mange årsager til, at begrebet om ånd er, som det er i dag.

– Der har været en lang vestlig udvikling væk fra religion og væk fra en tro på, at mennesket er sat på jorden af en højere magt. Der har vi bevæget os hen mod en mere biologisk og videnskabelig forklaring på livet, og dermed også en relativ rational tilgang til, at vi skal dø, og at vi bliver gamle.

Der er en ræsonnering overfor tiden, døden og alderdommen, der gør, at vi ikke længere indgår i en meget større fortælling om det evige, fortæller hun.

Ånd er en form for trøst eller livskraft, som mange mennesker har mistet kontakten til.

Sørine Godtfredsen

Mennesket har slået sig til tåls med, at vi skal få det bedste ud af livet, så længe vi har det. Der er noget indespærret ved livet – noget klaustrofobisk, mener Sørine Godtfredsen. Og det er en barsk horisont at leve med, fortæller hun. Men den har vi bevæget os ind i, for sådan har den moderne verden udviklet sig.

– Vi er i en tid, hvor mennesket begynder at mistrives. Forklaringen af, at begrebet om ånd bliver efterspurgt har noget at gøre med, at vi kan se, at det moderne, velhavende, sunde og stærke menneske virkelig kan blive ked af det. At der findes et uforklarligt vemod og en mangel på, at livet har en dybere mening. Det tror jeg er en stor forklaring på, at mennesket i dag mistrives og har åndelige længsler.

– Vi undrer os over, hvorfor vi ikke er lykkeligere. Men det er vi ikke, fordi der var noget i vores tilværelse, som vi har glemt eller kasseret. Nu skal det findes frem igen, og så finder vi ordet ånd frem, fordi vi ikke har noget andet religiøst sprog. Så vi kalder det ikke frelse eller opstandelse. Vi kalder det heller ikke Guds barmhjertighed. Vi kalder det nogle andre ting, fordi det religiøse sprog er afskaffet.


Fra ånd til Helligånd

Sørine Godtfredsen spår, at danskere fremadrettet kommer til at tolke deres åndelige længsler efter ånd ind i en kristen tradition.

– Vi bevæger os i retningen af, at det kristne sprog bliver genopdaget. Vi ser flere kendte stå frem og fortælle om deres kristne tro, men det er ikke udbredt endnu – det er stadig mest udbredt at tale om noget, der er ’større end os’ – punktum, fortæller hun og fortsætter:

Jeg tror, der kommer en længsel efter at sige nogle flere ting om, hvad det egentlig er, vi tror på.

Sørine Godtfredsen

– Men jeg tror, at vi bevæger os i retning af, at blufærdigheden af at kalde det Helligånd vil blive overvundet af flere. Det tror jeg, fordi vi længes efter at sætte nogle flere konkrete ord på, hvad det er, vi søger. ’Det andet’bliver bare et nyt plusord vi læsser ovenpå, såsom ordene mangfoldighed og lighed, som vi har lært i søvne uden at vide, hvad vi egentlig lægger i det.

– Jeg tror, der kommer en længsel efter at sige nogle flere ting om, hvad det egentlig er, vi tror på. Men hvor konkrete vi bliver – om vi kommer til at sige, at vi tror på kødets opstandelse, det er svært at spå. Det er nemmere at tro på, at Jesus var Guds søn, uden at man helt kan sige, hvad det betyder.

Kathrine Lilleør

Kathrine Lilleør er bestsellerforfatter, podcastvært, ph.d. og præst i den tidligere lukningstruede Sankt Pauls Kirke i København. Hun fortæller, at danskerne i halvfemserne havde berøringsangst, når det kom til kristendom og at tale om Gud, og der skulle helst være noget at grine af i kirken. Men det har ifølge præsten vendt:

Katrine Lilleør. Foto: Pressefoto

– I dag står vi et sted, hvor mennesker kommer til kirken og gerne vil vide noget om Jesus. De er ikke længere interesseret i, hvilke film præsten har set. De seneste tyve år er vi gået en vækkelse i møde, hvor mennesker er interesserede i at høre, hvad Kristus siger, højmessens mysterium, og hvad indholdet af kristendommen er.

Kirkegængerne ønsker at falde ind i kristendommen og falde på deres knæ til altergang. De søger det, man ikke kan sige sig selv.

Gudstjenesten skal opløfte mennesker, for tyngden kommer vi med selv.

Kathrine Lilleør

Ifølge Kathrine Lilleør har unge voksne mennesker i dag ikke en front mod kristendommen i modsætning til tidligere generationer.

Hun mener, at vi i dag er nået frem til en generation af unge, som er åbensindede, nysgerrige og gerne vil det åndelige. De er ikke båret af fordomme, men er klar til at modtage kristendommen med et åbent sind.

Hvordan tror du, at det kan være, at unge voksne mennesker længes efter åndelighed i dag?

 – Det gør alle mennesker, siger præsten og fortsætter:

– Skiftende generationer har deres bedetempler og længsler. I nogle flere årtier søgte man i stedet for kirken kunst, litteratur og musik, for vi har altid ledt efter det, vi ikke kan sige os selv. Kirken har selv det seneste århundrede ofte stået i vejen for det kærligheds- og tilgivelsesbudskab, som kristendommen er. Man har låst sig fast i både forkyndelse, ritualer og salmesang i en tur og tung form, der ikke rimer med, at evangeliet betyder ”glædeligt budskab”.

Kristendommen er et frygtløst blik på menneskelivet, lidelse og død.

Kathrine Lilleør

Ifølge Kathrine Lilleør skal kirken være til trøst. Hun fortæller:

– De af os, der arbejder med den kristne tro ud fra en kristendom, der ikke tynger, men som løfter, vil fortsat blive søgt, og der vil fortsat komme mennesker, som modtager håb og glæde. Gudstjenesten skal opløfte mennesker, for tyngden kommer vi med selv. Vi skal tale til sorgen, tage modløshed og tvivl i ed, men derudfra skal vi trøste og give håb, som Kristus lærer os, at vi skal, idet han lover, at sorg skal vendes til glæde.

– Kirken er et fyrtårn der skal lyse os op. Vi er håbets forkyndere. Kristendommen er et frygtløst blik på menneskelivet, lidelse og død. Hos os lever håbet. Den uro og ked-af-det-hed, som præger den unge generation, tager vi imod. I kirken finder vi, som man har gjort det i 2000 år søndag efter søndag, håbet og modet til livet, afslutter hun.

869 489 Martin Krath-Andersen
Søg her