Istanbuls træer åbner for det hellige

Der er altid noget, der skælver i Tyrkiet. Modsætningerne syder, arkitektoniske plader mødes og historier krydser hinanden. Istanbul forbinder Europa med Asien, den gamle by står og skræver med en fod på hver sin side af Bosporosstrædet. Hertil kommer handelsrejsende og turister alle steder fra, og hertil kommer flygtningene. En græsk-ortodoks patriark sidder nede ved Det gyldne horn og en armensk på den anden side af næsset. Dervisher hvirvler gennem byens indre landskab, aspeløv i de grønne lunde. Der er altid noget, der skælver. Vikingerne sejlede hertil og mødte kristne romere. Osmannerne indlemmede byen i et sunnimuslimsk rige. Hertil gik Silkevejen engang. Hertil drog jeg selv i efteråret 2022 for at møde træer, disse stilfærdige væsener, som bevidner og bevirker historiens gang.

Udenfor Bayezid-moskeen i Fatih-distriktet, midt i Istanbul, bliver jeg mødt af en elegant olding, som strækker sine lange lemmer hen imod mig. Han er ca. 375 år gammel og næsten 8 meter om livet. Ikke uden ironisk legesyge, siger han:
«Velkommen til Beyazit-pladsen, bygget på Istanbuls tredje højeste punkt. Jeg er et af historiens mange tavse vidner, min kære ven.»

Trygt placeret øverst på Theodosius’ forum, mellem hovedindgangen til Istanbul-universitetet, moskéen og basaren, er denne aldrende skabning langt mere fortrolig med historie, end jeg nogensinde bliver, langt mere vidende om jordskælv og omfavnelser og menneskelig tumult, som har fundet sted her på torvets sten, men, som han siger, han tier. Han taler fra et skilt, taler med menneskeskrift. Hans skind er skællet, delvist dækket af mos og lav, men bladene er friskt grønne. Han strækker sig modsat urets retning, ser det ud til, modsat klokken, som for at understrege at hans tid – træ-tiden – er en anden end den, som hakkende tikker i vore moderne menneskehoveder.

For tiden er denne gamle platan opkaldt efter en lokal poet, Istanbulsønnen Hüseyin Avni Dede. Han er et menneske, hvis krone består af et langt bølgende skæg og en grå manke, og han har angiveligt tilbragt næsten fyrre poetiske år ved foden af platantræet. Men platanen må have lydt andre navne og hilst på utallige andre mennesker før digteren og mig. Han taler tavshed. Eller måske taler løvet et sprog, jeg ikke forstår, som det står og vinker i formiddagsvinden.
Ingen af os ved, hvad Hüseyin Avni Dede-platanen tænker (skønt jeg mistænker, at poeten aner lidt); uanset er han blot et af flere træer, som har fået en stemme – med lidt støtte fra Istanbul kommune. Denne by tager træer alvorligt. Ikke mindst plataner – som ser ud over de fleste urbane pladser, parker og moskéer i Europas folkerigeste by – forbinder perioder og epoker, religioner og riger.

Osmannerne forbandt platanerne med hellighed, storhed, styrke og et langt liv, men de menneskelige platan-forbindelsers rødder strækker sig endnu længere ned i historien. Hüseyin Avni Dede-parret – den skæggede mand og det gamle træ – er en del af en lang tradition på disse kanter, en ældgammel fornemmelse af slægtskab mellem menneske og platan. På klassisk græsk er ordet ‘platan’ hunkøn, og grækerne opfattede dem ofte som kvindelige. Ifølge historikeren Herodot (400-tallet f.Kr.) blev kong Xerxes I forelsket i én på sin vej gennem Lilleasien: «Xerxes kom forbi en platan, som han for hendes skønheds skyld smykkede med guld, og han gav én af sine ‘udødelige mænd’ ordre om at vogte hende.» (7.31) I Theodor Prodromos’ byzantinske roman Rhodanthe og Dosikles fra det tolvte århundrede, sørger den mandlige helt over sin elskede, som ligner et platantræ. Han tror, hun er død og udbryder: «Ak, Rhodanthe, hvor er din ungdoms vår, din fagre figurs cypres, … dine lokkers efoi – som slynger sig om dit hoved som rundt om en platan?» (6.291-295).

I den senantikke periode fortæller Johannes Moschos (død ca. 619) om en hellig mand. Han hed Adolas, og han elskede tilsyneladende en platan så højt, at han slog sig ned inde i det hule træ. Der levede han sit skæggede liv, midt i Thessaloniki (Den åndelige eng 70), meget lig Hüseyin Avni Dedes poetiske tilværelse på Beyazit-pladsen et og et halvt årtusind senere. En anden legende fortæller, at en sufi-mester plejede at meditere i den hule platan ved Atik Valide-moskéen i bydelen Ûsküdar på østsiden af Bosporos. Og lignende historier kendes fra den persiske verden. Plataner er gæstfrie; deres tilbøjelighed til at åbne deres stammer, mens de stadig er levende, skaber hule og hellige rum for fredelig tilbagetrækning. Buskede mænd og barkede stammer danner symbiotiske par.

Men ikke alle platanboere er skæggede. Udenfor de byzantinske bymure ligger en gammel Maria-helligdom, som kaldes «Den livgivende kilde». Ifølge legenden blev denne vigtige pilgrimskirke rejst på det sted, hvor en helbredende kilde udsprang, midt i en lund af træer i den tidlig-byzantinske periode – blot få år før Johannes Moschos’ platan omfavnede den menneskelige beboer med sin stamme. Den nuværende kirkebygning er ny og det samme er patriarkgravstenene i cypresskyggerne udenfor. Men den hellige kilde kan være sagtens være den samme – hvis ellers rindende vand kan være det samme. Resultatet pibler frem, klart og friskt. Og udenfor kapellet, som er bygget rundt om udspringet, bebor et andet lille kapel gårdspladsen: et platantræ. Denne plante har åbnet en sprække til sit eget liv. Indeni stammer holder et ikon af Guds moder til. Folk tænder vokslys og røgelse foran det. Det er et kapel, som lever og vokser. Et kapel som skyder nye knopper hvert forår.

Udenfor Eyüp Sultan-moskéen, et vigtigt muslimsk pilgrimsmål, står unge mænd og kvinder udenfor murene og beder. De bøjer sig forsigtigt, som om en vind fik dem til at svaje lidt. Inde i selve Abu Ayyub al-Ansari-mausolæet er hvide blade blevet indrammet og udstillet. På skiltet står der: «Blade fra træet som den hellige profet Muhammed plantede.» Men det er udenfor, at folkemængden samles. På gårdspladsen, hvor der ellers ville have stået en shadirvan, en renselsesfontæne, strækker en vældig platan sig fra den indhegnede forhøjning, og de troende har samlet sig rundt om den. Bladene er grønne. Træet vokser fra en hellig kilde. «En kilde, som de der er nærmest Gud, skal drikke af» står der på skiltet.

Engang for tusind år siden fandtes en nonne her i byen. Hun regnede cypresser blandt sine nærmeste. Irene hed hun. Om natten vandrer hun rundt blandt træerne i klosterhaven, og sommetider, når Irenes bønner kræver at hun bøjer sig, følger to cypresser hendes bevægelser. De bøjer deres kroner synkront med hende og krummer sig nærmest sammen mod bakken. En morgen ser de andre nonner desuden tørklæder, der hænger fra toppen af de høje cypresser. Hvad skal det dog betyde? Irene svarer meget sigende: «Nogen som betragter disse træer som hellige, som mine børn, har hængt tøjstykker op til Guds ære.» Hvad træerne i deres stille sind tænker, ved kun Gud, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om platanen i Eyüp, med sin let foroverbøjede holdning, deltager i kvindernes svajende bøn.

Det første træ, jeg mødte, da jeg ankom til Istanbul, var ikke det mindste platan. Han hed Nazin Hikmet og var hverken mystiker eller religiøs hengiven. Hikmet, som voksede op i Istanbul, tilbragte livet i den modernistiske lyrik. Han tænkte med træer, skrev med træer, sang med træer. Det var dette, som kom til mig:

Valnøddetræet

Mit hoved er en skummende sky,
indeni og udenpå er jeg et hav.
I Istanbuls Gülhane-park er jeg et valnøddetræ,
et gammelt, knudret og arret valnøddetræ,
men du og heller ikke politiet aner det.

Jeg er et valnøddetræ i Gülhane-parken:
mine blade glimter som fisk i vand,
mine blade flagrer som silkelommetørklæder,
pluk bare ét, elskede, og tør dine tårer.
Mine blade er mine hænder, det vil sige
med hundredtusind hænder rører jeg,
rører ved Istanbul og dig!
Mine blade er mine øjne, og jeg rystes,
med hundredtusind øjne ser jeg,
ser på Istanbul og dig!
Som hundredtusind hjerter er mine blade,
og de slår og de slår!

I Gülhane-parken er jeg et valnøddetræ,
men du og heller ikke politiet aner det!

(overs. Murat Alpar og Erik Stinus)

Hikmt skrev dette digt i eksil, med hovedet brusende i vinden af Istanbul-minder, måske slidt mellem kærlighed og frygt. Stadig forfulgt for sine kommunistiske sympatier havde digteren tidligere været fængslet af det tyrkiske politi, men han er stadig, fra sit eksil, et levende nærvær. En uset observatør i hjertet af byen, hundredtusind blade som ser og berører og vibrerer, mens menneskestrømmene bølger forbi ham, som blafrende lommetørklæder. Han er et valnøddetræ. Ligesom en Hüseyin Avni Dede er han et stille vidne til de politiske spændinger, som altid har rørt sig blandt mennesker i disse gader og parker, fristelser og grusomheder.

Flere dage senere skulle jeg rejse til øgruppen Prinseøerne i Marmarhavet. Den største ø kaldes Prinkipos af grækerne og Büyükada af tyrkerne. Mægtige byzantinere, som faldt i unåde, sad engang indespærret her. Nu drager mægtige hertil for at slappe af.
Fra havnen tager jeg den hårde opstigning forbi det storslåede ortodokse børnehjem (vistnok Europas største træbygning, men, nu hvor det forlængst er forladt, også et af de mindre vedholdte). Jeg passerer nogle køer og en ged i den solvarme Marmarluft, før jeg begiver mig ud på den sidste og stejleste opstigning mod højdepunktet Yücetepe. Biltraffikken på øen er nøje reguleret; vejen op mod toppen bliver smal og er brolagt for gående. Sandt at sige, er det mere en sti end en vej. Jeg begynder at klatre op ad den stejle bakke, der leder til Sankt Georg af klokkerne, øens berømte valfartsmål. Legenden fortæller, at klostret blev bygget efter at en hyrde og en fåreflok nede på marken hørte klokkeklang klinge på denne afsides plet. Det ortodokse helligsted, smukt placeret på øens top, tiltrækker både kristne og muslimske troende.

En ægte pilgrim forventes at gå de sidste skridt barfodet og i stilhed. Jeg havde beholdt skoene på. Mens jeg stille vandrede op over bjerget, nåede lugten af fyrretræ mig. Jeg var omgivet af stammer og buskads på alle sider; som om jeg selv udgjorde et lille optog, stod nåletræer, men også oliventræer, frugttræer og andre løvtræer sammenklemte langs stien. Heroppe, langt fra byens mægtige plataner, var træerne mere beskedne. Men de var alle påklædte – med farverigt stof. Lange garntråde i rødt, hvidt og gult dukkede først op langs stien, derefter strømper og sløjfer, mundbind, pandebånd, tørklæder, snørebånd, snor, bomuldsbælter (tror jeg), bandanaer og utallige uidentificerbare hvide stofstrimler. Jeg var havnet i en skov af tekstiler, en løvsal hvor mennesker og træer bad deres bønner i fællesskab, gennem tøjstykkernes lydløse sprog. Hver eneste tråd var en bøn, båret oppe af grene og kviste, bevæget af vinden. De sidste buske langs pilgrimsstien stod blot nogle få meter fra klostret, og alligevel nåede de aldrig selv ind i det hellige rum; de var optaget af at bære bønner frem. Og vildnisset derude blev for mig sin egen helligdom, et sted for uophørlig bøn. Efter at have besøgt kirken, trak jeg lommetørklædet op ad lommen og bandt det til et fyrretræ. Blandt grenene fandt bønnerne sammen, hvad enten de var kristne, muslimske eller – kun Gud ved – måske endda kommunistiske. Var det på en måde ikke som om at de tråde, der var bundet omkring træerne, også bandt mennesker sammen?

Dette spekulerede jeg over, mens jeg slentrede igennem Gülhane-parken, nedenfor Topkapi-paladset og Den hellige freds kirke, blandt glitrende fiskestimer, valnødder strøet ud over bakken, under knudrede trækroner. Hvad havde jeg egentlig bedt om? Med hvilken hensigt havde jeg bundet mit lommetørklæde til en gren? Hvad bad kvinderne i Eyüp om? Eller de unge mænd foran den hellige platan? Hvad beder alle de blegede tøjstykker om, flagrende højt over Marmarhavet? Jeg vidste det ikke. Jeg ved det ikke. Jeg kommer aldrig til at vide det. For at være ærlig, så ved jeg ligeså lidt om bøn, som jeg ved om træernes indre liv, men af en eller anden grund gav denne form for træ-bøn intuitivt mening for mig. Nogle gange beder vi for et krigshærget land, sandt nok, eller en jordskælvramt nabo – i Tyrkiet er der meget at bede for – men med tiden falmer bønnerne i solen og bliver til tyste bønner, ordløse bønner. Måske er det, som vi inderst inde håber på, i vores mangel på mål, når vi overlader bønnernes udtryk til kviste og grene, en dybere form for genklang, at dele suk med hinanden og med træerne og vinden? Kunne påkaldelsernes ordløse kor, den blafrende stilhed udgøre en længsel efter forening, funderede jeg. Måske det var dette, som sufier og kristne mystikere, poeter og andagtsfulde mennesker – eller til og med en kat, jeg så i en platan der i parken – alle længtes efter at finde: sine egne hjerter skælvende sammen med løvet? Måske fornemmelsen af slægtskab, som synes at krydse både religiøse og kulturelle grænser og gå tværs gennem store og stolte historier, kan afsløre en spire til træ-hed hos os alle? Måske?
Jeg aner det ikke. Og det gør politiet heller ikke.